'Jeg nyder at sætte mig op på min cykel hver morgen'

28-årige Mikkel Søe har valgt varevognen fra og transporterer i stedet sig selv ud til kunderne på en budcykel, hvor værktøjet er sat fast med surringsbånd og gamle cykelslanger

Ifølge Mikkel Søe er cyklen en både billigere og nemmere måde at komme ud til kunderne på i de københavnske gader. Foto: Frederik Tilitz
Ifølge Mikkel Søe er cyklen en både billigere og nemmere måde at komme ud til kunderne på i de københavnske gader. Foto: Frederik Tilitz

Mens andre håndværkere sidder fast i morgentrafikken, tager den 28-årige Mikkel Søe sin cykel, når han skal ud på snedkeropgaver.

Det er dog ikke nogen helt almindelig jernhest, han kører på arbejde på, men en sælig Omnium Cargo-cykel med plads til værktøj og grej.

- Jeg bruger cykel for at undgå fartbøder, vægtafgift og unødvendig CO-udledning. Når man har de fleste kunder inde i byen, er det et langt hurtigere transportmiddel, og man bruger ikke timer og penge på at finde en parkeringsplads, siger Mikkel Søe.

Han opstartede sin egen snedkervirksomhed, Mikkel Søe Snedkeri, for halvandet år siden, kort efter at han modtog sit svendebrev som møbelsnedker. Værkstedet ligger på Frederiksberg, og Mikkel Søe tager imod arbejde i hele København.

- Jeg arbejder i tæt samarbejde med mine kunder, hovedsageligt med specialdesignede indbyggede skabe og reoler, inventar til butikker og cafeer og fritstående møbler, siger han.

For eksempel har han sammen med designeren Rasmus Warberg udarbejdet stolen Haku, som han arbejder på at få ud i verden.

Vis os dit varerum, mester!

  • Et læ under regnbygen, en siddeplads i frokostpausen og et sted til alt det, man lige skal bruge. Varerummet spiller så stor en rolle i mange håndværkeres hverdag, at de hurtigt kommer til at afspejle deres ejere på den ene eller anden måde.
  • Mikkel Søe er møbelsnedker, og han har fravalgt det traditionelle varerum til fordel for sin budcykel. Han er samtidig den seneste, som Håndværkeren har besøgt i en serie om håndværkerens rullende værksted.

Skiller dit varerum sig lidt ud fra det gængse, eller kender du et, der gør, så skriv til: mathias@mediamovers.dk

Køber brugt
- Det særlige ved min cykel er, at Omnium Cargo blev designet til at fungere som budcykel og derfor er enormt hurtig. Den fylder ikke så meget på cykelstierne, men har et stort og stærkt lad, hvor alt mit nødvendige værktøj kan være til de fleste opgaver, siger han.

For at undgå store lån og leasingaftaler har han valgt ikke at anskaffe sig en firmabil og dyre maskiner, men har i stedet købt meget brugt hen ad vejen.

Derfor kan man i Københavns gader tidligt om morgenen se Mikkel Søe køre ud på arbejde eller over til sit værksted med værktøjet sat fast med surringsbånd og gamle cykelslanger.

- Jeg nyder at sætte mig op på min cykel hver morgen, og det vil jeg fortsætte med, så længe mine ben kan træde i pedalerne, siger han og fortsætter:

- Jeg er efterhånden blevet meget god til at forudse, hvad for noget værktøj jeg får brug for på opgaven. Hellere tage lidt ekstra med end for lidt. Ellers er det en tur tilbage til værkstedet.

Når Mikkel Søe ikke har plads til det hele på cyklen eller skal have store ting med, tager han sin bil med trailer på eller bestiller en varetransport. Men vejret er ikke det, der skal slå ham ud.

- Når det regner, tager jeg regntøj på og et regnslag på ladet af min cykel.

Skærm

Hent flere
Hent flere