Murer-Kjeld indvier nyt mini-fyr

Kjeld Pedersen, som stod bag flytningen af Rubjerg Knude Fyr, har nu haft en finger med i spillet på et noget mindre, men også ganske specielt fyr

‘Murer-Kjeld’ fik lov at indvie et syv meter højt fyrtårn, som elever fra forskellige erhvervsuddannelser på Techcollege Praktikcenter har bygget i fællesskab. Foto: Techcollege Praktikcenter
‘Murer-Kjeld’ fik lov at indvie et syv meter højt fyrtårn, som elever fra forskellige erhvervsuddannelser på Techcollege Praktikcenter har bygget i fællesskab. Foto: Techcollege Praktikcenter

Han blev landskendt som ’Murer-Kjeld’, da han fik ansvaret for at flytte det 23 meter høje Rubjerg Knude Fyr 70 meter længere ind i landet tilbage i oktober sidste år.

Kjeld Pedersen er det fulde navn på den lokale murer fra Lønstrup i Nordjylland, som stod bag den imponerende flytning af fyrtårnet, der var på vej til at blive opslugt af havet.

Nu har Murer-Kjeld så fået lov at indvie et nyt ’mini-fyr’, som fylder lokalerne hos Techcollege Praktikcenter i Aalborg.

Her har et cirka syv meter højt fyr nemlig langsomt taget form, hvor først murerelever har muret fyret op, inden tømrerelever har bygget et repos på toppen, og elektrikerelever har sørget for, at der er trukket kabler og sat lys op i hele fyret.

Forinden har grafisk designelever stået for at tegne fyret, og hos mediegrafikerne har man sørget for at designe indendørs udsmykning.

Med andre ord er det altså en hel masse elever fra forskellige erhvervsuddannelser, som sammen har bygget det nye forholdsvis store ’mini-fyr’.

Det oplyser Techcollege Praktikcenter i en pressemeddelelse.

Foto: Techcollege Praktikcenter
Foto: Techcollege Praktikcenter
 

Klippede snoren
Techcollege er en af landets største erhvervsskoler, og cirka 3200 fuldtidselever og omkring 600 ansatte har deres daglige gang på stedet. Relationen til Murer-Kjeld er en smule speciel, og derfor fik han også lov at klippe ’snoren’, da det store fyrtårnsprojekt skulle indvies.

- Det er simpelthen så flot, og jeg er imponeret over det arbejde, som I udfører her på Techcollege. Nu var jeg jo selv så heldig at have nogle af jeres murerelever med oppe og reparere lidt på fyret ved Rubjerg Knude, da vi havde flyttet på det, og det er altid en glæde at se, hvordan de unge mennesker går op i at gøre et godt stykke arbejde, lød det fra Kjeld Pedersen i forbindelse med indvielsen af tårnet.

- Man kan se, at der har været mange dygtige fagligheder inde over, for det er jo ikke bare murere, men også tømrere og elektrikere og så videre.

- Og det er faktisk en virkelig vigtig del af det at være en god håndværker; at man kan samarbejde på tværs og ved, at vi alle er afhængige af, at vi hver især gør et godt stykke arbejde, lød det fra Murer-Kjeld.

Hos praktikcenterchef Per D. Kristensen var der stor stolthed forbundet med projektet.

- Jeg er så stolt af, at vi som praktikcenter kan være med i sådan nogle projekter, for det her er jo en arbejdsplads for de elever, der ikke lige har fået en læreplads endnu.

- Så uanset om de kommer med Kjeld op og reparerer et gammelt fyr, eller de samarbejder på tværs af deres fag om at bygge et helt nyt fyr her i hallen, så giver det dem en vigtig indsigt og erfaring, lød det fra Per D. Kristensen.

På et tidspunkt skal mini-fyret rives ned igen, da det både er for tungt og for højt til at komme ud fra bygningen.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Corona gav idéen

Fyrtårnet er bygget af blandt andre tømrer-, murer-, elektriker- og grafisk designelever. Foto: Techcollege Praktikcenter
Fyrtårnet er bygget af blandt andre tømrer-, murer-, elektriker- og grafisk designelever. Foto: Techcollege Praktikcenter
 

Oprindeligt var det slet ikke meningen, at Techcollege Praktikcenter ville bygge et syv meter højt fyrtårn hjemme i egne lokaler.

Udover at hjælpe med at reparere på fyret ved Rubjerg Knude var det nemlig meningen, at elever fra Techcollege Praktikcenter skulle være med til at bygge et miniature-fyr på fyrets oprindelige plads, så myndighederne kunne følge med i, hvornår og hvordan naturens tæren på klitterne ville få indflydelse på fyret, hvis det ikke var blevet flyttet.

Men de planer satte coronakrisen på pause, og derfor måtte der tænkes i andre baner, hvorfor idéen til at bygge et minifyr hjemme i egne lokaler opstod.

- Så kunne man jo øve sig, og man kunne samtidigt gøre det til et projekt på tværs af elever fra forskellige dele af praktikcenteret, skriver Techcollege Praktikcenter om projektet med mini-fyrtårnet.