Boilesen først klar til næste sæson

Ajax Amsterdams venstre back skal holde sig i ro i fire til seks uger - Boilesen ventes klar til næste sæson

Boilesen er definitivt ude af EM-slutrunden. (Foto: AP)
Boilesen er definitivt ude af EM-slutrunden. (Foto: AP)

Nicolai Boilesen må holde en pause i minimum en måned på grund sin fjerde fiberskade i denne sæson for Ajax Amsterdam.

Klubbens læge, Edwin Goedhart, regner med, at den danske venstre back skal holde sig i ro i fire til seks uger.

- Det er et stort tilbageslag, men der er i øjeblikket ingen grund til at tro, at denne skade er et vedvarende problem. I begyndelsen af næste sæson skulle Nicolai være klar til at spille igen, siger lægen til avisen De Telegraafs hjemmeside.

Læs også: Simon Poulsen giver Morten Olsen EM-ro

Boilesen, der ikke kommer med til sommerens EM for det danske landshold, blev skadet i forbindelse med mandagens træning, og det er fjerde gang i denne sæson, at Boilesen er ramt af en fiberskade.

Uheldet var første gang ude efter Boilesen i september sidste år under en ligakamp mod PSV Eindhoven.

I oktober gik det igen galt, og endnu en nedtur kom ved comebacket mod Manchester United i Europa League i februar, hvor den tredje fiberskade ramte Boilesen.

Inden sine skader var Boilesen fast mand hos den hollandske mesterklub, som er på vej mod et titelforsvar i Æresdivisionen. Desuden var han et godt bud på en fast venstre back til Morten Olsens landshold.

0 kommentarer
Vis kommentarer