Pas på fingrene!

På seks år har der været 860 skæreulykker på danske arbejdspladser. Dansk Byggeri giver her et par konkrete råd til dig, der vil beholde fingrene

Skæreulykker er højdespringer i ulykkesstatistikken, så nu skal der gøres noget for at nedbringe antallet af ulykker. Foto: Colourbox
Skæreulykker er højdespringer i ulykkesstatistikken, så nu skal der gøres noget for at nedbringe antallet af ulykker. Foto: Colourbox

Arbejdet er i fuld gang, rundsaven kører rundt, og fingrene bevæger sig uhyggeligt tæt på.

Du har styr på situationen. Selvfølgelig har du det. Alligevel sker det dog, at kontrollen glipper, og saven får fat i kødet med frygtelige følger.

I løbet af de seneste seks år er der anmeldt omkring 860 skæreulykker, og det har nu fået Dansk Byggeri, 3F og BFA Bygge og Anlæg til at lancere en kampagne, der skal få antallet af ulykker ned.

– Vi kunne se, at skæreulykker var højdespringere i ulykkesstatistikken. Så har vi så været ude og undersøge, hvad der kunne være årsagen til de her ulykker. Der nåede vi frem til, at de her skader sker ved særlige typer af skærende værktøjer, fortæller Mette Møller Nielsen, der er arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri.

Derfor har organisationerne bag kampagnen netop lavet fire film, der skal forebygge skæreskader. De skal bruges til for eksempel instruktion af ansatte eller til kampagner om skæreskader på virksomheder eller byggepladser.

– Ulykkerne sker, når der saves og skæres med forskellige typer af værktøj, og filmene omhandler skæring med rundsav, kapsav, dyksav i vådrumsgips/gipspladser og skæring med kniv i gipspladser, siger Mette Møller Nielsen.

Hun har seks konkrete råd til, hvordan man bedst muligt undgår at komme til skade.

1. Benyt værktøjet rigtigt
– Ulykkerne sker, når fingrene kommer i kontakt med noget, der kan skære eller klemme dem, når man har at gøre med et skærende værktøj og ikke bruger begge hænder. Det er forkert. Man skal have hænderne sikkert bag den skærende klinge, siger Mette Møller Nielsen.

2. Indret arbejdsstationen
– Noget, vi ved, der kan hjælpe, er at indrette sin arbejdsstation, så en ulykke ikke kan lade sig gøre. For eksempel så man ikke kan andet end at have to hænder på værktøjet. Ryd op omkring din arbejdsstation.

3. Brug det rigtige værktøj
– Når du er ude på opgave og ikke har fået det rigtige værktøj med, kan man nemt komme til at bruge noget af det, der ligger i bilen. Men det kan faktisk være farligt at bruge det forkerte værktøj til at skære med. Værktøjet kan begynde at hoppe, og det kan ende rigtig galt, advarer Mette Møller Nielsen.

4. Brug med omtanke
– At anvende værktøj korrekt er også, at man ikke skal tage værktøj med op i stilladset. Tænk dig om, når du skærer. Også selv om du er skide god til det og har gjort det tusind gange før.

5. Første skridt er forebyggelse
– Sørg for, at du understøtter det emne, du skal skære, og sørg for at oprette den rigtige skærestation, så du undgår ulykker.

6. Ulykken sker tit for unge mennesker
– Vi kan se, at det særligt er unge mennesker, der kommer til skade. Dem skal du være særligt omhyggelig med at instruere i, hvordan de arbejder sikkert og sundt, siger Mette Møller Nielsen.

Skærm

Hent flere
Hent flere