Nye studieboliger på den halve tid

På Nørrebro i København har man skåret 60 procent af byggetiden med en ny type boligmoduler

I alt syv punkthuse med studieboliger opføres på Nørrebro. Foto: Arkitema Architects
I alt syv punkthuse med studieboliger opføres på Nørrebro. Foto: Arkitema Architects

Der er pres på for at få bygget flere studieboliger i Københavnsområdet.

Ifølge en opgørelse fra Dansk Byggeri manglede der ved studiestart 8400 studieboliger alene til studerende i København og på Roskilde Universitet, og det kan også mærkes i byggeriet.

Efterspørgslen får branchen til at lede efter nye måder at effektivisere byggeprocessen på, og et svar kan måske være modulopbyggede facader med stenuld.

Den præfabrikerede kombination af facade og isolering har i hvert fald været med til at skære en betydelig del af byggetiden på det nye studieboligbyggeri Nordbro på Nørrebro. Det skriver BygTek.

- Denne facadeløsning giver en reduceret byggetid på op til 60 procent, forårsager færre byggegener på pladsen, hvad angår støj og støv, og flytter timer fra byggepladsen til kontrollerede forhold. På den måde opnår man kortere byggetid og får hurtigt lukket byggeriet, siger Rockwool-konsulent Peter Johansen til mediet.

Indbygget brandsikkerhed
Byggeriet af Nordbro forventes afsluttet til efteråret nærste år. I alt syv punkthuse opføres, og med 11 studieboliger på hver etage bliver der tale om et lille studiekvarter.

Kronen på værket bliver et 29-etagers højhus med et udkigspunkt på toppen, som ifølge Bygtek bliver Danmarks højeste.

Ud over at lette presset på det københavnske boligmarked en smule har den nye byggeform også andre og mere skjulte kvaliteter.

Byggemodulerne er nemlig lavet til at imødekomme de krav til brandsikkerhed, som et højhusbyggeri stiller.

- Højhuse som Nordbro skyder op flere steder i Danmark, og her er det vigtigt, at man tænker brandsikkerhed ind fra dag ét, som der er gjort her. Ved at der sidder brandsikker stenuld i facaderne, bliver de omkringliggende materialer beskyttet i tilfælde af brand. Stenulden bidrager også til at beskytte konstruktionen og begrænse brandens udvikling og spredning, siger Peter Johansen til Bygtek.dk.

Den indbyggede stenuld i vægmodulerne kan ifølge ham modstå temperaturer på over 1000 grader og producerer ikke giftig røg ved brand.

Nordbro kommer til at huse op mod 700-800 beboere, når det står klart næste år.