Har man blot et par enkelte gange bevæget sig ind i København i en vare- eller lastbil, ved man, hvor svært det kan være at finde parkeringsplads.
Forestil dig så at skulle gøre det flere gange dagligt, når der skal leveres materialer til byens byggepladser, og tænk så over, hvor mange minutter på en arbejdsdsag man kan bruge på at lede efter p-pladser.
Manglen på parkeringspladser er en af de væsentligste årsager til, at stål- og teknikgrossisten Lemvigh-Müller, hvis bygge- og anlæg-team servicerer københavnske byggepladser, har fået en el-drevet ladcykel, så byggepladsbesøgene kan klares med jernhest i stedet for bil.
Det oplyser Lemvigh-Müller i en pressemeddelelse.
- Ladcyklen er en lavpraktisk løsning på den københavnske parkeringsudfordring. Vi kommer typisk forbi fire til seks byggepladser i løbet af en arbejdsdag, så der kan være meget spildtid med at finde en ledig p-plads - og også med køkørsel, når man skal videre.
- Samtidig passer det ind i vores bæredygtighedsstrategi, hvor vi blandt andet har fokus på at minimere CO2-aftrykket fra vores transport, fortæller Maria Steen, salgschef med ansvar for bygge og anlæg i Lemvigh-Müller, i pressemeddelelsen.
Færre kilometer
Den nyindkøbte elcykel er ikke den eneste måde, hvorpå materialer fra virksomheden kommer ud til kunderne via elektriske kræfter.
I forvejen bliver en del af Lemvigh-Müllers vareleveringer i samarbejde med GLS kørt ud med enten el-cykel eller -varebil. 53 procent af de såkaldte ekspresleveringer fra grossistens håndværkerbutik i København kører således på el.
Ekspresleveringerne kan være alt fra værktøj til el- og vvs-artikler, som håndværkerne pludselig mangler i løbet af arbejdsdagen.
Stål er til gengæld anderledes tungt at levere, så her er tilgangen til at reducere CO2 fra transporten en lidt anden, fortæller Maria Steen.
- Ser man på vores stålleverancer, så kræver det meget tunge lastbiler, og her er teknologien indenfor el-lastbiler endnu ikke så langt, at vi lige kan skifte.
- Til gengæld har vi fokus på at reducere antallet af kørte kilometer og har i samarbejde med vores kunder indført færre ugentlige leveringsdage. På den måde har vi siden 1. januar 2022 foreløbig sparet cirka 180.000 kørte kilometer på vores stålleverancer i Danmark, siger Maria Steen videre.