Mercedes giver komfortabel kassevogn kunstigt åndedræt

Mercedes-Benz vil kapre kunder fra kassevognskonkurrenterne, og derfor har de smækket mere udstyr og en stor dieselmotor i Vito. Men virker det trick?

Mercedes-Benz har smidt en stærk dieselmotor i den baghjulstrukne udgave af Vito, som gør modellen til et sandt trækdyr. Foto: Niels Friis
Mercedes-Benz har smidt en stærk dieselmotor i den baghjulstrukne udgave af Vito, som gør modellen til et sandt trækdyr. Foto: Niels Friis

Når du skal kigge på din næste håndværkerbil, er det let at forholde sig til udbuddet, hvis du overvejer en Mercedes Vito.

Hos Mercedes-Benz Vans vil de nemlig gøre det mere enkelt at vælge varevogn, hvorfor Vito fremover kun kan fås i én udstyrsvariant.

Hertil kan der naturligvis vælges ekstraudstyr, men udgangspunktet er altid en pakke, hvor standardudstyret tæller ting som automatisk aircondition, fartpilot, lædermultifunktionsrat, komfortførersæde med armlæn, lændestøtte og sædevarme, regnsensor, dobbeltfløjede bagdøre, elektrisk styrtøj, forberedt til 2500 kg, sidevindsassistent og krom interiørpakke.

Testbilen, som Mercedes-Benz har stillet til rådighed for Ekstra Bladet Håndværkeren, er en baghjulstrukket 119 CDI i lang udgave med en syv-trins automatgearkasse og med en betragtelig mængde ekstraudstyr. Den smidige, momentstærke motor yder 190 hk og 440 Nm.

Kombinationen af en stærk dieselmotor og en lækker automatgearkasse er fornuftig, hvis man ofte befinder sig i bytrafik eller i tæt trafik, for det øger komforten. Generelt er det svært at have indvendinger til den måde, Vito gebærder sig i trafikken.

Den kører komfortabelt og sluger ujævnheder ganske godt, og med en velfungerende servostyring føles Vito ikke som en kæmpe i trafikken.

Tysk trækhest
Motoren giver rigeligt med kræfter under acceleration, når Vito er tom for last, men momentet på 440 Nm tjener også et helt andet formål.

Vælger man sin nye Vito med baghjulstræk som på testbilen, er modellen godkendt til at køre med fuld vogntogsvægt, hvilket konkret betyder, at bilens vægt med læs må ramme helt op til 3050 kg. Yderligere 2500 kg må spændes på krogen, hvis det er nødvendigt. De baghjulstrukne udgaver kan kun fås med Mercedes' syvtrins automatgearkasse.

Smider du ekstra 5000 kroner, får du en tilladt totalvægt på 3200 kg, og derfor stiger den samlede vogntogsvægt til hele 5700 kg. Hvis du ofte skal slæbe maskiner og materialer, så er det den pakke, du skal gå efter, for det er imponerende.

Varerummet har et lastrumsareal på 4,38 m2, og med en forholdsvis lav læssekant i bag er det overskueligt at få fyldt den plads ud med habengut.

Aldrende sag
Konstruktionen, som danner udgangspunkt for Vito, stammer helt tilbage fra 2014. Det gør noget ved helhedsindtrykket, hvor blandt andet sikkerhedssystemerne i Vito lader noget tilbage at ønske i forhold til konkurrenterne.

Eksempelvis frontkollissionadvarslen, som kendes fra ældre Mercedes-modeller, består af en række lysdioder i forruden, der advarer med gult og rødt lys, når du kommer for tæt på noget foran. Noget gammeldags.

Infotainmentsystemet er trægt, og selv om funktionerne er udmærkede, så svigtes det af gammeldags grafik.

Håndbremsen er af den gamle velkendte Mercedesslags, hvor man skal træde på en pedal helt til venstre for at aktivere den og hive i et håndtag for at få den til at slippe.

På den måde kan man godt mærke, at bilen ikke er topmoderne.

Med et løft i udstyret og den enorme vogntogsvægt som trumfkort kan kassevognen stadig være et fornuftigt valg til de, der har netop det behov, som denne model understøtter.

Konklusion
I denne udgave fremviser Vito fornemme Mercedes-kvaliteter med komfort i højsædet og en momentstærk dieselmotor. Modellen kan dog ikke skjule sin alder, hvor den halter på blandt andet sikkerheden.

Vito virker på mange måder forældet i forhold til konkurrenter som Ford Transit og VW Transporter, men med muligheden for en samlet vogntogsvægt på helt op til 5700 kg har Vito et es i ærmet.

Mercedes-Benz Vito 119 CDI

Pris (testbil): 344.000 kr. ekskl. moms

Pris (fra): 204.515 kr. ekskl. moms

Motor: R4 på 2,1 liter

Ydelse: 190 hk

Maks. moment: 440 Nm

Brændstofforbrug: 13,3 km/l

CO2-udledning: 197 g/km

Gearkasse: 7G-Tronic Plus.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Spøjs sædeløsning

Materialerne i kabinen er, som man kan forvente det i klassen, men alderen trykker, når det drejer sig om infotainmentsystemet. Foto: Niels Friis
Materialerne i kabinen er, som man kan forvente det i klassen, men alderen trykker, når det drejer sig om infotainmentsystemet. Foto: Niels Friis
 

I testbilen er der kun plads til to personer, for det tredje sæde, man typisk finder i varebiler i denne størrelse, er simpelthen forsvundet. I stedet er der, hvor midtersædet ville have været, et stort ubenyttet rum mellem de to sæder.

Sædet mangler, fordi der i testbilen er tilvalgt bestemt sikkerhedsudstyr, der åbenbart ikke kan kombineres med et tredje sæde. Det er en skam, at sikkerheden skal gå så meget ud over de praktiske funktioner.

Det kan desuden også undre, at Mercedes så ikke har valgt at udnytte den ledige plads til at etablere opbevaringsrum eller lignende, for det er noget, man generelt godt kan savne i Vito-modellen.

Omvendt betyder det udeblivende bænksæde, at også bilens passager får lov at sidde i et rigtigt bilsæde.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Elektrisk Vito

Foto: Deniz CalaganT/Daimler AG
Foto: Deniz CalaganT/Daimler AG
 

Mercedes-Benz har lanceret den elektriske Vito i Danmark, så hvis man vil køre elektrisk varevogn, findes muligheden.

Mercedes eVito har en elmotor på 85 kW/114 hk og et drejningsmoment på 300 Nm. EVito har en rækkevidde på op til 150 km på en opladning.

Med en ladeeffekt på op til 7,2 kW oplades eVito fra 0 til 100 procent på cirka seks timer.

Batteripakken er installeret i bilens bund og tager derfor ikke plads fra varerummet, som rummer enten 6 eller 6,6 m3 afhængig af akselafstand.

Dermed matcher eVito søstermodellen Vito på de ydre såvel som de indre mål.

Priserne for den elektriske eVito begynder ved 326.000 kr. ekskl. moms.

Standardudstyret omfatter blandt andet komfortførersæde med sædevarme og lændestøtte, semiautomatisk aircondition, radio med Bluetooth, akustisk bakalarm samt mulighed for frit at vælge mellem top-eller sidehængslede bagdøre.

Endelig følger også et årligt serviceeftersyn med i prisen de første fire år af bilens liv.