Zeppelinerbase restaureret i oprindelig stil

Tømrermester Kurt Backa har været med til at renovere Sønderjyllands allersidste bygningsværk fra Første Verdenskrig

Engang var hangaren fyldt med de flyvemaskiner, som den tyske hær brugte til at beskytte de skrøbelige luftskibe under Første Verdenskrig
Engang var hangaren fyldt med de flyvemaskiner, som den tyske hær brugte til at beskytte de skrøbelige luftskibe under Første Verdenskrig

Uden for Tønder i det danske grænseland ligger et stykke krigshistorie. På skovbunden i Soldaterskoven stikker fundamenterne fra et af Tysklands mest kuriøse krigsopfindelser op. Her ligger resterne af den gamle zeppelinerbase fra Første Verdenskrig.

Anlægget er der ikke meget tilbage af i dag. De tre kæmpehaller, der gav ly til tyskernes enorme luftskibe, er for længst gået til. Det samme er barakkerne, der engang husede 600 soldater. Men én bygning har overlevet: Den hangar, der indeholdt de flyvemaskiner, som havde til opgave at beskytte luftskibene.

Hangaren er det allersidste tilbageværende bygningsværk fra Første Verdenskrig i hele Sønderjylland. Så da den faldefærdige bygning sidste år sang på sidste vers, besluttede en række lokale kræfter at sætte alt ind på at få den restaureret.

Projektet kom på finansloven og fik statslige millioner i ryggen. Og opgaven gik til en lokal tømrermester, 49-årige Kurt Backa, der er indehaver af Jejsing Trælasthandel og Bygningssnedkeri i Tønder.

- Vi har renoveret hele tagkonstruktionen, som var meget, meget forfalden. De sagde, at det havde regnet ind i 30 år – så kan du måske forestille dig, hvordan det så ud. Det var pilråddent og faldefærdigt, siger han.

Byggeri, vi fortæller vores børnebørn om

  • Nogle byggeprojekter skiller sig ud fra mængden. Det kan være den færdige bygnings anvendelse, selve byggeprocessen eller de ting, man lærte undervejs, der får en til at vende tilbage til lige netop dét projekt, når man tænker tilbage.
  • Håndværk og faglig stolthed går hånd i hånd, og i en serie sætter Håndværkeren fokus på de byggerier, som man på et tidspunkt vil fortælle vores børnebørn om.
  • Dette er femte kapitel, hvor vi møder tømrermester Kurt Backa, der har været med til at restaurere den sidste hangar fra den gamle zeppelinerbase i Sønderjylland.

Kvaliteten kom først
Alt skulle, så vidt det var muligt, genopbygges i den oprindelige stil, så bygningens historiske værdi kunne bevares. Men i dag er det bygningsreglementet, der bestemmer, så holdet var nødsaget til at lave mindre ændringer i forhold til den oprindelige konstruktion.

- Det var fantastisk at bruge de gamle metoder og bygge i den oprindelige stil. Det tager lidt længere tid. I dag skal alting laves nemt og billigt, og det kommer for det meste an på pengene – men her tænkte man lidt mere på kvaliteten, og det var sjovt at få lov til, siger Kurt Backa.

Hele processen med at få bevaret resterne af den gamle hangar har for Kurt Backa været spændende at følge med i. Selv om han først trådte ind i projektet, da han bød ind på kommunens licitation, har det i hans øjne været noget af en lokal præs-tation.

- Jeg er så imponeret over alle de frivillige her fra egnen, som har stået for at få bevaret hallen. Det er et imponerende stykke arbejde, de har lavet. De brænder stadig for det, og dét tager jeg hatten af for, siger Kurt Backa.

Ifølge Kurt Backa var det gamle tag pilråddent. Privatfoto
Ifølge Kurt Backa var det gamle tag pilråddent. Privatfoto
 

Tømrermesteren fra Tønder er vant til store opgaver, og selv om flyhangaren er hele 78 meter lang, har den ikke skilt sig størrelsesmæssigt ikke ud fra nogle af de landbrugsbygninger, han fra tid til anden arbejder på. Alligevel var projektet i Soldaterskoven noget andet, fortæller han.

- Jeg er rigtig, rigtig glad ved, at vi i Tønder kan bibeholde den gamle hangar, så den ikke forsvinder. Vi snakker alle sammen om Anden Verdenskrig, men Første Verdenskrig var jo også enormt betydningsfuld. Her i grænselandet, hvor Danmarks grænse har flyttet sig frem og tilbage, er det også en kultur, som vi giver videre til vores børn. Så jeg er glad ved at have været med til at redde det, siger Kurt Bucka.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

'De kunne sgu godt regne dengang’

Arbejdet med at være tro mod den originale bygning har ikke været synderlig kompliceret. Men enkelte udfordringer er holdet alligevel stødt på undervejs, fortæller tømrermester Kurt Backa.

- Det sjove var, at ingeniørerne sagtens kunne beregne selve tagkonstruktionen i træ, men de kunne ikke beregne bæreevnen af gitterdragerne. Det er sådan nogle kæmpe stålkonstruktioner under taget, som spænder over næsten 30 meter, og de var så unikt lavet. Jeg har aldrig set noget lignende, siger han og tilføjer:

- Vi undrede os meget over, at man ikke kunne beregne dem i dag, for det har de jo måttet kunne, da hallen blev bygget for over 100 år siden. De kunne sgu godt regne dengang.

Men gitterdragerne står der, og de holder, forsikrer tømrermesteren. De tunge tagkonstruktioner er bygget på jorden og efterfølgende hejst op på hangaren med kran.

- Mine medarbejdere sagde også, at hold kæft det er godt, vi har en kran – dengang bar de det op! Så grinte vi lidt af det. Alle de hjælpemidler, vi har i dag ..., siger Kurt Backa.

Skærm

Hent flere
Hent flere