På Amager bygger de en skibakke

Planen fremgår af arkitekterne SLA’s endelige designtegninger, der er blevet offentliggjort

Fra september vil det være muligt at suse ned ad en over 500 meter lang skibakke på Amager. Grafik: SLA
Fra september vil det være muligt at suse ned ad en over 500 meter lang skibakke på Amager. Grafik: SLA

Slalomski eller styrtløb ned af et forbrændingsanlæg på Amager. Lyder det som et scenarie fra en dårlig B-film? Det er det ikke.

Amager Ressource Center og arkitekterne SLA har offentliggjort det endelige design for den længe ventede tagpark og skiløjpe på Amager Bakke, der fra september i år vil pryde Københavns nye forbrændingsanlæg.

Tagparken, der oprindelig blev udtænkt af BIG - Bjarke Ingels Group, er designet af de danske bynatureksperter og landskabsarkitekter SLA.

Når projektet står færdig i september, vil den grønne tagpark tilbyde en bred vifte af udendørsaktiviteter for både københavnere og besøgende: vandrestier, legepladser, street fitness, trail running, udsigtspunkter, klatrevægge og læposter - samt 500+ meter skiløjper designet af BIG.

Arkitekterne bag beskriver selv parken som en 'grøn bombe'. Grafik: SLA
Arkitekterne bag beskriver selv parken som en 'grøn bombe'. Grafik: SLA
 

Udfordrende opgave
At skabe en naturfyldt og grøn aktivitetspark på toppen af et 88 meter højt forbrændingsanlæg er noget, der aldrig er prøvet før.

Tagets ekstremt stejle hældning stiller store krav til plantedesignet og landskabets opbygning, og de komplicerede vind- og vejrforhold 88 meter oppe i luften skaber vanskelige levevilkår for træer og planter.

Varmen fra de store kedler under taget (der nogle steder giver jord- og tagtemperaturer på omkring 60 grader celsius) har måttet håndteres, ligesom en række sikkerhedskrav har skullet adresseres.

- Arbejdet med at skabe en attraktiv og grøn aktivitetspark på toppen af Amager Bakke har været en meget udfordrende og meget inspirerende opgave. Ikke kun på grund af de ekstreme naturlige – og unaturlige – forhold på stedet, som lægger et stort pres på planter, træer og landskab. Men også fordi vi har måttet sørge for, at tagparkens mange aktiviteter designes på en tilgængelig, intuitiv og indbydende måde, siger partner i SLA, Rasmus Astrup, i en pressemeddelelse. Han tilføjer:

- Målet er, at Amager Bakke bliver et begivenhedsrigt, rekreativt offentligt og frodigt byrum med en stærk æstetisk og sanselig bynatur, der giver værdi for alle københavnere hele året rundt.

Den endelige designplan for den park, som skal ligge på toppen af Københavns forbrændingsanlæg. Grafik: SLA
Den endelige designplan for den park, som skal ligge på toppen af Københavns forbrændingsanlæg. Grafik: SLA
 

Grøn bombe
SLA's design vil ikke kun give grønne attraktioner på tagparken. Naturdesignet er blevet udformet, så det naturligt vil spredes til det omkringliggende byområde.

- Tagparkens natur er designet til at tiltrække et bredt udvalg af fugle, bier, sommerfugle og insekter, hvilket i sig selv vil give en dramatisk stigning i biodiversiteten i området. Og ved hjælp af naturlig bestøvning og frødispersion kan vi faktisk sprede tagparkens natur, så den også bliver til gavn for de omkringliggende industriområder, parkeringspladser og boliger, siger Rasmus Astrup og tilføjer:

- På den måde vil Amager Bakke fungere som en 'grøn bombe', der radikalt vil øge hele områdets biodiversitet og grønne profil.

Amager Bakke

Sted: København, Danmark

Arkitekt: SLA

Kunde: Amager Ressource Center

Areal: 16,000 m

Åbning: September 2018

Samarbejdspartnere: BIG (bygningsarkitekt), MOE (ingeniør), Malmos (entreprenør)

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere