’Min fremtid ligger i de her kurser. Jeg skal i arbejde, så snart jeg er færdig med at sidde her’

Flere og flere tager korte og lange erhvervsuddannelser, mens de afsoner deres straf i danske fængsler. En uddannelse kan sikre en fremtid uden kriminalitet

Kim Tvebo er den eneste blandt de indsatte, der har taget al sikkerhedsudstyret på til dagens stilladsopsætning i Jyderup Fængsel. Foto: Frederik Tillitz
Kim Tvebo er den eneste blandt de indsatte, der har taget al sikkerhedsudstyret på til dagens stilladsopsætning i Jyderup Fængsel. Foto: Frederik Tillitz

Med gule hjelme og smøger i kæften er en gruppe indsatte ved at hejse et otte meter højt stillads nær den pigtrådsbeskyttede port, der er indgangen til Jyderup Fængsel på Vestsjælland.

En af de unge fyre kravler op og laver pushups på den nederste del af stilladset, mens to af hans medindsatte forsøger at få det til at stå vandret ved hjælp af vaterpas og tommestok.

I gruppen af indsatte bliver der talt gadedansk, og størstedelen ønsker ikke, at der bliver taget billeder af dem, hvilket de flere gange skal forsikres om ikke sker. Men med stor koncentration og håndværkssnilde stykker de stilladset sammen, så det vokser bid for bid.

De indsatte er på et tre-ugers AMU-kursus i stillads-opbygning, der bliver tilbudt i samarbejde med FA-stillads, FagAkademiet, Fonden High:Five og Jyderup Fængsel.

Det er et tilbud, som skal give de indsatte noget faglighed at komme ud til, når de på et tidspunkt har afsonet deres straf.

- Det giver mig rigtig meget, for jeg har ikke noget at falde tilbage på. Så nu har jeg noget at lave, som mine kammerater også laver, siger Nick Jensen, der sidder inde i Jyderup Fængsel for røveri, tyveri og indbrud.

Han er født og opvokset i Jyderup, men som han selv siger med et smil på læben, så er det første gang, han bor her i fængslet. Han sætter pris på de muligheder, han får ved at tage stilladskurset.

- Så har man noget at komme ud til. Jeg har før været ude seks dage, så kom jeg ind igen, siger han.

Ifølge Nick Jensen har han allerede nu en aftale med en stilladsvirksomhed, når han har afsonet sin straf.

- Jeg synes, det er fedt, at vi har de her muligheder. Rigtig fedt. Det er med til, at vi bliver aktiveret. Så kan vi komme ud bagefter og have mulighed for at få penge på lommen i stedet for at være broke, siger han.

Hvert år bliver 8000-9000 indsatte løsladt fra de danske fængsler og arresthuse, og langt de fleste går direkte ud af fængselsportene og ind i ledighed.

Det er første dag i AMU-kursets sidste uge, og de indsatte er ved at have fået styr på teknikken, der skal til at sætte det store stillads op. Foto: Frederik Tillitz
Det er første dag i AMU-kursets sidste uge, og de indsatte er ved at have fået styr på teknikken, der skal til at sætte det store stillads op. Foto: Frederik Tillitz

Bygge ind i skyerne
Alex Thuesen fra FA-stillads og Lars Kure, der er direktør i Fagakademiet, står og holder øje med stilladsbygningen fra sidelinjen. Det er første dag i AMU-kursets sidste og tredje uge, og de indsatte er ved at have styr på teknikken.

- Det, vi får ud af det her, er nogle mennesker, der er lært ordenligt op, som kan komme ud og arbejde i vores virksomhed, siger Alex Thuesen, der selv er stilladsmontør, og fortsætter:

- Der er mangel på stilladsarbejdere, så hvis man har åbnet en mulighed for at tage uddannelsen her, så er det rigtig godt for arbejdsmarkedet. Vi er helt overordnet interesseret i at få flere ind i branchen.

Lars Kure tilføjer:

- Det er også rigtig godt, at Alex her ikke blot er underviser, men går derude og arbejder. Så for nogle af dem, der skal videre ud i virksomheden, er Alex den første, de møder, når de kommer ud, siger han.

I Jyderup og Horserød Fængsel har Fagakademiet siden 2013 haft mere end 300 elever igennem uddannelseskurser.

- Jeg tror, vi vækker noget motivation – et ønske om at lave noget andet end bare ballade. Derfor tror jeg, det er vigtigt at invitere nogle folk fra branchen ind og undervise. Det lugter lidt mere af den virkelige verden, siger han.

87 procent af dem, der er tilmeldt kurset fra begyndelsen, gennemfører det, og derefter følger en form for virksomhedspraktik. Ud af dem, der kommer ud på den anden side, er det størstedelen, der kommer til at arbejde med faget.

Nick Jensen og Kim Tvebo hjælpes ad med at måle, om stilladset er korrekt monteret. Foto: Frederik Tillitz
Nick Jensen og Kim Tvebo hjælpes ad med at måle, om stilladset er korrekt monteret. Foto: Frederik Tillitz

Antallet er fordoblet
Jyderup Fængsel tilbyder ud over de korte AMU-kurser også længere EUD-kurser. Indsatte kan få tilbudt kurser i blandt andet køkkenet, tømrerværkstedet, gartneriet og malerværkstedet, mens de afsoner deres straf.

Michael Langborg er maler i Jyderup Fængsel, og han står som værkmester for 20-uger lange EUD-uddannelser. Han har kørt et eller to kurser om året de seneste seks år. Inde på hans værksted står der en række tidligere afgangsprojekter, og en sød lugt af malerdampe fylder rummet.

- Da jeg startede herude for 10-15 år siden, var der jo ikke nogle uddannelser. Overhovedet ikke. Det er noget, der er kommet i løbet af de sidste fem eller seks år. Der er sket en kæmpe udvikling, siger han.

Antallet af AMU-kursister, der sidder i fængsel, er fordoblet på bare et enkelt år. I 2016 var der 1188 kursister, mens det sidste år var steget til 2884 kursister over hele landet.

I dag får indsatte i alle Danmarks 14 fængsler mulighed for at tage AMU-kurser og grundforløb på erhvervsuddannelser, mens de afsoner.

- De fleste af dem, jeg har haft igennem mit maler-grundforløb, har fået en læreplads. Det, synes jeg, er imponerende, siger Michael Langborg og fortsætter:

- De fleste går sgu ud og får et job efterfølgende.

Nick Jensen fortæller, at han har en aftale med et stilladsfirma, når han kommer ud. Foto: Frederik Tillitz
Nick Jensen fortæller, at han har en aftale med et stilladsfirma, når han kommer ud. Foto: Frederik Tillitz

Går ikke at sige 'luk røven'
I Fængselsforbundet mener man, at uddannelse under afsoning kan være det, der skal til, for at de indsatte får en mere normal indgang i samfundet, når de kommer ud efter afsoning.

- Ligesom alle os andre skal de have et arbejde, betale skat, normalisere deres hverdag og møde nogle nye mennesker, der ikke har en kriminel baggrund eller adfærd, siger Kim Østerbye, der er formand for Fængselsforbundet.

Han pointerer, at det er vigtigt for tidligere kriminelle at have arbejde eller uddannelse på plads, at der skal være en bolig, afstand til tidligere omgangskreds og helst en form for mentor for at lære at begå sig.

- Det går jo ikke, at første gang de er ude på en privat arbejdsplads og får at vide, at de skal møde klokken 10 dagen efter, at de så svarer 'luk røven', siger Kim Østerbye og fortsætter:

- Det handler om adfærd. Så man kan sige, at det med at være på en arbejdsplads og lære et håndværk kan give dem stoltheden tilbage, samtidig med at de ikke tænker i kriminelle baner.

Ude ved stilladset har de indsatte nu fået satendnu en etage op. Kim Tvebo er den eneste blandt de indsatte, der bærer seletøj og har alt sikkerhedsudstyret på.

Han har nemlig selv engang haft et murer- og anlægsfirma og går en hel del op i, at sikkerheden er i orden. Han blev taget for spiritus- og narkokørsel, som han nu er i færd med at aftjene straffen på.

- Min fremtid ligger i de her kurser. Jeg skal i arbejde, så snart jeg er færdig med at sidde her, siger Kim Tvebo, der, efter at konen gik fra ham, endte i et misbrug.

- Man må jo rejse sig, der hvor man falder. Man skal videre, siger han.

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere