Ministerbil i skovmandsskjorte og røjser

TEST: Med en V6-motor under hjelmen er Mercedes X-Klasse både en bomstærk pickup og en komfortabel langtursvogn

Mercedes-Benz har ventet lidt med at lægge en V6-motor i X-klasse, men nu er den klar til at tage kampen op mod især Volkswagen Amarok. Foto: Mathias Gram
Mercedes-Benz har ventet lidt med at lægge en V6-motor i X-klasse, men nu er den klar til at tage kampen op mod især Volkswagen Amarok. Foto: Mathias Gram

Bemærk, ikke asfalteret vej på ruten, lyder det fra navigationsanlægget, da jeg har plottet adressen ind i systemet.

Turen går ud af byen og mod skovområdet ved Farum Sø, hvor vejene er lavet af jord og godt mudrede efter et regnskyl. Det er sjældent det første sted, man har lyst til at køre sin nye Mercedes-Benz hen, men testbilen er ikke nogen helt almindelig tysk luksusbil.

Her er i stedet tale om en X-Klasse pickup, der kombinerer klassiske Mercedes-dyder med hårdhudet brugsværdi og plads til en europalle på ladet.

Modellen har været på markedet et stykke tid, men kun med firecylindrede motorer. Nu har Mercedes-Benz endelig lagt en kraftfuld V6-turbodieselmotor under hjelmen, og det er den, vi har sat os for at teste.

Med V6-motoren koster X-Klasse fra 363.000 kroner ekskl. moms, hvilket er næsten 100.000 kroner mere end den billigste variant. Og går man et udstyrstrin op til ’Power’ og sætter godt med krydser på ekstraudstyrslisten, så lander prisen hurtigt på den gale side af 450.000 kroner. Testbilen står eksempelvis til 485.000 ekskl. moms.

X-Klasse udmærker sig ved at kunne have en europalle på ladet. Foto: Mathias Gram
X-Klasse udmærker sig ved at kunne have en europalle på ladet. Foto: Mathias Gram
 

Mudder i luksuskabinen
Med det tal i baghovedet drejer jeg ned ad skovvejen. Bilen har firehjulstræk og en frihøjde på 202 mm, hvilket er rigeligt til at køre selvsikkert over vejens ujævnheder. Nuvel, man kan godt mærke hullerne, selv om det er en Mercedes, men det er så prisen for at kunne læsse ét ton på ladet.

Producenten tilbyder at hæve frihøjden til 222 mm, hvis man virkelig vil klatre på skrænter med bilen. Det er mere end den habile Suzuki Jimny byder på, men spørgsmålet er, om man vil udsætte den dyre Mercedes for sådan en behandling.

Jeg hopper ud af bilen for at tage et par billeder i skoven, men løber lynsnart ind i et dilemma: For kan jeg sætte mig tilbage i den læder- og alcantarafyldte kabine med de støvler, der nu er mudret godt til?

Med den indpakning som testbilen har fået, er X-Klasse på den ene side en luksuriøs bil med masser af udstyr, læder og kraftoverskud, mens den på den anden side er et praktisk arbejdsredskab. På papiret kan det ligne det perfekte miks, men det falder til jorden, så snart man ikke længere kan nænne at bruge bilen til det, den er bygget til.

Trods de store sidespejle skal man være opmærksom på den blinde vinkel skråt bag bilen. Foto: Mathias Gram
Trods de store sidespejle skal man være opmærksom på den blinde vinkel skråt bag bilen. Foto: Mathias Gram
 

Pakket med teknologi
Jeg svinger i stedet ud på landevejen, hvor V6-motoren kan få lov at arbejde. Under højre fod har jeg adgang til 258 hk og et bomstærkt moment på 550 Nm.

Får alle 258 heste lov til at løbe frit, sendes den 2,5 ton tunge bil fra 0 til 100 km/t. på 7,5 sekunder, og allerede ved moderate tryk på speederen bliver jeg trykket tilbage i sædet.

Det er her, V6-motorens merpris for alvor kommer til sin ret. Testbilen er støjsvag og komfortabel at køre langt i, og hvis landevejen slår et sving eller to, kan man med fordel slå bilens sport-indstilling til. Den gør blandt andet speederresponsen hurtigere, og selv om det måske ikke er så brugbart i det daglige, er det nok til at give smil på læben.

På landevejen lægger jeg også hurtigt mærke til, at bilens computer holder et vågent øje med min kørsel. Alle udgaver af X-Klasse har nødbremse, ligesom de kan genkende færdselstavler og give lyd, hvis jeg ikke holder min bane. I X350d er vognbaneassistenten tilmed i stand til at styre bilen tilbage på rette spor, hvis den er på vej ud mod den stiplede linje.

Ét system glimter dog ved sit fravær. Det står klart, da jeg når tilbage til København og skal forsøge at navigere gennem det myldretidsramte Vesterbro. Her er det ikke overraskende, at bilen føles temmelig stor, men det er den blinde vinkel skråt bagude til gengæld også. Selv om sidespejlene er store, kan der nemt gemme sig en cyklist bag C-stolpen.

Med tanke på al den øvrige teknologi, Mercedes har proppet i bilen, er det underligt, at den ikke fås med blindvinkel-assistent.

Konklusion
Kraftoverskud, overblik og luksusfornemmelser i kabinen. Med V6-motor og ’Power’-udstyr er X-Klassen en rendyrket Mercedes. De samme tilføjelser er dog også i fare for at gøre modellen lidt mindre egnet som arbejdsredskab, fordi bilen bliver for fin til mudrede sko.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Mercedes øverst, Nissan nederst

X-Klasse halter lidt efter Sprinter på den teknologiske front. Foto: Mathias Gram
X-Klasse halter lidt efter Sprinter på den teknologiske front. Foto: Mathias Gram
 

Hvis du er en af de heldige, der har fået en ny Mercedes-Benz Sprinter varevogn som arbejdsbil, så vil du muligvis finde X-Klassens kabine en smule gammeldags.

Hvor den store Sprinter har adopteret rat og infotainmentsystem fra de nyeste Mercedes-Benz personbiler, ser pickuppens teknologi nemlig ud til at være taget fra den forrige generation.

Det er ikke helt så moderne, men er stadig langt fra flere af konkurrenterne. Og så fungerer det upåklageligt. Især kontrolpanelet mellem sæderne er lækkert at arbejde med, og systemet er eksempelvis i stand til at genkende de bogstaver, du tegner på toppen af panelet.

Det gør det både nemt og sjovt at indtaste destinationen i navigationsanlægget.

Lækker på toppen
Den øverste del af kabinen oser i det hele taget af Mercedes-kvalitet med kunstlæder på toppen af instrumentbordet, kontrastsyninger og komfortable sæder.

Fokuserer man på den nederste del af kabinen, er kvalitetsindtrykket et helt andet. Her er brugt store mængder hård plastik, og især området omkring gearstangen står i skarp kontrast til den øvre del af kabinen.

Begrundelsen skal muligvis findes i, at X-Klassen er nært beslægtet med den japanske pickup Nissan Navara.

Mercedes-Benz X-Klasse

Testbilen: X350 d 4MATIC 'Power' Van

Pris (testbil): 484.846 kroner ekskl. moms

Pris (fra): 267.142 kroner ekskl. moms

Motor: 3,0 liter, V6-motor, 258 hk, 550 Nm

Brændstofforbrug: 11,4 km/l

Skærm

Hent flere
Hent flere