Fra en af de øverste etager af et af Københavns mest spektakulære byggeprojekter bliver det muligt at nyde udsigten over storbyen. Det er endnu ikke besluttet, om det bliver en café eller restaurant, der åbner i toppen af de nye bygninger på Axeltorv, Axel Towers, men planerne er ikke til at fejl af. Der skal skabes et rum, der er åbent for alle.
Det fortæller Michael Kvist, der er sagsarkitekt hos Lundgaard og Tranberg Arkitekter, som står bag byggeprojektet.
- Som arkitekter tager vi udgangspunkt i den grund, vi skal bygge på. Vi fokuserer ikke kun på at imødekomme bygherrens behov, men arbejder også på at give noget tilbage til stedet. Borgerne i København skulle gerne få noget ud af bygning-en, selv om de ikke skal arbejde i den, siger Michael Kvist.
Når bygningen står færdig, har den form som fem tårne, der er forbundet. Tårnene har forskellige højder, som varierer fra 28 til 61 meter. Bygningen rummer mere end 40.000 kvadratmeter, hvilket svarer til arealet af knap seks fodboldbaner. Lidt mere end halvdelen af arealet er over jorden, mens de resterende 17.200 kvadratmeter udgør et nyt underjordisk parkeringsanlæg.
Butikker og byhaver
Størstedelen af bygningen skal bruges til erhverv, men de besøgende får mulighed for at besøge bygningens nederste etager. Arkitekterne har skabt et nyt byrum, der ligger centralt placeret på pladsen mellem Tivoli, Cirkusbygningen og Dansk Industri i hjertet af København.

I stueetagen finder man et moderne shoppingcenter, hvor der er adgang til de enkelte butikker og caféer fra pladsen foran bygningen.
- Vi skaber en sammenhæng mellem bygning og gadeplan, fordi folk ikke skal gå rundt inde i et center for at shoppe. I stedet er der er direkte adgang fra gaden, og man undgår dermed at skulle gennem et atrium eller arkaderum for at komme ind i en butik, som det for eksempel gjorde sig gældende i den gamle Scalabygning, forklarer Michael Kvist.

For at kunne realisere byggeprojektet har tegnestuen i tæt dialog med Københavns Kommune udarbejdet en ny lokalplan for grunden. Planen blev godkendt i 2012, og dermed blev det muligt at skabe en bygning, der er let tilgængelig for de forbipasserende.
- Den nye lokalplan gav os mulighed for at bygge i højden, og vi kan derfor opnå den samme kapacitet, uden at bygningen fylder hele grunden. De cirkulære former er med til at invitere borgerne ind på pladsen. Man kan komme ind fra alle sider, fordi bygningen er placeret fri fra de omkringliggende bygninger, forklarer Michael Kvist.
Når man først træder ind i Axel Towers, er det ikke kun butikkerne, der kommer til at udgøre det nye byrum. Fra gaden fører trapper og elevatorer op til en offentlig byhave med træer og planter.