Overalt i hovedstaden har de stået. De forbandede grønne mure, der i årevis har gjort det ud for blandt andet Kongens Nytorv, Rådhuspladsen og Østerbrosiden af de københavnske søer.
De malede spånplader er blevet sat op for at skåne københavnernes sarte øjne for metroringens i alt 17 byggepladser, men de har også dannet ramme om tusindvis af arbejderes dagligdag.
Derinde bag væggene har de gravet, boret, støbt og muret, lavet el og brolagt. Derinde, skjult for borgerskabets nysgerrige blik, har de knoklet for at bygge noget ud af ingenting.
Murermester Michael Blomster er en af dem. Han har været murer i 39 år, hvis man tæller læretiden med, er i dag ansat i Øens Murerfirma og arbejdede i tre år på den nye metroring.
- Jeg har været med mange steder, omkring 15 stationer arbejdede vi på: Marmorkirken, Gammel Strand, Sønder Boulevard, Nørrebroskakten, Nuuks Plads og så videre. Stort set over det hele, siger han.
Arbejdet bestod primært i at mure skillerum. Noget af det, som man ikke kan se, når man er på selve stationerne, men som gemmer sig inde bagved.
Til det skulle murermester Blomster og hans hold bruge over 210.000 lecablokke, der hver vejer 16,9 kilo. Og fordi der går 10 lecablokke pr. kvadratmeter, kan man hurtigt regne ud, at holdet har muret over 21.000 kvadratmeter.
- Jeg har arbejdet på mange store projekter før, men alene fordi der er tale om så mange stationer, må det her nok være det største, siger Michael Blomster.
En speciel oplevelse
Som enhver pendler i hovedstaden ved, ligger metroens stationer godt gemt væk under jorden.
Af samme grund foregik størstedelen af murernes arbejde også mange meter under gadeniveau, nede i underverdenens fugt og mørke. En lidt speciel oplevelse, fortæller Michael Blomster, når man som murer er vant til at arbejde i dagslys.
- Psykisk kunne det godt være lidt af en prøvelse, og det var ikke alle, der kunne lide det. Vi havde folk, som måtte gå efter kun en halv dag under jorden. Men jeg havde det sådan set fint dernede, siger han og tilføjer:
- En dag var der en lærling, der ikke brød sig om det. Men så viste jeg ham rundt dernede i 15 minutter, så han kunne få en fornemmelse af det. Og bagefter sagde han: ’Det er sgu ikke så slemt, Blomster, som jeg havde fået at vide’. Og det synes jeg jo heller ikke, at det var.
Intet kommer i nærheden
Udover at befinde sig dybt nede i undergrunden måtte håndværkerne også affinde sig med dybe skakter. Det var noget, Michael Blomster skulle vænne sig til.
- Den dybeste skakt var der, hvor rulletrapperne skulle sidde. Der var omkring 30 meter ned. I starten kunne vi stå og kigge lodret ned til skinnerne i bunden. Det var lidt vildt. Men generelt var der afskærmet godt, og efterhånden støbte vi vægge. Så de fleste kom sig hurtigt over højdeskrækken, siger han.
Den nye metroring – eller Cityringen, som den er døbt – er det største anlægsprojekt i hovedstaden, siden kong Christian 4. anlagde Christianshavn for cirka 400 år siden.
Det er et enormt byggeri, der direkte eller indirekte beskæftiger op mod 4500 mennesker. Et historisk byggeri vil nogen måske sige. Og sådan er det også for mange af dem, der ligesom Michael Blomster har været med til at bygge det – det er et arbejde, der stikker ud, og et man kan være stolt af.
- Det her er meget anderledes, end hvad jeg tidligere har været vant til. Selve arbejdet med blokkene lå lige til højrebenet. Men mængden af blokke og vægge, der skulle mures op, var noget helt andet. Ingenting kommer i nærheden af det. Jeg har også hørt fra mine yngre kolleger, at det her metroarbejde er helt sikkert noget, de vil fortælle deres børn om, siger han.
Tænker ofte tilbage
Det sidste sted, Michael Blomster arbejdede på metroen, var ved Østerbro, hvor det foregik under Sortedams Sø. Her havde man dæmmet søen op, og sjakket arbejdede i månedsvis på byggepladsen midt i søen.
For Michael Blomster er arbejdet på metroen nu slut, og metroringen åbner efter planen til sommer. Murermesteren tænker dog stadig på arbejdet, når han kører forbi de steder, hvor han har muret under jorden.
- Vi snakker ofte om, når vi kører forbi søen hver morgen og aften, at dér har vi drukket kaffe og spist madpakker, lige dér midt ude i søen. Og sådan er det 15 steder i byen, hvor jeg har gået under jorden og knoklet. Det arbejde vil jeg nok tænke på i mange år fremover.
