Grønlandske håndværkere og gør-det-selv-folk fik i efteråret nye muligheder, når der skal handles ind til nye projekter.
I midten af november slog byggecenterkæden Stark nemlig dørene op til en ny forretning på mere end 5000 kvadratmeter på havnen i Grønlands hovedstad, Nuuk.
Den nye forretning er det største byggecenter i Grønland, og Stark-forretningen byder på drive-in-handel og et stort udvalg i byggematerialer og tilhørende varer som værktøj, søm, skruer, beslag, beklædning og alt det andet, der er brug for i byggeriet og mange andre steder.
Det oplyser Stark i en pressemeddelelse.
- Det bliver en kæmpe fordel. Både for vores kunder og medarbejdere, der får langt bedre forhold året rundt.
- Vi har da også kunder, der allerede kalder den nye forretning for en ’gamechanger’ her i Nuuk, og det tror vi også selv, at den bliver, siger Glenn Bojer, regionsdirektør for Stark i Grønland, i pressemeddelelsen.
En del af den nye forretning er også en markant større afdeling for bl.a. arbejdstøj og maling.
På 1. sal i den nye butik kan kunderne lade sig inspirere til byggeri og boligindretning med omfattende udstillinger af byggemateriale, bl.a. fliser og gulve samt køkkener fra HTH.
Større lager
Fordi Stark-byggecentret er på over 5000 kvadratmeter er der nu mere plads til at have mange flere og forskellige varer på lager.
Det vil både komme kunderne i Nuuk og kunderne uden for den grønlandske hovedstad til gode, lyder det fra Stark.
- Afstandene og transporttiden er i sagens natur store i Grønland. Derfor er større lagerplads en kæmpe fordel.
- Kunderne vil opleve, at vi altid har et større udvalg af materialer og varer på lager, og at vi hurtigere kan skaffe varer frem til vores øvrige fem forretninger i Grønland.
- På den måde vil den store forretning forbedre servicen for alle vores kunder, lød det fra Poul Erik Nørnberg, som var adm. direktør for Stark Grønland, da butikken blev åbnet.
Poul Erik Nørnberg har siden 2007 haft ansvaret for Starks forretninger i Grønland, men ved årsskiftet gik han på pension og overlod ansvaret til regionsdirektør Glenn Bojer.
- Det har været en kæmpe oplevelse at arbejde med vores forretninger i Grønland og på Grønlandshavnen i Aalborg. Vi står stærkt på det grønlandske marked, og investerer nu i fremtiden med den nye forretning i Nuuk, lød det videre fra den nu pensionerede Poul Erik Nørnberg i forbindelse med åbningen.