Når en bygning skal rives ned, foregår det i dag ofte ved, at det hele bliver kørt over med en bulldozer, samlet sammen og kørt væk. Men det er synd og skam og koster på klimakontoen, for byggematerialerne kan sagtens genanvendes til nyt. Det samme gælder al det øvrige affald, som byggepladserne rundt om i landet genererer.
Faktisk står byggesektoren for cirka 30 procent af den samlede affaldsproduktion i Danmark, og derfor er interessen for genanvendelse stigende i disse år.
Det fortæller Kasper Lynge, der er Udviklingschef i Bygning og Bygningsdesign på Ingeniørskolen, Aarhus Universitet.
- Der er begyndt at komme et større fokus på, at affald i alle afskygninger, herunder byggeaffald, er en ressource, som vi ikke har råd til at lade gå tabt. Det gælder om at finde på løsninger, hvor ressourcerne kan komme i loop, genbruges og upcycles til nye materialer og produkter, siger han.
Første skridt er en plan
Netop jagten på nye løsninger har for nylig fået de to norske kommuner Stavanger og Sandnes til at kaste sig ud i et ambitiøst pilotprojekt.
Kommunerne vil undersøge, hvordan byggepladsen bliver helt affaldsfri, og undervejs udvikle de nødvendige metoder og teknologier til at kunne realisere det.
Projektet foregår i tæt samarbejde med byggebranchen og vil blandt andet kigge på, hvordan man bedst skaber et overblik over materialerne på pladsen og planlægger produktionen. For det kræver ekstra planlægning at sørge for, at materialerne ikke ender som affald.
- Indretning af byggepladsen spiller en stor rolle i forhold til at få sorteret affaldet i de rigtige fraktioner, så det kan blive genanvendt. Som det er i dag, bliver mandeprisen for at sortere affaldet ofte langt højere end den besparelse, der er ved at få sorteret og brugt råvarerne igen, siger Katrine Hauge Smith, der er seniorkonsulent i Bygninger & Miljø ved Teknologisk Institut og tilføjer:
- Derfor skal man finde løsninger på byggepladsen, der gør det mere attraktivt for entreprenørerne at sortere.
En grundig og systematisk planlægning af, hvordan materialerne opbevares under byggeriet, er også alfa og omega i forhold til at reducere mængden af materialer, der går til undervejs.
Hvis tingene flyttes hele tiden, kan de blive skadet, og det samme gælder, hvis de står og får fugt.
Pant på materialer
En idé kunne være at indføre pantordninger på flere materialer, så det, der ikke bliver brugt, kan leveres tilbage - som det er tilfældet med paller i dag.
Visse producenter af gips, rockwool og beton vil også gerne have deres materialer tilbage, så de kan omsætte dem til nye.
Og så findes der tillige firmaer, som har specialiseret sig i at sælge gamle byggematerialer videre og give nyt liv til eksempelvis døre, vinduer og mursten.
Det kræver dog alt sammen, at materialerne bliver sorteret utrolig detaljeret. Mangelfuld sortering vil nemlig hurtigt kunne give en række udfordringer for dem, der skal genanvende materialerne.
Hvis ikke de med sikkerhed ved, hvad de gamle materialer har været brugt til, så kan de ikke garantere for kvaliteten - og så bliver det meget svært at få nogen til at bruge materialerne igen.
- Man bliver nødt til at have styr på materialerne og have dokumentationen på plads, inden man kan genavende dem i nye byggerier. Det kan koste mange penge, hvis det viser sig, at levetiden på et genanvendt materiale ikke er så lang, som man troede, og det smuldrer væk, siger Kasper Lynge fra Ingeniørskolen, Aarhus Universitet.
Derfor mener han også, at der bør laves materialepas på genanvendte byggematerialer, så man ved, præcis, hvad de har været brugt til, og hvad de kan bruges til fremadrettet.