Italienere puster nyt liv i lille varevogn

Fiats lille varevogn Fiorino har efter ni års tjeneste fået et mindre facelift

Fiat Fiorino er i familie med Citroën Nemo og Peugeot Bipper. (Foto: PR)
Fiat Fiorino er i familie med Citroën Nemo og Peugeot Bipper. (Foto: PR)

Fiat har netop løftet sløret for en moderat ansigtsløftning og nye motorer til den mindste model i programmet af varevogne, Fiorino.

Den oprindelige Fiorino blev lanceret i 1977. Dengang var den baseret på en Fiat 127, som mere eller mindre havde fået monteret en stor boks over bagakslen.

Efter to generationer udgik modellen dog i år 2000, hvorefter vi i syv år intet hørte til Fiorino-modellen. Men i 2007 blev modellen relanceret, og siden da har den fået lov til at køre stort set uændret.

Man kunne måske derfor tro, at den lille varevogn efter ni års tjeneste havde gjort sig fortjent til lidt mere end et moderat facelift, men hos den italienske bilproducent er tilgangen til udvikling tilsyneladende, at lidt også har ret.

Se også: Se hvem der løb med priserne til Årets Håndværker  

Færre partikler
Selve faceliftet er næsten usynligt og består primært af let ændrede forlygter og en ny kofanger. Indvendigt har Fiat-folkene ligeledes haft en let dag på arbejdet.

Her er det blevet til et nyt rat, en anden gearknop, nye visere og en 5”-skærm, der har indbygget bluetooth, DAB-radio og mulighed for navigation.

Det er dog heller ikke udseendet, der er det vigtigste, for under motorhjelmen er alle motorer nu Euro 6-kompatible, hvilket betyder, at de blandt andet udleder færre NOx-partikler.

Motorprogrammet ligner dog grundlæggende sig selv, så man kan fortsat vælge mellem to udgaver af dieselmotoren på 1,3 liter. Der er enten 80 eller 95 hk, og den særligt brændstofbesparende Ecojet-udgave får nu blandt andet start/stop-funktion.

Resultatet er et teoretisk forbrug på 26,3 km/l og et CO2-udslip på 100 gram pr. kilometer. Fiorino fås også med en benzinmotor på 1,4 liter med 77 hk.

Fiat åbner for bestillinger i løbet af foråret, men priserne er ikke offentliggjort.

Skærm

Hent flere
Hent flere