David Bowie på ny Kashmir-plade

Kasper Eistrups største øjeblik - Verdensstjernerne David Bowie og Lou Reed i historisk samarbejde med Kashmir på ny cd

For første gang i dansk rockhistorie: To legender på en dansk rockudgivelse og Kasper Eistrup synger med. (Foto: Anders Brohus)
For første gang i dansk rockhistorie: To legender på en dansk rockudgivelse og Kasper Eistrup synger med. (Foto: Anders Brohus)
- Det var nok det største øjeblik i mit liv. Jeg kan stadig ikke helt fatte det. Kasper Eistrup, forsanger i Kashmir, er stadig starstruck, når man spørger ham, hvordan det var, at høre Bowie synge en af hans sange.

Resultatet er 'The Cynic', der kan høres, når det danske bands cd, 'No Balance Palace' udkommer 10. oktober. Både David Bowie og Lou Reed medvirker på cd'en.

Det er således første gang i dansk musikhistorie, at to levende legender medvirker på et dansk rockbands præmisser.

Bowie er ellers godt vant til duetter med andre verdensstjerner som Mick Jagger ('Dancing In The Streets'), Bing Crosby ('Little Drummer Boy') og Neil Tennant fra Pet Shop Boys. Og nu er det danske Kasper Eistrup, der står for tur:

- Han kendte såmænd vores musik i forvejen, fortæller en glad Eistrup fra Tyskland, hvor bandet promoverer deres kommende plade:

Bowie fan af Kashmir
- Jeg mødte ham ved en Killers-koncert i New York for et år siden, og han præsenterede sig rent faktisk som en fan, hvilket selvfølgelig var en kæmpe overraskelse. Vi havde en meget hyggelig aften og kørte en tur sammen i hans Lincoln Town-bil. Han spurgte meget til, hvad der rørte sig af musik i Danmark, hvorefter han sagde, at han rigtig gerne ville lave noget med os. Og da vi så havde lavet 'Cynic', sendte vi det over til ham. Egentlig troede jeg bare, det var noget, han havde sagt for at være flink, men efter nogle dage kom så den lakoniske besked: 'I would have no problem in doing that'.

- Tror du det har hjulpet, at jeres producer, Tony Visconti, har produceret samtlige Bowies plader i halvfjerdserne?

- Selvfølgelig, men Tony sagde, at Bowie ikke ville have rørt ved det, hvis ikke han kunne lide det, og jeg har da også fortsat kontakt med Bowie. Han har mailet mig et par gange, og har lige fortalt, at han har købt et bjerg ved Woodstock, smiler Kasper Eistrup, der indrømmer, at bandet var imponeret:

- Ja, men det var da et af de største øjeblikke i mit liv. Han er jo en institution og nummer tre på min liste over de mest indflydelsesrige mænd i rockhistorien, og de to andre, Elvis og Lennon, er jo døde. Han er et utrolig engageret menneske. Bruger to-tre timer om dagen på at tjekke kunst, arkitektur, musik og film på nettet. Han er storforbruger af kultur. Og kolossalt musikalsk.

Lou Reed en speciel fætter
Kasper Eistrup understreger, at Kashmirs nye plade godt kan stå uden Bowie.

- Men den er en super bonus, prikken over i'et. Han passede bare rigtig godt til det nummer.

Også Bowies tidligere legekammerat, legenden Lou Reed, dukker op på den nye Kashmir-plade.

- Jeg havde skrevet et lille stykke tekst, som jeg skulle have læst op hen over noget instrumentalt, vi havde improviseret. Så foreslog Tony (Visconti) Lou Reed, som overraskende nok var frisk på ideen. Det var også interessant at møde ham, men han er jo ikke ligefrem den mest hjertevarme fætter, smiler Eistrup. Han talte stort set kun om tai chi. Det er fedt, at han er med, men det er en parentes på pladen og ikke en egentlig komposition.

Kashmirs plade 'No Balance Palace' er ude 10. oktober, ligesom nummeret med Bowie, der udkommer single nogenlunde samtidig.
kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen