TV-tømreren tester ’kaffefiltre’ til byggepladsens cowboydere

Hvad skal der til for at få flere til at tage en støvmaske på? Vi sætter 10 masker på Casper Kjerumgaard for at prøve at finde svaret

Foto: Mathias Gram
Foto: Mathias Gram

De kradser. Bevæger sig. Er svære at ånde i og tage på. Og det er jo kun en lille træplade, der skal skæres til, uden skyggen af asbest i nærheden.

Undskyldningerne kan være mange for at springe støvmasken over, når der skal renoveres, rives ned eller bygges op. De er tilsyneladende også udbredte. En rapport fra Arbejdstilsynet konkluderede i efteråret, at maskerne ganske vist er til rådighed blandt landets nedrivere, men at de ofte får lov at hænge i skurvognen.

I tiden efter kampagnen 'Stop Støv i Byggeriet' fra 2014 kunne tilsynet også se, at virksomhederne, der dengang deltog, ikke blev ved med at sikre sig ligeså godt mod støv. Det til trods for, at mange ifølge tilsynet var blevet overraskede over, hvor farligt almindeligt byggepladsstøv kan være.

Vi har derfor taget 10 forskellige engangsmasker under lup for at finde ud af, hvad en god støvmaske skal kunne – og ikke mindst hvad der skal til, for at få flere til at tage dem på. Hertil har vi allieret os med tv-tømrer Casper Kjerumgaard, der over 14 dage har testet maskernes komfort og brugervenlighed under arbejdet.

Alle maskerne tilhører P3-klassen, der er den mest filtrerende blandt engangsmaskerne. Her er man ikke kun beskyttet mod byggepladsstøv og gips, men også mod asbest, metalstøv og ved slibning af spartelmasse.

- Støv er vores usynlige fjende. Det er ikke noget, man tænker over, og effekten kommer først om 20, 30 eller 40 år. Først der får vi problemer med lungerne, fordi de er pakket til med støv fra et helt arbejdsliv, siger Casper Kjerumgaard.

Prøv nogle forskellige
Tv-tømreren kan godt genkende billedet af, at støvmaskerne engang imellem kan blive glemt eller nedprioriteret under arbejdet.

- Vi vender os lige så vinden er rigtig. Vi håndværkere kan være nogle cowboydere, går den så går den, og har vi sparet 10 minutter, så kommer vi det hurtigere hjem. Men det går jo ikke på den lange bane, siger han og tilføjer:

- De to minutter, det tager at tage masken på, dem har du i bund og grund brugt på at give dig selv et længere liv.

En god støvmaske skal ifølge Casper Kjerumgaard mestre tre ting: Den skal sidde godt, være nem at få på og være til at trække vejret i uden at anstrenge sig.

Mens stort set alle maskerne er nemme at trække vejret i, adskiller de sig en del fra hinanden, når det kommer til komfort og påføring.

Blandt testmaskerne er der både klassiske kopforme, klapbare 'kaffefiltre', som Casper Kjerumgaard kalder dem, og et par enkelte, der stikker uden for kategori. Under testen bliver det hurtigt klart for tv-tømreren, at flere af maskerne slet ikke passer til hans ansigtsform og er svære at få på.

Derfor opfordrer han til, at man bruger noget tid på at finde den maske, der passer bedst til en.

- Der vil være en større tendens til, at jeg får den brugt, hvis den også føles behagelig. Det er lidt som med handsker: Sidder de godt, uden at man kan mærke dem, så bruger man dem også mere, siger han.

Det samme gælder, når maskerne skal tages på. Mens nogle af testmaskerne er udstyret med to stropper eller nytænkte lukkemekanismer, holder andre sig til en enkelt strop, og det er ifølge tv-tømreren tydeligt, at flere af producenterne har brugt tid på den del masken. Det er der en særlig grund til, påpeger han.

- En af de vigtigste forudsætninger for, at man får brugt masken, er at den er nem at få på. Er den ikke det, vil mange lade den ligge, og det kan blive en barriere for sikkerheden, siger han.

Lige kedelige
En barriere er ifølge Casper Kjerumgaard også, at det ofte ikke er sejt at tage maske på. Meget afhænger dog af, om formanden på pladsen eller svenden, der har lærlinge med, går forrest og tager masken på, når det er påkrævet.

Producenterne kunne også gøre mere for at gøre maskerne mere tidssvarende og seje, mener tv-tømreren.

- De ligner jo noget fra Tjernobyl. Hvor er den Ferrari-røde eller den med grafitti? Her er så mange firmaer repræsenteret, og ikke én har tænkt 'vi skal gøre noget andet'. Maskerne er samme farve, selv båndene er enten røde eller hvide, siger Casper Kjerumgaard.

Han foreslår i stedet, at man giver entreprenører og murermestre lov til at designe deres egne masker med for eksempel firmalogo og samme farve, som det tøj, de går i.

- Det kunne være interessant at måle på, om flere så ville bruge maskerne, siger Casper Kjerumgaard.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

OX-ON Supreme

Foto: Mathias Gram
Foto: Mathias Gram
 

- Jeg kan godt få næseklemmen på, men jeg kan ikke få støvmasken under hagen og samtidig til at dække næsen, så den bliver lidt for lille til mit ansigt.

- Det er til gengæld positivt, at opspændingspunkterne er adskilt, og de virker faktisk.

- Den har indlæg i skålen, men det sidder sammen med masken og skulle have været lidt tykkere, hvis det for alvor skulle lukke til huden, siger Casper Kjerumgaard.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

OX-ON In-Safe

Foto: Mathias Gram
Foto: Mathias Gram

- Det kan være, det bare er mit ansigt, men jeg kan ikke få den til at sidde godt. Jeg kan godt få den ned over hagen, men det føles, som om den hele tiden er ved at glide op, når jeg bevæger mig med den. Og så kan jeg faktisk få en finger ned bag masken ved næsen.

- Ventilen fungerer godt, men skålen er for hård. Den har heller ikke noget skum, så det bliver lidt som tage en køkkenskål på munden, siger Casper Kjerumgaard.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Air+ med ventilator

Foto: Mathias Gram
Foto: Mathias Gram

- Den her er sjov. Det er en liret gadgetmodel, der giver noget lyd, og ventilatoren kører hurtigere, når man trækker vejret. Hvis det var sådan, at jeg havde en oplevelse af at få meget frisk luft ind, så ville det være mega fedt. Men jeg synes hurtigt, det er overstået, hvor godt det virker.

- Det trækker op, at den ser sej ud. Men den er svær at få på, og jeg synes ikke den sidder tæt nok til mit ansigt, siger Casper Kjerumgaard.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Würth FFP3

Foto: Mathias Gram
Foto: Mathias Gram

- Her er en skålmaske, som dækker min hage og næseryg, så jeg er beskyttet. Næseklemmen gør noget godt for mig, og den har skumindlæg, så den gør ikke ondt. Jeg ville godt kunne holde ud at have den på i tre timer.

- Den har et sjovt ophæng, som jeg ikke forstår. Jeg tror, de har tænkt, at man skal tage den på på en bestemt måde. Men det overkill, og måske kunne man have sparet en femmer, siger Casper Kjerumgaard.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Otto Schachner klapbar

Foto: Mathias Gram
Foto: Mathias Gram

- Jeg har svært ved at få den på, men den sidder bedre end den kopformede, og man ånder godt i den. Den føles lidt stiv, som når man tager et nyt jakkesæt på, men stivheden giver en fornemmelse af, at den sidder mere til.

- Næseklemmen er ikke specielt god her. Skal der være en næseklemme, så skal den også virke, og det gør den ikke rigtig her. Man trykker den ned, og så bøjer den ud igen, siger Casper Kjerumgaard.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Otto Schachner kop

Foto: Mathias Gram
Foto: Mathias Gram

- Det her er den maske, jeg forbinder med den allermest klassiske støvmaske. Den har adskilte ophæng, som man kan stramme foran, og jeg kan både se og mærke, at støvmasken bliver trukket til mig. Den har også et indlæg, som gør den behagelig at have på.

- Den er større i skålen, men kan ikke spændes ordentligt til ved næsen. Der er ikke nogen klemme, så jeg har et hul ned til næsen, siger Casper Kjerumgaard.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

3M kopformet

Foto: Mathias Gram
Foto: Mathias Gram

- Prøv at se, hvor stort et hul der er ved næsen. Den er virkelig for lille til mig, og får mig til at tænke, at jeg har verdens største hoved. Jeg sagde tidligere, at det var godt, når elastikkerne var adskilt, men her ville jeg gerne have haft mulighed for at spænde dem.

- Næseklemmen er også for lille. På den positive side er den nem at få på, men det kan være lige meget, hvis den ikke slutter tæt, siger Casper Kjerumgaard.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Vinderen: 3M 'Off-The-Face'

Foto: Mathias Gram
Foto: Mathias Gram

- Det er min favorit. Den sidder godt på mit ansigt og er behagelig at have på. Den har noget fylde, så jeg kan trække vejret, og jeg kan bevæge mig, uden at have fornemmelsen af at masken falder af.

Det tykke gummi kan jeg også godt lide. Det sidder langt fra filtret, og når man får masken på, tager det hensyn til alle ujævnhederne i ansigtet, så masken sidder til. Til gengæld kunne jeg ikke få strammerne til at fungere ordentligt, siger Casper Kjerumgaard.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

3M klapbar med ventil

Foto: Mathias Gram
Foto: Mathias Gram

- Hvis man kender den, kan man blive lidt forelsket i den. Den er nem at have med, fordi den ikke fylder noget, og så har man måske større tendens til at have den i inderlommen.

- Den sidder rigtig godt på mit ansigt, og den firkantede form er langt bedre, end jeg umiddelbart troede. Den sidder tæt, og den er rar at have på, når man bevæger sig. Udfordringen er at få den på, det kræver tilvænning, siger Casper Kjerumgaard.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

3M klapbar uden ventil

Foto: Mathias Gram
Foto: Mathias Gram

- Den her føles virkelig som et kaffefilter. Den har samme form og størrelse som den anden fra 3M, men mangler ventilen. Her har jeg en fornemmelse af, at jeg bliver spærret inde, og jeg kan ikke på samme måde trække vejret som i den anden model med ventil.

- Rent ergonomisk sidder masken godt, men den minder mig mest af alt om, hvor vigtig ventilen er på en støvmaske, siger Casper Kjerumgaard.

Skærm

Hent flere
Hent flere