Swipe header Håndværkeren

Stor test: Her er de bedste arbejdsbukser

Vi sætter fokus på design, komfort og funktion i en omfattende test af allround arbejdsbukser

  • Der er mange faktorer, der spiller ind, når man skal vælge de ideelle arbejdsbukser. (Foto: Esben Skrumsager)
Der er mange faktorer, der spiller ind, når man skal vælge de ideelle arbejdsbukser. (Foto: Esben Skrumsager)

Enhver håndværker ved, at man ikke må gå ned på udstyr. Men udstyr handler ikke kun om værktøjet. Det er naturligvis vigtigt, at hammeren ligger godt i hånden, at boremaskinen kan klare lidt af hvert, og at saven er både effektiv og præcis.

Men det er mindst lige så vigtigt, at man føler sig godt tilpas i sit tøj, og at det har de rigtige praktiske funktioner, som gør hverdagen lidt lettere. Sådan lyder i hvert fald meldingen fra et testpanel, som i de seneste uger har testet arbejdsbukser fra hele fem tøjproducenter.

- Jeg går rigtig meget op i, hvordan mine arbejdsbukser sidder, da jeg har dem på så mange timer om dagen. De skal helst ikke være for løse og flagrende i benene, men de må heller ikke være så stramme, at de lukker for blodet til benene, når man sidder og arbejder i en akavet situation, mener Kasper Løvenholdt, der er selvstændig snedker og møbeldesigner på Amager i København.

Han har gennem de seneste uger oplevet store forskelle på bukserne, som han har testet.

- Nogle af bukserne er meget løse, mens andre er langt mere tætsiddende. Flere af producenterne er også begyndt at bruge stretch-materialer, som både giver en god pasform og fleksibilitet, når man skal arbejde. Generelt er jeg meget positivt overrasket over de nye typer arbejdsbukser, som både er behagelige og praktiske. Jeg kan dog godt være nervøs for, hvor slidstærke de er på sigt, siger Kasper Løvenholdt.

Vild appetit: Er du Danmarks næste pølsekonge?

Tosset med stretch
De fleste producenter af arbejdstøj har særlige kollektioner til forskellige arbejdsgrupper, så tøjets design og funktion er målrettet arbejdet. I denne test er målet dog at finde de bedste allround-arbejdsbukser, så derfor har vi testet bukserne på flere forskellige håndværkere.

Med i testpanelet var også Stefan Thøisen, der til daglig arbejder som montør hos Sydkystens Automatik i Karlslunde på Sjælland.

- Arbejdsbukser skal selvfølgelig både være praktiske og komfortable. Men det er som håndværker også vigtigt, at man har pænt tøj på, når man kommer ud til en kunde. Derfor har det også været en vigtig del af min vurdering af de enkelte bukser, siger Stefan Thøisen, der blev overrasket over forskelligheden i bukserne.

En af hans personlige favoritter var med i testen, men da han fik prøvet alle bukserne, var det ikke hans forhåndsfavorit, der løb med sejren.

- Til daglig går jeg i Snickers, og dem er jeg rigtig glade for, men jeg er ikke så stor fan af modellen i den her test. Til gengæld var de mere tætsiddende bukser med stretch en rigtig positiv oplevelse, lyder det fra Stefan Thøisen.

Her kan du læse den samlede bedømmelse fra testpanelet.

F. Engel

Bukser fra F. Engel. (Foto: Esben Skrumsager) Bukser fra F. Engel. (Foto: Esben Skrumsager)

Arbejdsbukserne fra Engel er ikke et hit. De sidder fint omkring hofterne, men benene er alt for posede, så man sejler rundt i dem, og stoffet føles ikke super behageligt. Lommerne er velproportionerede, tommestok-lommen er tilpas dyb, der er mulighed for at installere knæpuder, og små refleksdetaljer kan være med til at øge synligheden på arbejdspladsen i de mørke måneder om året.

Men de få lyspunkter kompenserer ikke for et grundlæggende kedeligt design.

Plus: Lommer, reflekser

Minus: Design, pasform

Model: Galaxy 2811-254

Pris: ca. 550,-

 

Blåkläder

Bukser fra Blåkläder. (Foto: Esben Skrumsager) Bukser fra Blåkläder. (Foto: Esben Skrumsager)

Blåkläder-bukserne er meget smalle i buksebenene, men de sidder fint, og stoffet er meget behageligt. Bevægelsesfriheden er overraskende stor, men bukserne er for smalle til at bruge knæpuder i længere tid ad gangen.

Det er lækkert, at der er mulighed for at lyne sidelommerne fast, men derudover er der alt for mange lynlåse med gummistropper. Det er for spraglet, og det er desværre en ærgerlig detalje i et ellers vellykket design med en god lommefordeling og en pæn farve.

Plus: Pasform, design

Minus: Lynlåse, knæpuder

Model: X1999

Pris: ca. 1350,-

 

L. Brador

Bukser fra L. Brador. (Foto: Esben Skrumsager) Bukser fra L. Brador. (Foto: Esben Skrumsager)

Det er et par rigtig lækre bukser med fin pasform. Det fungerer godt med en masse stretch, hvilket gør dem super behagelige, selvom de sidder relativt tæt. Lommefordelingen er god, og det er en fed detalje, at der kan lynes op på indersiden af låret, så man kan få lidt frisk luft ind, når det er varmt.

Det er ikke en buks, der er oplagt til håndværkere, som ligger meget på knæ, da der ikke er knæpuder. Designet er ikke ligefrem grimt, men det er heller ikke særlig smart.

Plus: Stretch, pasform, udluftning

Minus: Ingen knæpuder

Model: 1052PB

Pris: ca. 1000,-

 

Snickers

Bukser fra Snickers (Foto: Esben Skrumsager) Bukser fra Snickers (Foto: Esben Skrumsager)

Snickers-bukserne er meget løse i benene. Det gør dem oplagte som monterings- og havebuks, da de ikke strammer i knæhaserne. Samtidig er det let at indsætte knæpuderne og tage dem ud igen.

Stoffet føles slidstærkt, men det er ikke behageligt, når det er varmt, og pasformen er dårlig, når man sammenligner med de andre bukser. Bukserne er simpelthen for løse og posede. Både for- og baglommer har en god størrelse, men tommestok-lommen er ikke dyb nok.

Plus: Slidstærke, knæpuder

Minus: Pasform, stof, design

Model: AllroundWork

Pris: ca. 850,-

 

Fristads Kansas - testvinder

Bukser fra Kansas. (Foto: Esben Skrumsager) Bukser fra Kansas. (Foto: Esben Skrumsager)

Kansas leverer de absolut bedst siddende bukser, som med masser af stretch giver en fremragende pasform med smalle bukseben, der sidder pænt. Stoffet er yderst behageligt, og der er god plads i lommerne. Det er en fin detalje, at bukserne kan knappes helt til ved anklerne, hvilket er oplagt, hvis man eksempelvis skal balancere rundt på et tag.

Knæpuderne fungerer fint i praksis, selvom bukserne kan stramme en anelse i haserne, men generelt er funktionaliteten og komforten i top. Det eneste negative at sige om buksen er selve designet, som ikke er så smart.

Plus: Stretch, knæpuder, pasform

Minus: Design

Model: Gen Y Stretch

Pris: ca. 1250,-

Så stor bliver Danmarks nye super-arena

Læs også

Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste i Håndværkeren
Hent flere