- Nogle gange føles det bare rigtig godt at gøre noget godt for andre.
Sådan siger tømrer og MMA-fighter Mikkel Parlo om kampagnen 'En Hjælpende Hånd', som han for andet år i træk er frivillig ambassadør for, og som Ungdommens Røde Kors står bag.
Kampagnen ruller i uge 39, hvor organisationen sammen med landets håndværkere vil samle penge ind til børn og unge, der har det svært.
Hvert år får 13.000 udsatte børn og unge hjælp fra Ungdommens Røde Kors, fordi de enten har brug for støtte i en hård hverdag, døjer med ensomhed eller kommer fra familier med vold og misbrug og derfor har brug for et frirum.
- Det er en rigtig god sag, og så rammer kampagnen et andet segment end andre gør, nemlig håndværkere. Det er måske ikke den målgruppe, som de fleste forbinder med velgørende arbejde, men netop håndværkere har økonomisk styrke og lyst til at gøre noget ekstra, siger Mikkel Parlo og tilføjer:
- At pengene går til udsatte børn og unge i nærområderne hænger fint sammen med, hvor meget kontakt håndværkere i forvejen har med unge, der måske ikke er gode til at sidde stille på skolebænken.
Støtter med sponsorat
Den landsdækkende kampagne er målrettet håndværkere i alle afskygninger, der har lyst til at støtte udsatte børn og unge i deres nærområde. Man støtter ved at købe et eller flere sponsorater på 2500 kroner stykket.
For de penge kan man give et barn en uge på ferielejr eller et års deltagelse i for eksempel lektiehjælp eller en af pige- og drengeklubberne i Ungdommens Røde Kors.
Initiativet til 'En hjælpende hånd' kommer faktisk fra håndværkerne selv.
- Kampagnen opstod i sin tid, fordi en lokal håndværker tog kontakt til os. Han ville gerne gøre en forskel for de unge, der var i hans nærområde, og han fik sine venner med på idéen. Siden har det bare vokset sig større, siger erhvervsfundraiser Sidsel Nybo Andersen, der er en af arrangørerne bag kampagnen.
Sidste år støttede 81 danske virksomheder kampagnen gennem sponsorater, der strakte sig fra 2500 kroner til 40.000 kroner.
Alt i alt blev der samlet lidt over en halv million kroner ind til udsatte børn og unge, og hvis man spørger Sidsel Nybo Andersen, vil alt derover være en succes.
- Vi vil selvfølgelig gerne gøre det bedre end sidste år og på længere sigt gøre denne kampagne til håndværkernes 'Operations Dagsværk'. Der er generelt i branchen og blandt håndværkere en stor lyst til at tage socialt ansvar og støtte lokalt, og i forhold til andre kampagner, så kan de faktisk se, hvad deres penge går til, fordi vi støtter helt lokalt, siger hun.
Lokalt forankret
Som noget nyt arbejder Ungdommens Røde Kors i år også på at knytte håndværkerne tættere sammen med de børn og unge, de støtter.
Det kan eksempelvis ske ved at arrangere små events, hvor håndværkere og børn sammen bygger ting til den lokale Ungdommens Røde Kors. På den måde bliver det også helt tydeligt at se, hvad donationerne går til.
- I 'En Hjælpende Hånd' er støtten helt gennemskuelig og lokalt forankret. Det vil sige, at hvis man som aarhusiansk håndværker støtter, så går pengene også til den lokale afdeling i Aarhus, siger Sidsel Nybo Andersen.
Hun bliver bakket op af tømrer og ambassadør for kampagnen, Mikkel Parlo:
- Det er helt konkret, hvad pengene går til. For nogle håndværkere betyder det noget, at de kan se, at deres bidrag gør en forskel for de unge i deres område. Jo tættere på, det kommer, jo mere berører det en, og jo mere villig bliver man til at støtte. Og det føles jo også bare godt at vide, at man har gjort noget godt for andre, siger han.
Kampagnen 'En Hjælpende Hånd' er landsdækkende, og pengene går til udsatte børn og unge, der er tilknyttet en af de 113 aktiviteter rundt om i landet, som Ungdommens Røde Kors står for.