Tømrer rejser fra job til job i tre år og én dag

På tomlen rundt i Europa fra job til job og en hulens masse herbergsfester - tømrer og vandresvend Morten Grønnegaard fortæller om livet som naver

Den særlig påklædning er en fordel ved at være naver. Mange mennesker kender kluften og ved, hvad man står inde for. Og derfor er det tit nemt at få lift, fortæller Morten Grønnegaard. Privatfoto
Den særlig påklædning er en fordel ved at være naver. Mange mennesker kender kluften og ved, hvad man står inde for. Og derfor er det tit nemt at få lift, fortæller Morten Grønnegaard. Privatfoto

Tømrersvenden Morten Grønnegaard fra Odense er draget ud i verden for at være på valsen i tre år og én dag, som traditionen for navere foreskriver. Siden har han levet et liv uden faste arbejdstider, uden en fast bopæl og endda uden mobiltelefon.

En naver er en håndværker, der rejser rundt i Europa og laver forefaldende arbejde inden for sit fag.

I 1200-1300-tallet var det en pligt at tage på valsen, som det hedder, når en naver tager de obligatoriske tre år og en dag af sted hjemmefra. Så snart ens svendeprøve var afsluttet, skulle man rejse af sted.

Se også: Jo, det er en ny VW Transporter

- Det er alletiders mulighed for at opleve verden som naver. Kombinationen med at rejse og arbejde fungerer rigtig godt og giver også bedre indblik i landets kultur. Og man er selv herre over, hvordan ens rejserute ser ud. Hvis man rejser flere sammen, skal ruten planlægges lidt i fællesskab, hvor der tomles rundt fra destination til næste destination.

- Og er man mere end tre-fire stykker i en gruppe, deler man sig op, og derfor er chancen for at få lift større. Så aftales der et mødested til samme aften, eller nogen dage senere, og her er vores kroer gode referencepunkter, forklarer Morten Grønnegaard.

En naver er en håndværker, der rejser rundt i Europa og laver forefaldende arbejde inden for sit fag. Privatfoto
En naver er en håndværker, der rejser rundt i Europa og laver forefaldende arbejde inden for sit fag. Privatfoto

Han er rejst ud med foreningen 'Rechtschaffene Fremde Zimmerer' (Retskafne Fremmede Tømrere, red.) og bærer foreningens kendetegn, et sort slips, foruden den karakteristiske uniform og sorte hat.

Foreningen har 60 herberg tilknyttet over hele verden. Størstedelen ligger dog i Tyskland, men man kan finde to i Danmark, nærmere bestemt i Ribe og i København.

En festlig begyndelse
Morten Grønnegaard rejste til at begynde med ud sammen med to andre vandresvende, og efter tre dage i Sverige gik turen fra Rostock over Lübeck og et par dage senere til Hamburg.

Se også: Her vil flest unge være håndværkere

Til en svendeaften på herberget mødte de fem andre vandresvende, der havde planer om at rejse til Østrig, hvor der var herbergsfest, og det lød rigtig fornuftigt, så de besluttede at tage med.

Siden er det gået slag i slag, hvor Morten Grønnegaard bl.a. har arbejdet i Tyskland, Østrig og Schweiz som naver.

- Traditionen stammer oprindelig fra Tyskland. Derfor er en af reglerne, at man det første år af ens rejsetid, skal rejse rundt og arbejde i tysktalende lande; Tyskland, Østrig og Schweiz forstås dermed. Derigennem lærer man traditionen bedre at kende og får skabt sig en del kontakter.

Forskellige håndværk
På sin vej har Morten Grønnegaard bl.a. mødt bagersvende, en urmager, en skrædder og en ølbrygger. Størsteparten er dog tømrer, snedkere eller inden for murerfaget.

I 1200-1300-tallet var det en pligt at tage på valsen, som det hedder, når en naver tager tre år og en dag af sted hjemmefra. Så snart ens svendeprøve var afsluttet, skulle man rejse af sted. Privatfoto
I 1200-1300-tallet var det en pligt at tage på valsen, som det hedder, når en naver tager tre år og en dag af sted hjemmefra. Så snart ens svendeprøve var afsluttet, skulle man rejse af sted. Privatfoto

Som naver skal man minimum være afsted i tre år og én dag. Når den tid er gået, bestemmer man selv, hvornår det er tid til at vende hjem.

- Det er et liv fyldt med masser af frihed til at gøre, hvad man har lyst til. Og er man ved at løbe tør for penge, finder man arbejde. Og et liv uden mobiltelefon får også en ned i gear til et mere afslappet liv.

Se også: Grøn håndværker

Der er dog også en bagside ved det frie liv. Lønningerne for en tømrersvend i Tyskland er generelt lavere end i Danmark. På en gennemsnitlig uge arbejder man 40-45 timer, og nogle gange fra kl. 6 morgen til kl. 18 aften og lørdagene med. Savnet af familien og vennerne kan også være hårdt.

- Det er ikke altid lige sjovt at være væk fra vennerne. Heldigvis har jeg haft god mulighed for at besøge venner undervejs. Og min familie har besøgt mig fire gange, siger Morten Grønnegaard.

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere