Swipe header Håndværkeren

Ranger er et råt værktøj

Fords pickup Ranger kan klare det meste - men mangler du den?

  • Ranger fylder med sin højde på 1,8 meter godt op i landskabet, og man føler sig hævet over den øvrige trafik under kørsel. Foto: Niels Friis
Ranger fylder med sin højde på 1,8 meter godt op i landskabet, og man føler sig hævet over den øvrige trafik under kørsel. Foto: Niels Friis

Ford Ranger 3,2 TDCi Rap Cap Wildtrak aut. 4x4

5

Ranger. Alene navnet fortæller, at vi er havnet i alt andet end en strømlinet familiebil.

Associationerne sender tankerne i retning af B.S. Christiansen og hardcore amerikanske soldater.

Selv kalder Ford deres Ranger for 'en ægte pickup'.

- Den nye Ford Ranger har et ry som en hårdfør og alligevel komfortabel pickup, der kan klare alt hvad du udsætter den for, skriver den amerikanske bilgigant om Ford Ranger.

Bag rattet er det på mange måder også den fornemmelse, der rammer, og det skyldes formentlig i høj grad, at Ford er på hjemmebane, når det kommer til at lave lige præcis denne type biler.

I kabinen er materialerne lækre, samtidig med at alt virker til at kunne klare at blive brugt. Foto: Niels Friis I kabinen er materialerne lækre, samtidig med at alt virker til at kunne klare at blive brugt. Foto: Niels Friis  

I hjemlandet USA er de nærmest mest kendt for pickuppen F150, og det er tydeligt, at Ford har lagt energi i at få pakket erfaringerne fra deres andre pickup-modeller ned i Ranger.

Den føles robust uden at være gammeldags – hård uden at være urimelig.

Testbilen er en Ford Ranger 3,2 TDCi Rap Cap Wildtrak med en seks-trins automatgearkasse og naturligvis firehjulstræk.

I konkrete tal råder den over 200 hestekræfter og et moment på 470 nm af sig fra en forholdsvis nyudviklet fem-cylindret turbodieselmaskine.

Men når Ranger Wildtrak må trække 3.500 kg på krogen, er der også behov for de mange kræfter, der så tilgengæld giver en solid acceleration, når der ikke er spændt noget efter Rangeren.

Den lille drejeknap gør, at du kan vælge, hvor duelig din Ranger skal opføre sig i terrænet. Foto: Niels Friis Den lille drejeknap gør, at du kan vælge, hvor duelig din Ranger skal opføre sig i terrænet. Foto: Niels Friis  

Ved Amager Strandpark, hvor testturen starter, udnytter entusiastiske vindsurfere efterårsvinden til at få fart på brættet hen over vandet.

Man kunne få tanken, at Ranger på mange måder ville være en ideel bil til folk med fritidsinteresser i den stil.

For ligesom med vindsurfing er Ranger Wildtrak på mange måder en bil, man dyrker.

Man køber ikke en Ford Ranger ved en tilfældighed.

Man køber den, fordi man har et behov for et stykke værktøj, der kan veksle mellem at være hardcore firehjulstrækker, som uden at tøve kan køre i vanddybde på op til 80 centimeter, og så at være en trækhest, der kan klare mange kilo på krogen og tilbyder komfort og moderne udstyr til sine passagerer.

Bakkameraet vil være et godt tilvalg, hvis du ofte skal parkere halv-vanskelige steder. Foto: Niels Friis Bakkameraet vil være et godt tilvalg, hvis du ofte skal parkere halv-vanskelige steder. Foto: Niels Friis

Se også: Sikkerhed i fokus: Flere håndværkere tager reflekstøj på

Godt udstyret
For Ford Ranger klarer både jobtitlen som trækhest og firehjulstrækker, samtidig med at den i testudgaven, som er udstyret medden såkaldte førerassistancepakke til 6.050 kr. ekskl. moms., kommer med udstyr som adaptiv fartpilot, parkeringssensor for og bag – inklusive bakkamera i bag – Apple Carplay og Fords SYNC3.

Der er med andre ord skruet godt op for udstyrsniveauet i denne udgave, og særligt bakkameraet og parkeringssensorerne er tæt på at være et must, når Ranger måler 536 centimeter i længden og 180 centimeter i højden.

Materialerne i kabinen er lækre, og særligt de orange syninger, som pryder flere steder, pepper udtrykket op.

Alt virker robust skruet sammen, så det kan holde til at blive brugt, og her er desuden god plads i både højde og bredde, selv hvis man ligesom overtegnede måler lige omkring to meter.

Betjeningen af den store 8-tommer trykfølsomme skærm er supersimpel, ligesom betjeningen også er det af bilens øvrige instrumenter.

Faktisk er der dele af udstyret, man slet ikke behøver at betjene.

Det gælder for eksempel automatisk op- og nedblænding af fjernlyset, som fungerer supergodt på de mørke og ganske øde Nordsjællandske landeveje, hvor testturen har bragt Ford Rangeren hen.

Systemet har succes med både at identificere, at der skal blændes ned, når der kommer modkørende, men også at det ligeledes skal ske, når der kører biler i samme retning længere fremme på vejen.

Et andet automatiseret system er den adaptive fartpilot, som i silende regnvejr skal stå sin prøve på Hillerød-motorvejen.

Trods tæt trafik er man ikke nervøs ved at overlade ansvaret for tempoet til fartpiloten, og kører man mange kilometer, er det guld værd at tilvælge systemet til sin Ford Ranger.

Orange syninger er en del af Wildtrak-pakken og er med til at give liv i en ellers mørk kabine. Foto: Niels Friis Orange syninger er en del af Wildtrak-pakken og er med til at give liv i en ellers mørk kabine. Foto: Niels Friis  

To, fire og spærre
Vores testtur inkluderer ikke en tur ud i terrænet, men man må sige, at Ford har gjort, hvad de kan for at berede bilen til de strabadser, som mange nok ville kunne finde på at udsætte den for.

Til venstre for gearstangen i kabinen finder man en lille drejeknap med tre funktioner.

2H, 4H eller 4L lyder titlerne på de tre muligheder.

Som man måske kan gætte sig til, angiver de forskellige funktioner, hvor mange af hjulene, bilen trækker på, og hvis man smider den i 4L, råder man over en low range-gear til mere ekstremt terræn.

Oven i købet er det muligt at låse bagerste differentiale ved et tryk på en knap.

Der er altså lagt i kakkelovnen til, at Ranger kan klare store terrænmæssige udfordringer, hvis der skulle være brug for det.

Og det bringer os frem til en konklusion.

For Ford Ranger Wildtrak er overordnet en fed bil. Det kan man ikke pille ved.

Den er næsten komfortabel som en personbil, og man ville sagtens kunne køre mange kilometer i den hver dag.

Men den er stor som et hus. Vægten er over 2,2 ton, og den fylder meget i den almindelige trafik og i p-båse.

Så hvis du ikke har et konkret behov for en pickup, der kan trække 3500 kg på krogen og klare sig godt, når asfalten ophører, så er det måske ikke Ranger, du skal have.

Har du omvendt det behov, vil det helt klart være værd at kigge nærmere på Rangeren.

Du kan også gøre det, hvis du er vindsurfer ved Amager Strand, eller bare gerne vil have en bil med orange syninger, der får dig til at føle dig som en konge af vejen.

Også sæderne er pyntet i orange nuancer og syninger i den vildere Wildtrak-version. Foto: Niels Friis Også sæderne er pyntet i orange nuancer og syninger i den vildere Wildtrak-version. Foto: Niels Friis  

Specifikationer

Ford Ranger 3,2 TDCi Rap Cap Wildtrak aut. 4x4

Pris: Fra 210.623 kr ekskl. moms

Pris for testbilen: 298.086 kr. ekskl. moms

Forbrug: 11,4 km/l

CO2 per km: 229 g

Motor: 3.2, 5-cylindret TDCi

HK: 200

NM: 470

Topfart: 175 km/t.

0-100 km/t.: ikke oplyst

Tilladt totalvægt: 3.200 kg

Nyttelast: 960 kg

L/B/H: 5,36/1,86/1,8 meter

Læs også

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste i Håndværkeren
Hent flere