- Tegl er fantastisk

Muret byggeri er en stolt dansk byggetradition. Men der er brug for at styrke byggebranchens viden om murværk, mener folkene bag nyt samarbejde

Det gode gamle murede byggeri er en vigtig dansk tradition, og nu skal et nyt samarbejde styrke faget. Foto: Colourbox
Det gode gamle murede byggeri er en vigtig dansk tradition, og nu skal et nyt samarbejde styrke faget. Foto: Colourbox

– Tegl er et fantastisk materiale og en essentiel del af den danske bygningskultur og byggeskik.

Sådan siger Grith Bech-Nielsen, som er centerchef hos Teknologisk Institut og en af initiativtagerne til et nyt samarbejde, som Arkitektskolen Aarhus, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet og Teknologisk Institut, Center for Murværk, står bag.

Det oplyser samarbejdspartnerne i en pressemeddelelse.

Det nye samarbejde har til formål at ’imødekomme aktuelle og fremtidige kompetencebehov og højne kvaliteten og produktiviteten i byggebranchen inden for det murede byggeri,’ lyder det.

Den danske byggetradition med tegl rækker langt tilbage, og samtidig ligger der et stort renoveringspotentiale af eksisterende muret byggeri, hvorfor parterne mener, at udvikling af både murerfaget, opkvalificering af arbejdskraften og videndeling om materialet er væsentlig, så branchen står bedre rustet til fremtiden.

Højne kvaliteten
Hos Teknologisk Institut er Grith Bech-Nielsen glad for, at der nu bliver sat ekstra fokus på tegl som byggemateriale.

– Det nye konsortiesamarbejde er vigtigt og utrolig spændende, fordi vi hver især repræsenterer faglig viden om murværk - ikke mindst for branchen, fordi der også er behov for både at styrke og videreudvikle arkitekters og ingeniørers kompetencer inden for det murede byggeri. Ved at uddanne og oplyse mere og bedre, skal vi sammen højne kvaliteten i det murede byggeri, siger Grith Bech-Nielsen i pressemeddelelsen.

Hun henviser blandt andet til, at også brancheforeningen Danske Tegl peger på behovet for kompetenceløft og videndeling.

Parterne i samarbejdet ønsker både at have fokus på murværks rolle i den bæredygtige og klimavenlige dagsorden, at undersøge nye konstruktive muligheder for murværket samt at styrke den teknologiske og digitale udvikling, både af murværksfaget og branchen som helhed.

– Der er mange gode kræfter derude, siger Chrith Bech-Nielsen.

– Derfor bliver en central opgave at etablere en netværksgruppe om murværk, hvor aktører fra hele værdikæden kan dele viden om muligheder og udfordringer fra teori og praksis, siger hun.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Udvikling er en nødvendighed


Begrebet ’videndeling’ går igen, når parterne i samarbejdet skal beskrive et af de midler, der skal være med til styrke faget og det murede byggeri.

– En del af samarbejdet handler om at udvikle og gennemføre fælles og tværfaglige udviklingsprojekter. Det vil gavne både uddannelserne og virksomhederne. Samtidig vil et styrket samarbejde og øget videndeling på tværs af vidensinstitutionerne gavne både branchen og samfundet som helhed, siger Kasper Lynge, udviklingschef på Ingeniørhøjskolen, Aarhus Universitet, i pressemeddelelsen.

Hos Arkitektskolen i Aarhus glæder de sig også over, at murværk får mere tværfaglig opmærksomhed.

– Det murede byggeri hviler på utallige generationers omhyggelige arbejde med at stable sten på sten og udvikle æstetiske udtryk og bæredygtige konstruktioner, som er blevet en naturlig del af vores kultur. Dette er ikke foregået ensidigt, i lukkede fora, men i samarbejder imellem håndværkere og bygmestre, ingeniører og arkitekter, siger Thomas Bo Jensen, forskningschef og professor ved Arkitektskolen i Aarhus.

– Men vi har brug for at udvikle materialet og vores viden om de murede konstruktioner i takt med tidens mere komplekse krav til byggeriet, og det sker bedst i et tværfagligt samarbejde mellem videninstitutioner, uddannelser og brancher, siger han.

Skærm

Hent flere
Hent flere