Løkke: I inspirerer andre

Unge fra 43 forskellige håndværksfag konkurrerede ved dette års DM i Skills i Næstved, og det er rekord

DM i Skills er et udstillingsvindue for uddannelserne. Foto: Per Daugaard/Skills Danmark
DM i Skills er et udstillingsvindue for uddannelserne. Foto: Per Daugaard/Skills Danmark

51.000 mennesker lagde vejen forbi DM i Skills i forrige uge. Her dystede over 300 unge fra hele landet i 43 forskellige discipliner.

Alt fra tjenere til tagdækkere, bygningssnedkere og blomsterdekoratører var mødt op for at vise, hvad de kunne inden for hver deres fag. Og efter konkurrencen fik både vindere og deltagere ros med på vejen af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Ifølge ham er de alle en vigtig inspirationskilde for andre unge.

– Det at I udstråler kærlighed og stolthed for jeres fag, det er med til at inspirere, så tusind tak for det. Hele Danmark har brug for jer, sagde han ifølge Dagens Byggeri under sin tale.

Ud over at følge eleverne fra de 43 konkurrerende fag kunne gæsterne også møde elever fra 17 demonstrationsfag under mesterskabet. De var udelukkende med for at reklamere for hver deres uddannelse.

Baggrunden for det skal måske især findes i det store antal elever fra 8. klasse, der deltog og gæstede mesterskabet.

I alt 70 skoleklasser havde kvalificeret sig til deres egen DM-finale i den såkaldte SkillsStafet. Her dystede klasserne på tid i forskellige håndværksopgaver som at samle rør, skifte bilhjul og samle brosten.

DM skal øge optaget
Netop muligheden for at inspirere og give folkeskoleeleverne syn for sagen er en af grundstammerne bag arrangementet, skriver mesterskabet på sin hjemmeside:

– DM i Skills giver de unge chancen for at vise deres talenter. Det er desuden med til at skærpe deres faglige niveau og vise omverdenen – heriblandt grundskoleelever – erhvervsuddannelsernes mangeartede og spændende muligheder, skriver DM i Skills.

Erhvervsskolerne arbejder i disse år på at øge optaget direkte fra 9. og 10. klasse. I 2020 skal 25 procent af alle elever vælge en håndværksfaglig uddannelse, og i 2030 skal andelen være helt oppe på 30 procent.

Ifølge Dagens Byggeri sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen under sin tale, at DM i Skills er en vigtig del af arbejdet for at nå målet.

– De sidste tre år har vi set, at søgningen er steget til, at det er lige godt hver femte ung, der vælger en erhvervsuddannelse, men det skulle gerne være hver fjerde, sagde statsministeren ifølge mediet.

En række af vinderne fra dette års DM vil blive udtaget til landsholdet, der skal repræsentere Danmark ved verdensmesterskabet WorldSkills i august.

Vinderne af DM i skills 2019

Over 300 unge fra hele landet konkurrerede i år ved DM i Skills. Der blev dystet i 43 forskellige fag, og her er en komplet liste over årets vindere:

Alubygger: Mathias Sejerbo Jensen

Anlægsgartner: Kamilla Saltoft Finderup Andersen og Alexander Herluf Hansen

Anlægsstruktør: Julius Erik Nielsen og Mark Carbel Svendgaard

Autolakerer: Philip Pedersen

Automatiktekniker: Jesper Lundborg

Bager: Linda Katrine Holst Kjeldsen

Blomsterdekoratør: Mia Neergaard Andreasen

Brolægger: Sebastian Holck Larsen og Sebastian Oliver Lisbjerg

Bygningsmaler: Kamilla Højrup

Bygningssnedker: Steffen Slott Jørgensen

Bygningsstruktør: Marc Fonnesbæk og Peter Bjerre Skammelsen

Detailhandel: Rasmus Brøndum Mølsmark

Elektriker: Jonas Thrane Bendt

Ernæringsassistent: Lisa Lehmann Frost

Flisemurer: Samuel Birk Axelsen

Frisør: Amanda Kyen Andersen

Glarmester: Kristoffer Bast

Gourmetslagter: Nanna Lundsgaard

Grafisk tekniker: Mathias Møller Jørgensen

Gulvlægger: Martin Brøgger Nielsen

Industritekniker: Rasmus Frøland

Karrosseritekniker: Simon Jacobsen

Klejnsmed: Anton Riber

Kok: Mathias Dyhr Rothmann

Konditor: Anne Banke

Kosmetiker: Asta Frederikke Strange Andersen

Maskinsnedker: Kristian Dyhrberg Andersen

Mediegrafiker: Vibe Sonne

Murer: Nikolaj Skydsgaard Hansen

Møbelpolstrer: Ida Iver

Møbelsnedker: Snorre Steenstrup Dyhr

Personvognsmekaniker: Daniel Balsby Nielsen

Receptionist: Thera Kartz Johansen

Slagter: Morten Øgendahl

Smørrebrød og Catering: Stine Brøndum Pedesen

Social- og sundhedsassistent: Cecilie Volquartz Gejl og Christa Marie Riis

Tagdækker: Nicolai Junge Mikkelsen

Teknisk Isolatør: Ebrahim Amiri

Tjener: Freja Staghøj Mortensen

Tækkemand: Michael Rønning Bonde

Tømrer: Mikkel Victor Larsen

Urmager: Kian Mazda Ghaziani

VVS-energispecialist: Emil Wang

Skærm

Hent flere
Hent flere