Storsællert får en større opdatering

Den populære VW Transporter har fået en overhaling, som blandt andet inkluderer mere elektronik og et øget fokus på sikkerhed

Designændringerne på den opdaterede Transporter kan bedst betegnes som ‘evolution’. Fronten er blevet mere sportslig at se på. Foto: Niels Friis
Designændringerne på den opdaterede Transporter kan bedst betegnes som ‘evolution’. Fronten er blevet mere sportslig at se på. Foto: Niels Friis

Ekstra Bladet Håndværkeren var inviteret af Volkswagen Danmark.

Amsterdam (Ekstra Bladet Håndværkeren): Specielt sexet er det ikke, men Volkswagens nye 6.1-opdatering af den populære VW Transporter gør varebilen til et mere sikkert og højteknologisk produkt.

Testen foregår i den hollandske hovedstad, Amsterdam. Volkswagen har taget opstilling med mange forskellige varianter af Transporter, så der er rig mulighed for at snuse til de forskellige varianter. Vi koncentrerer os om de mest danskerpopulære modeller, så derfor hopper jeg omgående bag rattet af en hvid kassevogn.

Kort fortalt udgøres opdateringen af modellen af en større softwareopdatering med nye sikkerhedssystemer, en større skærm i kabinen og et nyt, mere sportsligt ansigt.

I bag har man nu mulighed for et tilvalg, som gør, at pladsen under passagersæderne kan bruges til last. Foto: Niels Friis
I bag har man nu mulighed for et tilvalg, som gør, at pladsen under passagersæderne kan bruges til last. Foto: Niels Friis

Gør som de fleste
I byen blandt Amsterdams mange myldrende cyklister befinder jeg mig godt bag rattet af den nye Transporter, og jeg lærer hurtigt at sætte pris på Transporterens smidige automatgear. Kører du ofte i morgentrafik eller i byerne, skal du gøre som cirka halvdelen af Transporter-kunderne og tilvælge automatgearet.

En nyhed ved Transporter 6.1 er en elektrisk drevet servostyring, som åbner for, at man kan få varebilen med vognbaneassistent, ligesom det også giver mulighed for ’Park Assist’, så du får hjælp til parkeringen af bilen.

Motoren i testbilen er en stærk 150-hestekræfters dieselmotor. 42 procent af kunderne vælger den motor, og det forstår man godt.

Vi har også prøvet de andre versioner, og vi kan ikke se nogen grund til, hvorfor man skulle overveje andre end det gængse valg. Den mindre 110-hestekræfters dieselmotor er en fin motor, men den kan kun fås med femtrins manuel gearkasse, som ikke er specielt egnet til meget motorvejskørsel. Den større 150-hestekræfters motor fås med sekstrins manuel gearkasse eller en syvtrins automatgearkasse.

Den nye Transporter 6.1 kommer til Danmark i uge 45, melder Volkswagen Danmark. Foto: Niels Friis
Den nye Transporter 6.1 kommer til Danmark i uge 45, melder Volkswagen Danmark. Foto: Niels Friis
 

Komfortabel kassevogn
Jeg har efterhånden befundet mig i Amsterdams tætte trafik et stykke tid og er ved at være træt af bykørsel, så jeg sætter kursen mod motorvejen for at komme ud af den hollandske hovedstad.

Her står det klart, at skal man bruge meget tid i sin Transporter på lande- eller motorvej, er der god ræson i at tilvælge den adaptive fartpilot, som har en stop-og-go funktion, der gør, at opstår der kø på motorvejen, eller kører du i bykørsel, sørger Transporteren selv for at sætte i gang, når bilen foran kører igen.

Efter nogle rolige kilometer på motorvejen tager jeg en afkørsel, og ved lidt af en tilfældighed befinder jeg mig pludselig på små, idylliske landeveje rundt omkring Amsterdam. Her viser Transporter en anden fornem kvalitet frem - den er komfortabel. De små veje er plastret til i både vejbump og hullet asfalt, men varebilen tager ikke nævneværdig notits af ujævnhederne.

Da testturen er forbi, står det klart for mig, at Volkswagen er gået til opgaven med at opdatere Transporter på snusfornuftig vis. Ved at integrere flere sikkerhedssystemer og mere teknologi har de gjort et i forvejen velfungerende produkt bedre.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Snak med din varevogn

Væsentligt mere teknologi har fundet vej til kabinen af den nye Transporter 6.1, blandt andet en stor 10,25 tommer skærm samt muligheden for stemmestyring. Foto: Niels Friis
Væsentligt mere teknologi har fundet vej til kabinen af den nye Transporter 6.1, blandt andet en stor 10,25 tommer skærm samt muligheden for stemmestyring. Foto: Niels Friis
 

Volkswagen har benyttet opdateringen af Transporter til at stoppe masser af udstyr og teknologi ind i varebilen, som blandt andet nu kan fås med ’Digital Cockpit’ med en 10,25 tommer stor skærm. Skærmen er ekstraudstyr, ligesom stemmestyringen er det. Den tillader, at man siger ’Hey, Volkswagen’ til bilen, og så kan man udstede sin kommando som f.eks. en destination til navigationen.

En anden smart feature er den nye ’Trailer Assist’, som eliminerer risikoen for at se rigtig dum ud, når der skal bakkes med trailer på byggepladsen. Med assistenten slipper du under bakning med trailer for at skulle indstille dit hoved på, at du skal dreje rattet mod venstre for at få en trailer til at dreje til højre.

Ved at bruge knappen til de elektriske sidespejle som et joystick og det digitale display i kabinen, kan du kort fortalt vælge, hvilken vinkel traileren skal bakkes med, og så sørger Transporter selv for styringen. Assistenten koster 3.494 kroner ekskl. moms inkl. bakkamera. Vil man have den fulde pakke med Trailer Assist, parkeringsassistent, p-sensor og sidebeskyttelse, er prisen 8.925 kr. ekskl. moms.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Sikkerheden selv


Ét af de vigtigste punkter ved 6.1-opdatering af Transporter er et øget fokus på sikkerheden. Modellen har nu fået op til ni nye sikkerhedssystemer, som kunderne kan tilvælge, så antallet i alt kan lande på op til 20.

Et af de nye systemer, som kan være nyttigt i en kassevogn som Transporter, er ’Rear Traffic Alert’.

Systemet advarer, hvis der er andre køretøjer, fodgængere eller cyklister, som nærmer sig Transporteren fra siden. Hvis chaufføren ikke reagerer, tager systemet selv styringen og bremser bilen.

Standardudstyret tæller et system, som Volkswagen kalder ’Cross Wind Assist’, og som navnet antyder, hjælper systemet med at holde kassevognen på rette kurs ved sidevind. Systemet aktiveres automatisk, når Transporteren kører hurtigere end 80 km/t. Hvis der kommer en pludselig sidevind, sørger bilens ESC-system for at bremse hjulene individuelt for at modvirke sidevinden.

Nyt til Transporter er også vejbaneassistenten ’Lane Assist’, og systemet fungerer, som man kender det fra mange moderne personbiler. Systemet kontrastyrer selv, hvis man er ved at forlade sin vejbane uden at blinke. Hvis den automatiske korrektion ikke er nok, vibrerer rattet for at advare føreren. Systemet virker fra 60 km/t og opefter - også i tåge og mørke.

Volkswagen Transporter 6.1

Testbilen: Kassevogn kort

Motor: 2.0 TDI, 150 HK

Gear: Syvtrins DSG-automatgearkasse

Brændstofforbrug: 12,5 km/l

Udledning: 219 g. CO2

Pris (fra): 135.591 kr. ekskl. moms

Pris (testbil): 187.851 kr. ekskl. moms, ekskl. ekstraudstyr

Skærm

Hent flere
Hent flere