Søren ligger ikke længere søvnløs om natten

Med hjælp fra sporskifte-ordningen sadler den 46-årige murerarbejdsmand Søren Pedersen nu om, inden kroppen siger stop

Murerarbejdsmanden Søren Pedersen fra Viborg er i gang med at sadle om i arbejdslivet. Privatfoto
Murerarbejdsmanden Søren Pedersen fra Viborg er i gang med at sadle om i arbejdslivet. Privatfoto

Det er et hårdt arbejde at være håndværker, og derfor er det ikke alle, som kan holde til arbejdet, indtil de kan gå på pension. Men hvad skal man så, når man livet igennem har opbygget sin faglighed inden for et bestemt fag? Det var bekymringer som disse, der kunne få Søren Pedersen til at ligge søvnløs om natten.

- Jeg er glad for mit arbejde, men jeg kan allerede nu mærke, at kroppen værker ind imellem, og det er klart, at det bekymrer mig, at det forventes, at jeg bliver på arbejdsmarkedet, til jeg er 72 år, for det kan jeg allerede nu sige, at det holder jeg ikke til, siger den 46-årige murerarbejdsmand fra Viborg.

Han er oprindeligt uddannet tømrer, men har arbejdet som murerarbejdsmand de sidste 11 år. Et job, der slider på kroppen. For at helgardere sig mere mod en uvis fremtid i et nedslidende fag har Søren Pedersen taget det store kørekort, så han eventuelt kunne blive bus- eller lastbilchauffør, når han ikke længere kunne holde til det mere fysisk krævende arbejde på byggepladsen.

- Det var en måde at sikre mig selv på, så jeg havde noget at falde tilbage på. Jeg ville ikke ende med at sidde som nedslidt på sygedagpenge og først der skulle sadle om og finde en ny karriere, men heldigvis bliver det ikke aktuelt, siger han.

Mester så mulighederne
For en dag spurgte Søren Pedersens mester, om han ikke havde lyst til at skifte spor og blive byggeleder. På den måde kunne han blive i virksomheden og få sine kompetencer og faglighed i spil, blot uden det mere fysisk belastende arbejde ude på byggepladsen. Dette er gjort muligt af den såkaldte sporskifteordning, som giver økonomisk tilskud til omskoling.

- Jeg var slet ikke klar over, at det var muligt, men det er en helt fantastisk, gylden mulighed for mig, så jeg kan blive i branchen, som jeg jo allerhelst vil. Samtidig var det også en kæmpe anerkendelse, at min mester havde tænkt over, hvordan han kunne holde på mig som arbejdskraft, men uden at slide mig op, siger Søren Pedersen.

Allerede nu har han været på det første lederkursus, og frem til sommer skal han på yderligere fire kurser. Inden længe kan han kalde sig bygningsleder og dermed bytte de fysisk hårdere arbejdsopgaver ud med administrative og logistiske af slagsen.

- Det bliver noget helt andet at skulle sidde på den anden side af bordet så at sige.

Det kan godt være, at jeg får en ny kasket på, men det vigtigste for mig er, at min viden og erfaring stadig kan bruges, og at jeg får lov til at blive på samme arbejdsplads, siger Søren Pedersen.

Opfordrer til sporskifte
Fra politisk hold ser man gerne flere, der som Søren Pedersen skifter spor og på den måde bliver flere år på arbejdsmarkedet. Derfor besluttede den daværende regering og arbejdsmarkedets parter i forbindelse med trepartsaftalen om voksen- og efteruddannelse i 2017 at afsætte 25 millioner kroner årligt frem til 2021 til den såkaldte sporskifteordning.

Pengene skal bruges på at efter- og videreuddanne danskere inden for 20 udvalgte brancher, hvor de ansatte er særligt nedslidningstruede. Der er desuden afsat tre millioner kroner til oplysning afsat tre millioner kroner til oplysning. Mere oplysning mener Søren Pedersen også, der er brug for.

- Havde det ikke været for min mester, havde jeg ikke vidst, at det var muligt atsadle om og endda blive på arbejdspladsen. Og der er sikkert flere som mig, der tænker, at det koster tid og mange penge at komme tilbage på skolebænken, men det behøver det nødvendigvis ikke at gøre med den her ordning, siger han.

Hvor fremtiden før var en kilde til bekymringer for Søren Pedersen, synes han, at den ser lys og spændende ud i dag.

- Jeg glæder mig faktisk til at komme i gang med at varetage mine nye arbejdsopgaver, og kollegerne er jo de samme, og så gør det ikke noget, at de har drillet mig lidt med, at jeg nu skal være deres leder, siger Søren Pedersen.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Få håndværkere bruger sporskifteordning


Siden 1. juli 2018 har det været muligt at søge tilskud til et sporskifteforløb for danskere, der arbejder i 20 udvalgte brancher, hvor risikoen for fysisk nedslidning er størst.

Tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked- og Rekruttering viser, at siden sporskiftepuljen trådte i kraft, er der givet tilskud til 83 virksomheder, der tilsammen har haft 308 forløb.

Hos 3F er de glade for sporskifteordningen. De ser, at den nytter, men fagforeningen peger også på, at der er behov for mere oplysning om ordningen.

- Det er desværre ikke alle, der er klar over, hvilke muligheder de har for at skifte spor og blive på arbejdsmarkedet.

Og det er synd og skam, for ordningen er rigtig attraktiv, ikke kun for den enkelte, men også for arbejdsgiverne, hvis de har mulighed for at rykke rundt på deres medarbejdere internt, siger forbundssekretær i 3F, Søren Heisel.

Ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked- og Rekruttering er der også stor forskel på, hvor meget de 20 udvalgte brancher har benyttet sig af ordningen. For eksempel står døgninstitutioner og hjemmepleje for 36 procent af det samlede forbrug, mens byggeri kun står for 1,4 procent, og ingen virksomheder inden for anlægsarbejde har endnu gjort brug af ordningen.

Der er behov for mere oplysning om sporskifteordningen, mener forbundssekretær i 3F, Søren Heisel. PR-foto
Der er behov for mere oplysning om sporskifteordningen, mener forbundssekretær i 3F, Søren Heisel. PR-foto
 

Håber på udvidelse
3F så også gerne, at ordningen skal gælde industriens ansatte, hvilket den endnu ikke gør. 3F håber, at sporskifteforløbene bliver udvidet, så folk får mulighed for længere forløb. De nuværende må maksimalt vare 40 dage.

- For mange ansatte er det alt for få dage til at sikre en ordentlig omstilling. Mange går fra fysiske arbejdsopgaver til mere administrative opgaver som kontor og salg, og det kræver måske at læse- og regnefærdighederne også skal opdateres, inden man kan bestride den nye stilling, siger han og fortsætter:

- Men det skal ikke tage modet fra nogen, for uanset hvad er det muligt at skifte spor, siger forbundssekretær i 3F, Søren Heisel.