- Jeg følte mig uforløst, indtil jeg tog spaden i hånden

Samanda Brændholt Larsen tog en bachelorgrad i religionsvidenskab, før hun fandt ud af, at det gav mere mening for hende at lægge rør og fliser. Til marts kan hun kalde sig anlægsstruktør som den første kvinde fra sin skole

Samanda Brændholt forfølger nu sin drøm om at blive anlægsstruktør, men vejen dertil har været lang. Privatfoto
Samanda Brændholt forfølger nu sin drøm om at blive anlægsstruktør, men vejen dertil har været lang. Privatfoto

Til dagligt skal Samanda Brændholt Larsen helst have jord under neglene. Hendes hverdag er alsidig, og hvor hun den ene dag kører gravko for at grave ud til rør og gasledninger, støber hun fundament den anden og lægger fliserne som toppen af kransekagen den tredje dag.

- Jeg er den første kvinde på min skole, der går til svendeprøve som anlægsstruktør, og selvfølgelig er det sjovt, men det lægger også et vist forventningspres på mig. Jeg vil jo gerne vise, at jeg kan lige så meget som mine mandlige kammerater - også selvom jeg er en kvinde, siger Samanda Brændholt Larsen fra København.

En barnedrøm
Faktisk er det en barndomsdrøm, der går i opfyldelse for den 31-årige anlægsstruktørlærling, når hun til marts får svendebrevet i hånden.

Men vejen derhen har ikke ligefrem været lige.

- Min far er kloakmester, og jeg var ofte med ham på arbejde. Derfor var det også min plan allerede i folkeskolen, at jeg gerne ville lave noget lignende, siger hun. Men sådan skulle det ikke gå. Ved siden af gymnasiet arbejdede hun for sin far, men arbejdsmiljøet var dengang ikke noget for en 16-årig pige, siger Samanda Brændholdt Larsen.

- Det var særligt kunderne, der satte spørgsmålstegn ved min kunnen, så jeg skulle hele tiden bevise, at jeg var dygtig nok. Derudover var jargonen i skurvognen og værkstedshumoren også for meget, siger hun.

Fra religion til gravko
Derfor gjorde hun som mange andre piger: hun begyndte at læse på universitetet, og efter mange år med næsen i bøgerne fik hun en bachelorgrad i religionsvidenskab.

Men der var noget helt galt.

- Så kunne jeg blive gymnasielærer, men det sagde mig intet. Jeg havde en uro indeni, jeg ikke kunne slippe af med, fortæller hun og fortsætter:

- Jeg havde en lille have dengang, og for at samle tankerne ville jeg grave ud til et bed. Jeg følte mig uforløst, indtil jeg tog spaden i hånden.

Da jeg var færdig, havde jeg syv vabler i hver hånd, men jeg var lykkelig. Og så gik jeg direkte ind og ringede til Teknisk Skole, og resten er fortid, siger Samanda Brændholt Larsen.

Til marts er hun færdiguddannet anlægsstruktør, og selvom hun næsten kun har fået karakterer i den helt høje ende af skalaen, så får hun svedige håndflader ved tanken om eksamen.

- Jeg er faktisk mere nervøs, end da jeg skulle til den afsluttende eksamen på universitetet, fordi det her er det, jeg i virkeligheden altid har villet, siger Samanda Brændholt Larsen.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Drengene bliver mest overrasket

Arkivfoto: Shutterstock.com
Arkivfoto: Shutterstock.com
 

Hvordan ser en brolægger, en snedker eller en anlægsstruktør ud? Alt for mange vil nok svare, at det i hvert fald er en mand.

Men det behøver det netop ikke at være, og den forestilling vil Boss Ladies' store ambassadørkorps af kvindelige håndværkere være med til at rykke ved, når de tager ud på folke-og erhvervsskoler i hele landet.

Boss Ladies

  • vil stimulere piger og unge kvinders interesse for at søge bygge-, anlægs- og installationsbrancherne.

  • vil styrke den faglige stolthed hos de unge kvinder og bidrage til, at kvinderne opnår gode praktikforløb og at trivslen øges på erhvervsuddannelserne og i branchernes virksomheder.

De står bag:

Bag Boss Ladies står non-profit organisationen Divérs.

Projektet er støttet af Nordea-fonden, Grundejernes Investeringsfond, Bygge-og Anlægsbranchens Uddannelsesfond og STARK-Fonden.

Dansk Byggeri, 3F, Dansk El-forbund, TEKNIQ, Blik og Rør, Malerforbundet, Danske Malermestre og KL er projektets partnere.

Kilde: Boss-ladies.dk

 

- Når jeg kommer ud på en skole, er det faktisk mest drengene, som bliver overrasket over, at en anlægsstruktør kan være en kvinde.

- Pigerne derimod er bare virkelig nysgerrige og åbne, siger Samanda Brændholt Larsen, der er en af Boss Ladies' over 50 ambassadører.

Til marts kan hun kalde sig anlægsstruktør, som den første kvinde fra sin skole, men i fremtiden håber hun at se flere kvinder i faget.

- Diversitet og mangfoldighed er bare godt for en arbejdsplads og et arbejdsmiljø, og derfor skal vi have flere kvinder i både mit fag, men også resten af bygge-og anlægsbranchen, siger hun.

Hun håber, at hun som ambassadør for Boss Ladies kan inspirere flere unge piger til at tage en håndværksfaglig uddannelse og være med til at gøre op med de fordomme, der er om kvinder i håndværksfag.

- Vi skal gøre op med stereotyperne og vise, at der er masser af veje at gå for de kreative piger. Som mor til en pige vil jeg også gerne være med til at bane vejen for, at ingen kigger skævt, hvis hun en dag vil være håndværker, siger Samanda Brændholt Larsen, der er ambassadør for Boss Ladies og snart er uddannet anlægsstruktør.