Pas på asbest!

Asbest er en langsom, men sikker dræber, og derfor skal den håndteres med stor forsigtighed, understreger professor

Det anslås at op mod hver tredie danske bygning stadig indeholder asbest. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Det anslås at op mod hver tredie danske bygning stadig indeholder asbest. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Engang blev asbest betragtet som et vidundermateriale. Ikke nok med at det er umuligt at sætte ild til, er det også et glimrende isoleringsmateriale, og derfor blev det også brugt i alt fra skibe og toge til tagbelægning og i bygninger.

– Asbest er en gruppe af mineralske fibre, der kan spaltes til meget små partikler, så små, at hvis man indånder dem, gør de over tid stor skade dybt nede i lungevævet.

- Herhjemme har man haft tradition for at bruge særligt den hvide asbest i byggeindustrien siden starten af 1900-tallet og frem til 1980’erne, hvor det blev forbudt på grund af sundhedsfaren, siger Torben Sigsgaard, professor ved Institut for Folkesundhed under Aarhus Universitet.

Han har i mange år arbejdet med arbejdsrelaterede sygdomme, human eksponering og luftforurening, og ifølge ham kan det ikke understreges nok, at man skal tage sine forholdsregler, hvis man støder på asbest. Og problemet er stadig aktuelt, da man anslår, at op mod hver tredje danske bygning stadig indeholder asbest.

– Det dukker især op, når man renoverer ældre bygninger, og det linkes sammen med blandt andet aggressiv lungekræft og lungehindekræft. Der er ingen behandling, kun forebyggelse, og derfor skal man tage sine forholdsregler meget alvorligt. Det er ikke bare sådan lige at fjerne, siger professor Torben Sigsgaard.

Her finder du det
– Typisk dukker asbest op under restaurering af ældre huse. Især dem, som er bygget før 1986, hvor den sidste eternitfabrik herhjemme lukkede.

- Netop fordi der er en lang udskiftningstid af byggematerialer i vores boliger og bygninger, er det ikke usandsynligt, at det forekommer. På grund af isoleringsevnen brugte man det også i gamle kedler, hvor man også skal være opmærksom, hvis man skal afmontere en, siger Torben Sigsgaard.

Det skal du se efter
– Asbest er blevet brugt til alskens byggeformål, og man kan godt regne med, at der er blevet brugt asbest i alle bygninger opført før slutningen af 1980’erne. Det kan være i tagpap, fliseklæber eller som isolering af varmerør fra før 1970. Her isolerede man typisk rørene med kisegur, der er en særlig gipslignende asbest, ofte beklædt med gaze, siger Torben Sigsgaard.

Følg anvisningerne
– Asbest er ikke for sjov, og derfor er det bedste råd, at hvis man får mistanke om asbest, skal man straks få det undersøgt, inden man arbejder videre. Viser det sig, at det er asbest, skal man kontakte Arbejdstilsynet, inden nedrivningen går i gang.

- På asbesthuset.dk kan man finde anvisninger til håndteringen af asbest. Hjemmesiden er under revision, og den kommer til at indeholde en endnu mere udførlig guide, praktiske eksempler og billedmateriale, siger Torben Sigsgaard.

Man kan ikke være forsigtig nok, hvis man har med asbest at gøre, siger professor Torben Sigsgaard. Foto: Greg McQueen
Man kan ikke være forsigtig nok, hvis man har med asbest at gøre, siger professor Torben Sigsgaard. Foto: Greg McQueen
 

Beskyt dig
– Området med asbest skal afskærmes med det samme, have eget udluftningssystem og en trepunkts luftsluse, der skal være med til at forhindre spredning af den farlige støv.

- Desuden skal man bruge åndedrætsværn og støvafvisende arbejdsdragt og hovedbeklædning, der er tætsluttende ved ankler, hals og håndled. Engangsdragter skal bortskaffes sammen med asbestaffaldet, og ellers skal alt, der har været i kontakt med asbest, opbevares særskilt, siger Torben Sigsgaard.

No go’s
– Man må under ingen omstændigheder bruge hurtigtskærende værktøj til at afmontere materialer, man mistænker for at være asbest. Netop fordi det er partiklerne, der er farlige, og støvet man for alt i verden skal undgå, vil eksempelvis en vinkelsliber være en katastrofe, da den laver støv. Samtidig må kun dem, der arbejder med asbest, opholde sig i rummet.

Affald
– Asbestaffald skal bortskaffes på den mest forsvarlige måde. Derfor skal man kontakte og anmelde det til kommunen, der vil anvise, hvor man skal køre det hen. Hvordan man vil bortskaffe affaldet, skal desuden meldes til Arbejdstilsynet, når man indgiver sin anmeldelse.

Før protokol
– Fordi asbestrelaterede sygdomme først viser sig efter mange år, skal arbejdsgiveren føre protokol over, hvem, hvordan og hvor længe de ansatte har arbejdet med asbest. Arbejdstilsynet og læger har ret til at se protokollen, og den skal gemmes i 40 år. Oven i det skal de ansatte have adgang til en helbredsundersøgelse, før arbejdet begynder, og derefter tjekkes mindst hvert tredje år, mens de arbejder med det, siger Torben Sigsgaard.

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere