Medier: Trump tager sejr i Nevada og udbygger føring

Med få stemmer talt op har amerikanske medier regnet sig frem til, at Trump har vundet vælgermøder

Donald Trump fik også en sejr i South Carolina. Her får du reaktioner fra Donald Trump og hans tilhængere. Video: AP

Mangemilliardæren Donald Trump ligner en vinder ved Republikanernes vælgermøder i Nevada.

Flere førende medier i USA, herunder CNN, NBC og Fox News, peger på Trump-sejr med få stemmer optalt.

Med under fem procent af stemmerne talt op står Donald Trump ifølge CNN til at få over 40 procent af stemmerne i ørkenstaten.

Andenpladsen ser senatorerne Ted Cruz og Marco Rubio igen ud til at skulle slås om. De ligger på den gode side af 20 procent, og det er endnu ikke muligt at pege på, hvem der slutter med størst opbakning.

Netop kampen mellem Rubio og Cruz har været i fokus op til Nevada-afstemningen, da mange iagttagere peger på, at det bliver en af de to, som skal tage kampen op mod Trump.

De to resterende republikanske præsidentkandidater, John Kasich og Ben Carson, ligger umiddelbart langt efter med henholdsvis otte og fire procents opbakning.

Donald Trump vandt også seneste runde af primærvalgene, hvor det skal afgøres, hvem der bliver partiets endelige præsidentkandidat. Det var i South Carolina, hvor Trump tog en klar sejr foran Marco Rubio på andenpladsen og Ted Cruz på tredjepladsen.

Trump har også vundet i New Hampshire, mens Cruz vandt i Iowa.

Skridtet efter Nevada er den såkaldte Super Tuesday 1. marts, hvor adskillige stater går til valg samtidig. Det gælder blandt andet Texas, Georgia, North Carolina og Virginia.

Selve præsidentvalget i USA holdes 8. november.

På Demokraternes side kæmper tidligere udenrigsminister Hillary Clinton og Vermont-senator Bernie Sanders om præsidentnomineringen.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

OVERBLIK: Sådan finder partierne i USA deres præsidentbud

Hillary Clinton og Donald Trump fører hos henholdsvis Demokraterne og Republikanerne i kampen om at blive partiernes præsidentkandidat. Men de har lang vej endnu.

Her kan du læse mere om, hvordan præsidentkandidaten til efterårets præsidentvalg bliver fundet.

* De to store partier i USA, Demokraterne og Republikanerne, holder primærvalg for at udpege deres præsidentkandidat. Tilhængere af hvert enkelt parti kan pege på, hvem de ønsker som kandidat.

* Reglerne er forskellige fra stat til stat.

* Kandidaterne kæmper om at vinde delegerede, der skal pege på en kandidat ved partikonventet senere på året. Størstedelen af de såkaldte valgmænd vil efter primærvalgene være bundet til at stemme på en bestemt kandidat, mens nogle såkaldte superdelegerede ikke på forhånd er bundet til en kandidat.

* Iowa var den første delstat, der holdt valgmøder, mens det første primærvalg blev holdt 9. februar i New Hampshire.

* De sidste primærvalg holdes i juni. På dette tidspunkt er det dog som regel afgjort, hvem der bliver præsidentkandidater.

* Kandidaterne udpeges formelt på partiernes landsmøder, der i USA går under betegnelsen konventer. Republikanernes er i år 18.-21. juli, mens Demokraternes finder sted 25.-28. juli.

* Selve præsidentvalget finder sted 8. november.

Kilder: NTB, uspresidentialelectionnews.com, The Washington.

29 kommentarer
Vis kommentarer