Ny Caddy kan rumme to europaller

Den kompakte Volkswagen-varebil har fået ny platform, og det medfører store ændringer

Den nye Caddy fra Volkswagen vil i højere grad køre og opføre sig som en personbil. Foto: VW
Den nye Caddy fra Volkswagen vil i højere grad køre og opføre sig som en personbil. Foto: VW

'Alt er nyt - fra bund til tag - for bestselleren er for første gang nu baseret på MQBplatformen, der kendes fra Volkswagens personbiler.' Sådan lyder det fra Volkswagen om femte generation af varebilen Caddy, der om kort tid kommer på markedet, og som skal løfte en tung arv.

Bilgiganten har nu løftet sløret for, hvilke trumfkort Caddy'en stiller med i kampen om kunderne, og den største nyhed er, at Caddy for første gang er baseret på VW's MQB-platform. Platformen er tyskernes samlede strategi for tekniske moduler, som kan bruges i mange forskellige bilmodeller med det til fælles, at bilerne er forhjulstrukne og frontmotoriserede.

Mere plads
Det er en anelse langhåret, men konkret vil det sige, at en lang række features kendt fra VW's personbiler gør den nye Caddy til en væsentligt mere moderne støbning end fjerde generation.

Blandt andet betyder udskiftningen af platform, at man nu får mere plads i den nye Caddy i forhold til tidligere.

Konkret vokser den korte version af Caddy med 73 mm i akselafstand, og designerne har udnyttet platformsskiftet til at skabe et komplet nydesignet karrosseri, som er 93 mm længere, 62 mm bredere og 25 mm lavere end på forgængeren.

VW lover desuden væsentligt mere plads i både kabine og varerum. Den lange version, Caddy Maxi, rummer nu op til to europaller, som enten kan læsses ind i midten på tværs, bagi på tværs eller bagi på langs.

I første omgang lanceres den nye Caddy i den korte version, mens den lange Maxi følger senere.

Foruden mere plads så medfører skiftet til MQBplatformen, at Caddy får en ny undervogn, der vil gøre kørslen mere dynamisk og komfortabel. Den nye undervogn kombinerer således dynamiske egenskaber kendt fra personbiler med de praktiske fordele ved et erhvervskøretøj, lover Volkswagen.

Samtidig har MQB-platformen muliggjort, at Caddy er udstyret med de nyeste sikkerheds- og assistentsystemer.

Altid online
I kabinen har Volkswagen skruet væsentligt op for digitaliseringen med teknik fra blandt andet den nye Golf.

Her er opkoblede infotainment-og digitaliserede betjeningssystemer, som gør Caddy til en smartphone på fire hjul.

Ved hjælp af en Online-Connectivity-Unit (OCU) med integreret eSIM-kort giver infotainmentsystemerne adgang til mobile onlinetjenester og funktioner fra ' Volkswagen We'. Den nye Caddy er dermed altid online.

Til at drive Caddy frem stiller Volkswagen med en række af firecylindrede motorer, som også er genbrug fra Golf.

Motorerne opfylder Euro-6-udstødningsnormen, der gælder fra 2021, og de er alle udstyret med partikelfiltre.

Caddy kan fås med 2,0 TDI-turbodieselmotorerne, der for første gang anvender det nye twin dosing-system til de mellem 75 hk og 122 hk stærke TDI-motorer. NOxemission reduceres markant i forhold til de foregående motorer via to SCR-katalysatorer og en dobbelt AdBlueindsprøjtning.

Derudover fås to andre effektive motorer, en 1,5 TSIturbobenzinmotor med 116 hk og en 1,5 TGI med 150 hk, der kører på naturgas (TGI).

Afhængigt af motorvarianten ligger det forventede forbrug for Caddy op til 12 procent under forgængerens.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Volkswagens forventninger


Mottoet i udviklingen af den nye Volkswagen Caddy har været 'work - life - unlimited', og bilgiganten har store forventninger til varebilen.

- Vores målsætning har været at gøre arbejdet og livet med den nye Caddy nemmere, mere praktisk og individuelt end nogensinde før, siger Dr. Thomas Sedran, øverste chef hos Volkswagen Nutzfahrzeuge.

- Den nye Caddy tager et kæmpe skridt fremad med sine markant forbedrede pladsforhold, den absolutte perfektion ned i detaljen, dens nye teknologier og dens nye mere dynamiske design, siger Thomas Sedran.

Femte generation Caddy vil her i 2020 blive lanceret i første omgang i Tyskland, Østrig og Polen. Senere på året følger lande som Danmark også med i lanceringsplanen.

- Dermed har den potentiale til at øge Volkswagen Erhvervsbilers markedsandele på verdensplan, når det gælder kompakte varebiler og MPV'er i det såkaldte A-segment, siger Heinz-Jürgen Löw, salgs- og marketingsdirektør hos bilfabrikanten Volkswagen Nutzfahrzeuge.