Danske fodboldfans: For stor risiko i Ukraine

EM-værtsnationen får ikke meget glæde af danske fodboldtilskuere

De danske roligans gruer for Ukraine (Arkivfoto: Lars Poulsen)
De danske roligans gruer for Ukraine (Arkivfoto: Lars Poulsen)

Ukraine tiltaler ikke De Danske Roligans, og derfor bliver de helt væk. Præcis som det danske landshold har roligan-bevægelsen valgt at slå lejr i Polen, selv om Danmark skal spille sine tre indledende puljekampe i de ukrainske byer Kharkiv og Lviv.

Og til den første kamp mod Holland i Kharkiv, tæt på den russiske grænse i den østlige del af Ukraine, bliver roligan-foreningen helt væk.

– Vi vil ikke betale 5000 kroner for at rejse derop, og så er risikoen for stor ved at rejse sådanne steder hen. Vi har også set de film på nettet, hvor politiet går amok, og vi har også fra andre kilder hørt om politibrutaliteten, siger bestyrelsesmedlem i De Danske Roligans Dennis Petersen.

EM 2012 - 4. apr. 2012 - kl. 10:14 Se her roligans: Velkommen til Ukraine

Foreningen sviger dog ikke det danske landshold under EM. Til de to kampe i Lviv mod Portugal og Tyskland kommer foreningen med trommer og horn og hele pivtøjet. Men det bliver hurtigt ind og hurtigt ud.

Lang bustur
– Vi har valgt at placere vores fanlejr i Krakow i Polen. Vi regner med at blive 400-500 i alt, og så tager vi derfra og op til de to kampe Lviv, som er en gammel, polsk by og er placeret i Vest-Ukraine. Der er er stor forskel på øst og vest i Ukraine, og man kan slet ikke sammenligne Polen og Ukraine, siger Dennis Petersen.

Han har tidligere arbejdet i en årrække som rejseguide i Polen og har et stort kendskab til forholdene i den del af Østeuropa.

Usikker på Ukraine
– Jeg har aldrig været utryg i Polen, og jeg er aldrig blevet overfaldet. Ved Ukraine er jeg mere usikker. Forleden talte jeg med en, som har boet ti år i Ukraine, og som ville fortælle os, hvor godt landet er. Så spurgte jeg ham, hvor tit han var blevet overfaldet. Fire-fem gange måtte han indrømme. Vi bliver boende i Polen, siger Dennis Petersen.

I øvrigt er der 323 km fra Krakow i Polen til Lviv i Ukraine. Så der bliver god tid i bussen til at lære slagsangene.

0 kommentarer
Vis kommentarer