Unge lærlinge skal bruge hinanden

I Assens er virksomhederne gået sammen og har oprettet et lærlingenetværk, hvor unge, der er i lære i en lokal virksomhed, mødes og udveksler idéer og erfaringer

Cirka 50 lærlinge er tilknyttet Lærling Vestfyn, som mødes med jævne mellemrum for at blive klogere på hinandens fag. Foto: Udvikling Assens
Cirka 50 lærlinge er tilknyttet Lærling Vestfyn, som mødes med jævne mellemrum for at blive klogere på hinandens fag. Foto: Udvikling Assens

Først fik de ét i Sorø, nu har de også et på Fyn. Et lærlingenetværk.

– Det er vigtigt, at de unge bruger hinanden, når de er i praktik og derfor ikke hver dag mødes med klassekammeraterne på skolen, siger Dan Johansen, formand for Dansk Byggeri Fyn.

Anledningen er netop, at Fyn i juni 2018 fik sit første netværk for lærlinge, hvorfor omkring 50 lærlinge fra lokale Assens-virksomheder i bygge-, anlægs- og installationsbranchen med jævne mellemrum mødes for at udveksle erfaringer, blive klogere på hinandens fag og lære nyt, og netværket er en ’succes’, lyder det fra folkene bag.

Det er Udvikling Assens samt de lokale bygge-, el- og VVS-virksomheder, der står bag det tværfaglige netværk ’Lærling Vestfyn’.

Det oplyser Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.

– Jeg håber, det kan være med til at gøre det mere attraktivt at vælge en erhvervsuddannelse og vise, at vi som branche gerne vil tage os godt af de unge, der vælger en fremtid inden for vores fag, siger formand for Dansk Byggeri Fyn, Dan Johansen.

Stor interesse
Lærling Vestfyn har afholdt de første arrangementer, og lærlingene har blandt andet været på besøg hos Strøjer Tegl, været til DM i Skills i Næstved og desuden været på rundvisning på en brandstation.

Hos Udvikling Assens, der er en erhvervsforening, som arbejder for at fremme udviklingen af det lokale erhvervsliv på Vestfyn, glæder direktør Kristine Lawaetz Lyngbo sig over, at så mange virksomheder og lærlinge har bakket og fortsat bakker op om netværket.

– Hvis det også i fremtiden skal være muligt for virksomhederne på Vestfyn at finde de medarbejdere, de har brug for, i nærområdet, må vi i fællesskab gøre det endnu mere attraktivt at vælge en erhvervsuddannelse, og det tror jeg på, at lærlingenetværket kan være med til. Virksomhederne har vist en stor interesse og bakket op ved i hverdagen at give plads til, at deres lærlinge kan deltage, siger hun.

Sorø var de første til at oprette et lærlingenetværk, og nu har Udvikling Assens sammen med de lokale virksomheder på Vestfyn også gjort det som de første på Fyn.

– Jeg kan kun anbefale andre på Fyn til at oprette et netværk for lærlinge, og vi deler gerne ud af vores erfaringer med at starte op og facilitere netværket, siger Kristine Lawaetz Lyngbo.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Vigtigt på en byggeplads

Her er de unge fra Lærling Vestfyn på besøg hos Strøjer Tegl. Foto: Udvikling Assens
Her er de unge fra Lærling Vestfyn på besøg hos Strøjer Tegl. Foto: Udvikling Assens
 

Hvad kan volde tømreren problemer? Hvad gør livet besværligt for mureren på byggepladsen? Hvordan foretrækker elektrikeren, at tingene foregår?

Når lærlinge mødes på tværs af brancher, som de gør i Lærling Vestfyn, bliver lærlingene klogere på hinandens fag og udfordringer.

Derved får de nemmere ved at arbejde sammen på byggepladsen, mener Dansk Byggeri.

– På en byggeplads er det vigtigt, at f.eks. tømreren har forståelse for de udfordringer, som elektrikeren står over for. På den måde bliver de bedre til at samarbejde og f.eks. hjælpe hinanden med at løse de problemer, der kan opstå på en byggeplads, og sammen få byggeriet færdigt til tiden, siger Dan Johansen, formand for Dansk Byggeri Fyn.

Senest har det fynske lærlingenetværk med 50 lærlinge i september holdt faglig fredagsbar med grill, hygge og uformelle fagkonkurrencer.

Skærm

Hent flere
Hent flere