Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

Nu bliver Sprinter endnu mere Mercedes

Mercedes-Benz hæver bundniveauet i den kommende Sprinter, så man selv i den mest skrabede variant kan mærke, man har købt en stjerne

Sprinter vil som vanligt kunne fås med mange forskellige opbygninger og længder. Foto: Mercedes-Benz
Sprinter vil som vanligt kunne fås med mange forskellige opbygninger og længder. Foto: Mercedes-Benz

Nøglefri start, automatgear og mulighed for at styre fartpilot og radio via rattet.

Det kunne meget vel være begyndelsen på udstyrslisten til taxachaufførens nye Mercedes E-klasse hyrevogn, men det er faktisk standardudstyret i en helt anden type arbejdsbil, der traditionelt har været noget mindre luksuriøs.

Den nye Mercedes-Benz Sprinter kommer til Danmark med mere standardudstyr end tidligere, og noget tyder på, at luksusmærket har haft sin arbejdshest staldet op sammen med personbilerne hen over vinteren. I hvert fald arver den nye Sprinter en del af de systemer, som kendes fra Mercedes-Benz’ personbiler.

Foruden nøglefri start får modellen nu også lyssensor, automatisk nødbremseassistent og regnsensor med Wet Wiper-system, hvor sprinklerdyserne sidder på viskerbladene.

- Vi ved, at mange af vores kunder tilbringer rigtig mange timer bag rattet hver dag. Derfor er det selvfølgelig afgørende, at vi leverer det bedste inden for komfort, sikkerhed og fleksibel indretning af bilen. Det må man sige, at den ny Sprinter lever op til, og derfor er jeg sikker på, at der vil blive taget rigtig godt imod den, siger Louise Klink Raaschou, salgschef for Mercedes-Benz varebiler i Danmark, i en pressemeddelelse.

Oliefyret følger med
Indvendigt beholder Sprinter det oliefyr, der også var standardudstyr på den tidligere udgave, og så får Sprinter som noget nyt elektrisk styretøj og en 7 tommer touchskærm med det avancerede MBUX infotainmentsystem.

Det kan lære føreren at kende ved hjælp af kunstig intelligens, men hvis man vil have det fulde udbytte af systemet med navigation og stemmekontrol, skal man dog have sat nogle krydser på listen over ekstraudstyr.

Her er det også muligt at øge Mercedes-fornemmelsen og slægtskabet med personbilerne ved at opgradere touchskærmen til 10,25 tommer, tilvælge bakkamera i bakspejlet og få yderligere hjælp fra en række assistentsystemer til at holde sig inden for vejbanen og i korrekt afstand fra forankørende.

Sprinter fås nu også med forhjulstræk, hvilket ifølge producenten skulle give en lidt lavere læssehøjde i forhold til de baghjuls- og firehjulstrukne modeller. Vælger man forhjulstræk kan man desuden læsse 50 kilo mere i varerummet - eller tage junior med på passagersædet om man vil.

Prisen starter ved 256.930 kr. ex. moms for Sprinter 211 Van Lang (A2) med forhjulstræk. Foretrækker man baghjulstræk, fås en tilsvarende lang model fra 306.830 kr. De første biler kører ud på de danske veje til sommer.

Mest læste
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen