I byen er Nissans eldrevne e-NV200 en varebil som alle andre

Varebilen har fået et større batteri, der gør chaufføren i stand til at nå ud til langt flere kunder uden angst for ikke at kunne nå hjem igen

Det tager kun et minut at lade en elbil op. Et halvt om aftenene og et halvt mere om morgenen. Foto: Thomas André Petersen
Det tager kun et minut at lade en elbil op. Et halvt om aftenene og et halvt mere om morgenen. Foto: Thomas André Petersen

Nissan e-NV200 kom for fire år siden med en rækkevidde på teoretiske 170 kilometer. Dengang var argumentet, at nu begyndte det at ligne noget brugbart.

Vi har testet den nye e-NV200 med 40 kWh-batteri, som bringer rækkevidden op på teoretiske 301 kilometer – i hvert fald ifølge Nissans egne opgivelser. Men budskabet har ikke ændret sig: Det begynder stadig at ligne noget brugbart.

Varebilen har stadig en alt for lodret siddestilling, som favoriserer førere langt under nordisk gennemsnitshøjde. Men bilens udgangspunkt, NV200, er gjort mere smidig og anvendelig, så den egner sig endnu mere til arbejde i byerne.

Det er gode nyheder for den elektriske version, der for alvor kommer til sin ret ved bykørsel med lav hastighed og mange start og stop.

Førerpladsen er meget lodret for at skabe plads bagi. Foto: Thomas André Petersen
Førerpladsen er meget lodret for at skabe plads bagi. Foto: Thomas André Petersen

Ikke kun til flippere
Når bilens nye 40 kWh-batteri er fuldt opladt, viser displayet en rækkevidde på omkring 280 kilometer. Det gamle pralede med 170 kilometer, og selv om begge tal er helt ude i den teoretiske hamp, hvor radioen er slukket, og indeklimaet er overladt til udetemperaturen, så er fremskridtet tydeligt.

Nissan e-NV200 er nu så langt i sin udvikling, at den ikke længere kun henvender sig til flippede nørder, kommuner og virksomheder med dårlig samvittighed.

Svaghederne er dog stadig de samme: Aircondition, høj hastighed og tungt læs. Alt sammen kardinalpunkter i en typisk varebilsbrugers hverdag.

Tænd klimaanlægget, og rækkevidden vil omgående tage et ordentligt dyk. Det koster omkring 10 procent af potentialet, hvilket med fuldt opladt batteri svarer til cirka 30 kilometer.

Det samme sker, når du læsser bilen op til fuld kapacitet, hvilket for Nissan e-NV200 er ensbetydende med cirka 700 kilo nyttelast. Og kører du ud på motorvejen og sparker bilen op til 130 km/t., så tygger den teori som en affaldskværn.

På en kold vinterdag med fuldt drøn på varmen får du næppe mere end 100 kilometer ud af den kørsel. Så selv om ‘tanken’ er blevet større, kræver det fortsat en del omtanke at køre elektrisk varebil. Men den større rækkevidde sænker alligevel spændingsniveauet betydeligt bag rattet, og det er her, Nissan e-NV200 så småt begynder at brillere med det store batteri.

100 realistiske kilometer med det gamle 24 kWh-batteri er blevet til 180-200 kilometer med det nye. Det betyder, at man ikke længere er helt så forhippet på at sætte den i stikkontakten om aftenen. De fleste vil have nok til et par dage eller mere på én opladning.

Bagdørene sikrer okay adgang til det 4,2 kubikmeter store varerum. Foto: Thomas André Petersen
Bagdørene sikrer okay adgang til det 4,2 kubikmeter store varerum. Foto: Thomas André Petersen

Læs flere artikler på: altomvarebiler.dk

Trekvart fuld
Batteriet i Nissan e-NV200 kan lades 75 procent op på en halv times tid, så med lidt planlægning vil bilen såmænd også kunne krydse Fyn i lastbilsporet.

Det større batteri skaber dog en lille udfordring, hvis det bliver nødvendigt at oplade bilen med 'mormorkablet' til en almindelig stikkontakt. Det kan nemlig tage op til 20 timer eller mere afhængigt af strømstyrken at lade batteriet fra 0 til 100 procent her.

Men Nissan e-NV200 er alligevel stadig det bedste bud på en elektrisk varebil i dag. 4,2 kubikmeter varerum, en rimelig nyttelast og fine adgangsforhold gennem både bag- og sidedøre gør sammen med den tålelige rækkevidde bilen til et konkurrencedygtigt alternativ til dieselmotorerne.

Kræfter er der også nok af i elmotoren, der yder 109 hestekræfter og har et drejningsmoment, som får den til at lægge hurtigere fra land end de fleste sportslige GTI'er.

Det eneste, du som køber derfor har brug for at vide, er, at rækkevidden på en almindelig hverdag er på 180 kilometer, priserne begynder ved knap 230.000 kroner plus moms, og at du aldrig behøver at bruge tid på at tanke den. Det tager kun et minut at sætte stikket i om aftenen og tage det ud igen om morgenen.

Nissan e-NV200

Pris: 227.990 kr. ekskl. moms.

Motor: Elektrisk, 80 kW/109 hk

Batteri: 40 kWh

Opladning: 50 kW (lynoplader)

L/ H/ B: 4,6 / 2 / 1,8 meter

Varerumsvolumen: 4,2 kubikmeter

Maks nyttelast: 742 kg

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere