Ny byggetilladelse? Vent 141 dage, tak

Ventetiden på at få sagsbehandlet sin byggetilladelse topper i Dragør. I Vallensbæk tager det fem dage

I Dragør Kommune skal du have en god portion tålmodighed, når du søger om en byggetilladelse. Kommunen er landets langsomste. En del af forklaringen skal findes i mange fredede bygninger, lyder det fra kommunen. Foto: Colourbox
I Dragør Kommune skal du have en god portion tålmodighed, når du søger om en byggetilladelse. Kommunen er landets langsomste. En del af forklaringen skal findes i mange fredede bygninger, lyder det fra kommunen. Foto: Colourbox

Bor du i Dragør, og har du planer om at bygge nyt hus eller en ny kontorbygning, så er der dårlige nyheder. Her tager det nemlig i gennemsnit kommunen 141 dage at sagsbehandle byggetilladelsen.

I Vallensbæk er papirarbejdet til gengæld klaret på gennemsnitligt fem dage.

Det fremgår af en ny opgørelse fra Dansk Byggeri. Opgørelsen viser, at der er store forskelle på, hvor lang tid det gennemsnitligt tager kommunerne at sagsbehandle en byggetilladelse.

– I mange kommuner kræver det en god portion tålmodighed at få grønt lys til at bygge. Det er jo fuldstændig uforståeligt, hvordan det for eksempel i gennemsnit kan tage 141 dage at sagsbehandle en byggesag i Dragør, 133 dage i Svendborg og 101 dage i Hvidovre, mens det samme papirarbejde i Vallensbæk kan klares på fem dage, siger Torben Liborius, erhvervspolitisk direktør i Dansk Byggeri, i den medfølgende pressemeddelelse.

Lang vej til målet
Den gennemsnitlige ventetid på en byggetilladelse var for alle kommuner på 36 dage i 2017. Året efter steg ventetiden til 46 dage i gennemsnit, viser statistikken.

– Det er et tydeligt tegn på, at det i alt for mange kommuner går den forkerte vej med ventetiden. Kommunerne er med til at forsinke byggerierne, allerede inden første spadestik er taget, og det er uhensigtsmæssigt, siger Torben Liborius i pressemeddelelsen.

Dansk Byggeri har et mål om, at kommunerne bør kunne klare sagsbehandlingen på 14 dage. Hos Regeringen og KL har man dog indgået en servicemålsaftale, der siger, at sagsbehandlingen bør kunne klares på mellem 40 og 60 dage.

Dragør: ’Vi har ryddet op’
Hos Dragør Kommune anerkender direktør i Plan- og Teknikforvaltningen, Mette Jeppesen, at kommunen har brugt lang tid på sagsbehandling, men understreger også, at det har sine årsager.

– Vi har ryddet op i gamle sager, så vi i det system, hvor vi registrerer den slags, har afsluttet gamle sager, som egentlig er behandlet for længst, men som af en eller anden grund ikke har fået fluebenet. De sager, som i nogle tilfælde kan have ligget eksempelvis 800 dage, trækker meget op i et gennemsnit, fortæller hun til Ekstra Bladet og fortsætter:

– Vi har haft længere sagsbehandlingstid i 2018, men ikke 141 dage. Nu har vi alle medarbejdere på opgaven, så vi kan fjerne puklen, og så regner vi med at ligge betydeligt tættere på KL’s mål for sagsbehandlingstider i 2019, siger Mette Jeppesen.

Plan- og Teknikforvaltningens direktør understreger desuden, at Dragør Kommune på et år typisk behandler 200 sager, hvorfor én gammel, afsluttet sag, som eksempelvis registreres med sagsbehandlingstid på 1000 dage, kan trække gennemsnittet meget op.

Samtidig fortæller hun, at der i Dragør Kommune findes mange fredede bygninger og huse, og at det også kan være med til at forlænge den gennemsnitlige sagsbehandlingstid.

Skærm

Hent flere
Hent flere