Nu kan du få ' grisen' fra Olsen-banden hjem i garagen

Klassisk Citroën bliver nu fortolket i en moderne udgave

Et firma har nyfortolket klassisk varebil fra Citroën, der i Danmark blev udødeliggjort via Olsen Banden. Foto: FC Automobili
Et firma har nyfortolket klassisk varebil fra Citroën, der i Danmark blev udødeliggjort via Olsen Banden. Foto: FC Automobili

Hvem husker ikke den legendariske Citroën HY, som Olsen-banden benytter i filmen ' Olsen-banden i Jylland' fra 1971? Egon, Kjeld, Benny, Børge og Yvonne drager alle mod Nordjylland, hvor de kæmper sig vej ind i bunkers for at få fat på tyskernes glemte guld fra 2. Verdenskrig.

Citroën HY kom på gaden allerede i 1947 og blev produceret helt frem til 1981.

I alt nåede 473.289 biler af modellen HY at blive produceret, og den huskes især for sin karakteristiske snude, der sender tankerne i retningen af en grisetryne.

I dag er de få tilbageværende HY-biler især populære som kaffevogne, surferbiler eller til de mest dedikerede hipsters.

Men vil du gerne have en Olsen-banden-van uden at skulle kæmpe med forældet teknologi og mekanik? Så er der håb forude.

To designere ved navn Fabrizio Caselani og David Obendorfer har genskabt den ikoniske Citroën ved at smække glasfiberpaneler på en ganske almindelig Citroën Jumper-van.

Se også: Fiat Fiorino kompenserer for sin størrelse

Klar til stranden
Den nye udgave med det korte navn Type H kommer i seks forskellige udgaver, som blandt andet inkluderer en strandklar ' California'-model og en udgave, der er specialindrettet til at fungere som kørende kaffebar eller snackvogn.

På motorsiden er der naturligt nok også sket en forvandling, siden originalen så dagens lys for 70 år siden.

Bilerne kommer med mulighed for at vælge mellem to forskellige 2.0-liters dieselmotorer med hhv. 109 hk og 158 hk og en topfart på 165 kilometer i timen.

Der bliver kun produceret 70 styk af den moderne Type H, og firmaet begynder snart at tage imod ordrer, så hvis det er noget for dig, er det om at være klar.

Skærm

Hent flere
Hent flere