’Vores børn bliver opdraget blåt og lyserødt’

Kun hver tredje virksomhed i byggeriet har fået ansøgninger fra kvindelige håndværkere. Ifølge Trine Callesen fra Byggeriets Kvinderåd kan man gøre meget for at tiltrække dem

Foto: Liv Høybye/Ritzau Scanpix
Foto: Liv Høybye/Ritzau Scanpix

Trine Callesen, der i dag ejer virksomheden TTC Byg, er på flere måde en atypisk tømrermester. For det første har hun været antropologistuderende på Københavns Universitet, inden hun besluttede at skifte spor. Og så er hun kvinde.

– I min tid på uddannelsen og i branchen har jeg kun mødt én kvinde, siger Trine Callesen, som foruden at være tømrermester er medlem af Byggeriets Kvinderåd, der arbejder for flere kvinder i håndværksbranchen.

Hendes oplevelse bakkes op af en analyse, som Dansk Byggeri har foretaget. Den viser, at 47 procent af virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen overvejer at ansætte kvindelige håndværkere. Og en lige så afgørende faktor for det billede, som Trine Callesen oplever, er, at kun hver tredje virksomhed i branchen har modtaget ansøgninger eller henvendelser fra kvinder.

Ud over arbejdstider og barselsregler er det ifølge Trine Callesen nogle samfundsstrukturer, der holder kvinderne væk.

– Byggebranchen har altid været mandsdomineret. Vores børn bliver opdraget blåt og lyserødt, så små piger har ingen rollemodeller i faget, siger hun.

Trine Callesen har dog en række bud på, hvordan man som mester kan få flere kvinder til at søge job i branchen.

Profilér kvinderne
- Jeg synes generelt, at mestrene skal profilere deres kvindelige håndværkere, alt det de kan. Hvis vi nu begynder at snakke om tingene, kan det være, at der sker noget mere. Dansk Byggeri kører projektet Boss Ladies, og det bør hver mester støtte op om, siger Trine Callesen.

Børnebøger
– Det ville være fantastisk, hvis man havde nogle børnebøger, hvor en af de kvindelige karakterer – det kunne for eksempel være moren – er håndværker. De findes ikke i dag. Og der kan man som mester støtte op om sådan et bogprojekt, hvis det opstår.

Nye barselsregler
– Barselsreglerne gør det svært for kvinder at arbejde i branchen og samtidig blive mor. Fagforeninger og interesseorganisationer gør en stor indsats for barselsforholdene, men hvis det skal lykkes, skal mestrene jo møde ind til forhandlingerne med samme indstilling.

Fjern kalenderne
– Jeg har været med til at foreslå, at håndværkerkalendere skal fjernes fra skurvognene. Mange af de firmaer, der sælger værktøj, sender uopfordret playboy-agtige kalendere ud med halvnøgne damer i arbejdstøj. Det kan virke afskrækkende for unge kvinder, påpeger Trine Callesen.

Ligestillingskursus
– Mester kunne sende sig selv og sine medarbejdere på en form for ligestillingskursus, hvor de bliver gjort opmærksomme på, hvad der kan ændres for at fremme arbejdsmiljøet, så kvinder føler sig velkomne. Man må sætte hårdt mod hårdt og sige, at det her er en del af vores image.

Besøg folkeskolerne
– Vi er nødt til at have nogle kvindelige håndværkere, der kommer ud på folkeskolerne og viser både drenge og piger, at kvinder også bruger skruemaskiner. Det er noget, som Dansk Byggeri kan være med til at facilitere, men det kræver et samarbejde med mester, slutter Trine Callesen.

Skærm

Hent flere
Hent flere