Penge ud ad vinduet: Byggesjusk koster samfundet milliarder

Pengene kunne være brugt på velfærd eller lavere skatter, påpeger forsker

Bygningsstyrelsen havde først ansvaret for byggeriet af Niels Bohr Bygningen, men blev sat fra bestilling. Foto: Jens Dresling
Bygningsstyrelsen havde først ansvaret for byggeriet af Niels Bohr Bygningen, men blev sat fra bestilling. Foto: Jens Dresling

Niels Bohr Bygningen på Jagtvej i København skulle have været det fagreste træ i Universitetsparken. Det skulle have været klar til indflytning i 2016, og det skulle have kostet 1,6 milliarder kroner.

I stedet har byggeriet forvandlet sig til en regulær skandale for Københavns Universitet, hvor mere end 1.000 forskere og 3.000 studerende fra naturvidenskabelige studier som fysik, biologi og matematik fire år senere stadig venter på at flytte ind.

Og prisskiltet, ja, det lyder lige nu på 3,67 milliarder kroner - en ekstraregning, som skatteborgerne betaler.

Historier om offentlige byggerier, der kører helt af budgetsporet, er på ingen måde et særsyn i de danske medier. Af andre eksempler kan nævnes Mærsk Tårnet i København, der bliver 700 millioner kroner dyrere end forventet, Aarhus Letbane (700 millioner kroner) og supersygehuset i Odense (425 millioner kroner).

Nå ja, og det er bare dem, der løber med overskrifterne - toppen af isbjerget.

Flere ting er gået galt i byggeriet af Niels Bohr Bygningen. Blandt andet skulle hele ventilationssystemet udskiftes. Foto: Jens Dresling
Flere ting er gået galt i byggeriet af Niels Bohr Bygningen. Blandt andet skulle hele ventilationssystemet udskiftes. Foto: Jens Dresling
 

Især kommunerne halter
I et nyligt interview med Licitationen estimerer Kim Haugbølle, der er seniorforsker og ekspert i byggeprocesser ved Aalborg Universitet, at danske kommuner hvert år smider op mod to milliarder kroner ud ad vinduet som følge af byggefejl.

- Der er tale om en pæn sjat penge, som bliver spildt hvert år, og som ellers kunne være brugt på velfærd, lavere skatter eller forskning, siger Kim Haugbølle til Licitationen.

Han har ved flere lejligheder opfordret rådhusene til at registrere data om fejl og sjusk. Dette er netop, hvad den almene byggesektor begyndte på i 1986, og siden er antallet af alvorlige svigt i boligbyggeriet her styrtdykket.

Ifølge Kim Haugbølle skyldes det, at boligselskaberne har haft fokus på at lære af tidligere tiders fejl - for eksempel ved at formidle den videre på kurser og erfaringsopsamlinger.

Licitationen har talt med Bygherreforeningen, der er en interesseorganisation for de største offentlige og private bygherrer i Danmark.

Her erkender man, at der er plads til forbedring, men maner samtidig til besindighed, idet 'en professionalisering er i gang i mange kommuner'.

Reglen snarere end undtagelsen
At mange statslige og kommunale byggeprojekter overskrider sine budgetter, er hverken nyt eller overraskende.

Der er lavet forskning, som viser, at såkaldte megaprojekter systematisk overskrider budgettet. Således har den danske professor Bent Flyvbjerg, der er ansat ved Oxford University, præsenteret data, som viser, at ni ud af ti byggeprojekter løber over sine planlagte omkostninger med i gennemsnit 28 procent.

Københavns Universitet flytter ind til sommer. Regner man med.