Top 50: De største danskere og svenske spillere nogensinde

Ekstra Bladet har rangeret de 50 største profiler fra Danmark og Sverige i historien. Men hvem er bedst?

Man kan lige så godt spørge, hvem der er den bedste kok nogensinde. Det er ren smag og behag. Det afhænger blandt andet af, om man er til fransk mad eller kinesisk.

Men når vi nu alligevel har sat os for at bestemme, hvem der er den bedste fodboldspiller i Danmark/Sverige nogensinde, så må vi nødvendigvis også opstille nogle kriterier.

For hvordan bedømmer sammenligner man eksempelvis Zlatan Ibrahimovic og Peter Schmeichel?

Preben Elkjær tiljubles efter en scoring i Idrætsparken mod Sovjetunionen i 1985. Flere af koryfæerne fra dengang kan findes på listen her. (Foto: Morten Overgaard/Polfoto)
Preben Elkjær tiljubles efter en scoring i Idrætsparken mod Sovjetunionen i 1985. Flere af koryfæerne fra dengang kan findes på listen her. (Foto: Morten Overgaard/Polfoto)
 

Svenskeren har scoret over 400 mål i sin karriere, Schmeichel har forhindret mindst det samme. Og så vandt han åde EM og Champions League, ligesom han var den bedste målmand i verden i flere år i træk og måske den bedste målmand nogensinde. Men det er ikke nok til at vinde her.

Vi har valgte at prøve at bedømme, hvem der er den største spiller i Norden nogensinde, bedømt på succes og kendthed i samtiden – og dermed ikke som sådan bedømme, hvem der er den bedste dansk/svenske spiller nogensinde. Det sidste er nemlig smag og behag.

Køen af danske spillere, der trængte sig på til listen, men som ikke nåede med, er meget lang. Knud Lundberg, Lars Bastrup, Jesper Grønkjær, Dennis Rommedahl, Thomas Sørensen, Christian Eriksen og John Sivebæk var eksempelvis oppe at vende.

Blandt svenskerne blev især Stefan Schwartz, Olof Mellberg og Martin Dahlin diskuteret, inden de røg ud af listen. De må nøjes med hædrende omtale, hvilket vi i forbindelse med denne liste af storspillere også mener er flot.

***

1. Zlatan Ibrahimovic

Det er vel kun Björn Borg, der tilnærmelsesvis kan måle sig med angriberen fra Rosengård i diskussionen om, hvem der er Sveriges største idrætsmand igennem tiderne. At skrive om alle Zlatans triumfer ville være for omfattende.

Ganske kort kan det siges, at han har vundet og domineret overalt, han er kommet. I sine 14 sæsoner i udlandet er det blevet til 12 mesterskaber. Og så er der målene. 411 i 749 kampe. At der har været perler imellem er bare en bonus. Soloturen for Ajax, hælmålet mod Italien, saksesparket mod England. Listen er lang. I mandags fik han så sin tiende guldbold og er allerede Sveriges mest scorende.

 Zlatan har den x-factor, alle taler om. Man er blevet forvænt med, at den karismatiske kaptajn formår at gøre det uventede. Hvis bare dog han havde været født nogle kilometer længere mod vest…

Zlatan jublede euforisk, da han passerede Sven Rydells 82 år gamle rekord og blev den mest scorende landsholdsspiller nogensinde for Sverige. Nu har han grund til at juble igen. Ekstra Bladet har sat ham øverst på listen over de bedste danskere og svenskere i historien. (Foto: AP)
Zlatan jublede euforisk, da han passerede Sven Rydells 82 år gamle rekord og blev den mest scorende landsholdsspiller nogensinde for Sverige. Nu har han grund til at juble igen. Ekstra Bladet har sat ham øverst på listen over de bedste danskere og svenskere i historien. (Foto: AP)

2. Michael Laudrup

Det kreative omdrejningspunkt på Barcelonas ’Dream Team’ 1989 til 1994, hvor han støbte kuglerne til Romario og Stoichkov og også selv scorede masser af mål, da de vandt mesterskabet i 1990, 1991, 1992 og 1993.

Skiftede derefter til Real Madrid, som han sikrede mesterskabet i 1994. CL-vinder i 1992. Havde han været med til at vinde EM i 1992, så havde han nok toppet vores liste, men ved den lejlighed havde han meldt afbud til landsholdet. 'Den bedste spiller i verden, jeg fatter ikke, at han ikke har vundet titlen som bedste spiller,’ sagde holdkammeraten Pep Guardiola dengang, mens Franz Beckenbauer sagde: ’Pele var bedst i 1960’erne, Cruyff i 1970’erne, Maradona i 1980’erne og Laudrup i 1990’erne.’

Michael Laudrup glider forbi Victor Diogo ved VM i 1986 i Mexico. Kampen endte 6-1 til Danmark efter en storslået Laudrup-opvisning. (Foto: Popperfoto/Polfoto)
Michael Laudrup glider forbi Victor Diogo ved VM i 1986 i Mexico. Kampen endte 6-1 til Danmark efter en storslået Laudrup-opvisning. (Foto: Popperfoto/Polfoto)

3. Allan Simonsen

Det nærmer sig det tragiske, at ungdommen mest forbinder den lille mand fra Vejle med Vild med Dans. For hvis der var en, der kunne true Michael Laudrups position i toppen af dansk fodbold, så er det Simonsen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at juryen bag denne liste seriøst overvejede at bytte rundt på de to. Ingen anden på denne liste har præsteret at blive kåret som årets spiller i Europa, som Simonsen gjorde i 1977.

Og ingen overhovedet har som den blot 165 cm ’høje’ offensivspiller formået at score i samtlige tre europæiske cup-finaler (ja, engang var der tre – red.). Tre tyske mesterskaber sendte ham til Barcelona, hvor det krævede en Diego Maradona at fortrænge den lille, store dansker.

Fire legender på gåtur. Fra venstre er det Frank Arnesen, Søren Lerby, Allan Simonsen og Preben Elkjær. (Foto: Mogens Berger/Polfoto)
Fire legender på gåtur. Fra venstre er det Frank Arnesen, Søren Lerby, Allan Simonsen og Preben Elkjær. (Foto: Mogens Berger/Polfoto)

4. Gunnar Gren

Gunnar Gren blev i 1946 den første vinder af guldbolden og havde stor succes på landsholdet. I OL-finalen i 1948 scorede han to gange og lagde op til den sidste scoring i 3-1-sejren over Jugoslavien. Det blev Grens billet til Milan, hvor han var en del af 'Gre-No-Li'-trioen og fik kælenavnet ’Il Professore’ for sin exceptionelle teknik og spilforståelse.

To gange valgt som Serie A’s bedste udlænding, inden han vendte hjem. Var med til som 37-årige at vinde VM-sølv på hjemmbane og spillede sidste turneringskamp som 56-årig i 4. division.

5. Peter Schmeichel

Den vigtigste spiller i den danske EM-triumf i 1992, hvor han spillede fænomenalt. Vandt tre danske mesterskaber med Brøndby, og nåede UEFA Cup-semifinalen i  1991, før han skiftede til Manchester United.

Den nordengelske klub ikke havde vundet mesterskabet i 26 år, da den med Schmeichel mellem stængerne vandt titlen i 1993. Vandt på otte sæsoner fem engelske mesterskaber med United, The Treble og Champions League i 1999. Kåret til verdens bedste målmand i 1992 og 1993. Rekordholder med sine 129 landskampe for Danmark.

Peter Schmeichel har næsten vundet alt, der er at vinde. Han må nøjes med en femteplads på denne liste, men hans meritter er svære at negligere. (Foto: Jens Dresling)
Peter Schmeichel har næsten vundet alt, der er at vinde. Han må nøjes med en femteplads på denne liste, men hans meritter er svære at negligere. (Foto: Jens Dresling)

6. Gunnar Nordahl

Tankcenterforwarden blev Sveriges første fodboldprof, da Milan købte ham efter den svenske guldmedalje ved OL i 1948. En guldmedalje, han i øvrigt vandt sammen med brøderne Knut og Bertil.

Han blev Serie A-topscorer fem gange på seks sæsoner og har stadig flere rekorder i Støvelandet. Han er den mest det højeste målsnit – 0,77 mål per kamp – og den, der har scoret flest mål i en sæson: 35. I alt blev det til 225 mål i 291 kampe i Italien. Nordahl blev også topscorer i Allsvenskan fire gange og scorede 43 mål i 33 landskampe.

7. Preben Elkjær

Var med vigtige og ofte specielle mål en nøglespiller, da Danmark rejste sig fra europæisk C-nation til A-nation med kvalifikationen til den første slutrunde, EM 1984, hvor det blev til en semifinale mod Spanien, og VM i 1986, hvor danskerne blandt andre smadrede Uruguay med 6-1 og Vesttyskland med 2-0.

Kåret til tredjebedste spiller ved VM i 1986. Skiftede fra belgiske Lokeren til Verona i verdens stærkeste liga, Serie A, i 1984, hvor han i sin første sæson igen var en af nøglespillerne i klubbens første og eneste mesterskab. Blev nummer tre i afstemningen om Europas bedste fodboldspiller i 1984, året efter blev han nummer to.

Preben Elkjær danser sig behændigt igennem Englands defensiv i en kvalifikationskamp på Wembley i 1983.
Preben Elkjær danser sig behændigt igennem Englands defensiv i en kvalifikationskamp på Wembley i 1983.

8. John Hansen

Superangriberen fra Juventus er et godt eksempel på, at italienerne er bedre til at huske deres legender end danskerne. For i Torino er der ingen, som har glemt Serie A-topscoreren fra 1952.

Med syv mål – og især fire i 5-3 sejren over Italien – spillede Hansen en hovedrolle i den danske OL-bronze i 1948. Otte mål blev det til i 10 landskampe, og et dansk mesterskab med Frem, inden turen gik til Juventus, hvor han vandt både hjerter og to titler. Nåede også at runde Lazio, før han vendte hjem.

9. Harald Nielsen

I en tid uden sociale medier blev Harald Nielsen dansk fodbolds første superstjerne, der rakte langt ud over kridtstregerne. Ikke mindst i kraft af ægteskabet med Far til Fire-stjernen Rudi Hansen.

Men det var evnerne foran mål, som gjorde Guld-Harald til noget helt særligt. Fra hattrick-debutten for Frederikshavn, gik det stærkt. Han blev OL-topscorer, da Danmark hentede sølv i 1960, to gange Serie A-topscorer for Bologna og verdens dyreste spiller, da Inter smed seks mio. kroner i 1967.

Harald Nielsen flugter og scorer ved OL mod Tunis i 1960. (Foto: Mogens Berger/Polfoto)
Harald Nielsen flugter og scorer ved OL mod Tunis i 1960. (Foto: Mogens Berger/Polfoto)

10. Henrik ’Henke’ Larsson

En mand af få ord, der i stedet lod fødderne tale. Et ikon i Celtic hvor han havde syv fortræffelige sæsoner med 242 mål i 312 kampe. Har også vundet mesterskaber i  Spanien og England. Henke Kom til Barcelona i en moden fodboldalder og stod som indskifter for to kampafgørende assist i Champions League-finalen mod Arsenal i 2006.

På landsholdet var han med til at få VM-bronze i 1994 og afgørende for den succes, Sverige havde i starten af årtusindet. Med ni fuldtræffere er han de blå-gule bedste mesterskabsskytte.

 

Thomas Sørensen bremser Henrik 'Henke' Larsson. Det var der ikke mange, der formåede i svenskerens storhedstid. (Foto: Ernst van Norde)
Thomas Sørensen bremser Henrik 'Henke' Larsson. Det var der ikke mange, der formåede i svenskerens storhedstid. (Foto: Ernst van Norde)

***

11. Morten Olsen

Ingen har tegnet landsholdet i samme grad som den siddende landstræner. 102 landskampe blev det til som spiller. Og som verdens bedste libero i 1980’erne var han en af nøglefigurerne, da ’Danish Dynamite’ væltede verden. Siden er det blevet til 164 landskampe som både rost og udskældt landstræner.

12. Nils Liedholm

En del af 'Gre-No-Li'-trioen i Milan og anfører og målskytte i VM-finalen i 1958. Fik også stor trænerkarriere.

'Gre-No-Li'-trioen med Gunnar Nordahl til venstre, Niels Liedholm i midten og Gunnar Gren til højre. (Foto: AP)
'Gre-No-Li'-trioen med Gunnar Nordahl til venstre, Niels Liedholm i midten og Gunnar Gren til højre. (Foto: AP)

13. Brian Laudrup

Stor dribler i storklubber som Bayern og Milan og konge i Skotland hos Rangers. Flyvende under EM i 1992.

14. Torbjörn Nilsson

Sparkede IFK Göteborg til stor europæisk succes i 80’erne og klubbens bedste målskytte igennem tiderne.

15. Tomas Brolin

Angriberen oplevede sin stjernestund under VM 1994, hvor det blev til bronze. Havde også gode år i Parma.

16. Pauli Jørgensen

Frem’eren var født til at lave mål og sparkede klubben til mesterskaber før krigen. 44 mål for Danmark

.

Yderst til højre ses Frems legendariske angriber, Pauli Jørgensen, der på 47 landskampe scorede 44 mål.
Yderst til højre ses Frems legendariske angriber, Pauli Jørgensen, der på 47 landskampe scorede 44 mål.

17. Kurt Hamrin

Afgjorde VM-semifinalen i 1958. Siden lang, flot karriere hos Fiorentina og Milan med adskillige titler.

18. Henning Jensen

Fodboldenglen fra Nørresundby scorede i 70’erne mål for stærke Gladbach og mægtige Real Madrid.

Henning Jensen poserer flankeret af Søren Lerby, Ajax Amsterdam-kollegerne. (Foto: ANP)
Henning Jensen poserer flankeret af Søren Lerby, Ajax Amsterdam-kollegerne. (Foto: ANP)

19. Lennart ’Nacka’ Skoglund

En af svensk fodbolds største artister. Målskytte i VM-semifinalen i 1958 og italiensk mester med Inter.

20. Carl Aage Præst

Den elegante angriber blev efter OL i 1948 helt i Juventus og kåret som mest populære ikke-italiener.

***

21. Poul ’Tist’ Nielsen

52 mål i 38 kampe gjorde KB’eren til landsholdets skarpeste målscorer nogensinde. Vandt seks mesterskaber.

22. Fredrik Ljungberg

Den arbejdsomme kantspiller blev solgt til Arsenal efter en brandkamp mod England i 1998. Han scorede i debuten mod Peter Schmeichels Manchester United og havde stor succes i ni sæsoner. Var blandt Premier Leagues allerbedste i 2002 og også landsholdsanfører i en periode. Vandt den svensk guldbold to gange.

Ljungberg blev kåret til Årets Spiller i Sverige i 2006. Siden har Zlatan Ibrahimovic vundet prisen hvert eneste år. (Foto: AP)
Ljungberg blev kåret til Årets Spiller i Sverige i 2006. Siden har Zlatan Ibrahimovic vundet prisen hvert eneste år. (Foto: AP)

23. Agne Simonsson

Den eneste svensker i Real Madrid. Med til at hente VM-sølv i 1958. 27 mål i 51 landskampe.   

 

Da Friends Arena blev indviet i Stockholm i 2012, blev Agne Simonsson ført på banen af Pelé, svenskerens modstander og 17-årige overmand ved VM-finalen i 1958.
Da Friends Arena blev indviet i Stockholm i 2012, blev Agne Simonsson ført på banen af Pelé, svenskerens modstander og 17-årige overmand ved VM-finalen i 1958.
   

24.  Karl Aage Hansen

Vandt OL-bronze i 1948, inden turen gik til England og Italien, hvor han blev mester med Juventus.

25. Ronnie Hellström

Stod i det svenske mål ved tre VM-slutrunder og vandt siden to tyske pokaler med Kaiserslautern.

26. Søren Lerby

Indpiskeren på 80’er-holdet. Nåede tre slutrunder. Stjerne i Bayern og Europa Cup-vinder med PSV.

 

Søren Lerby danser forbi Uruguay-spillerne ved VM i 1986. (Foto: Finn Frandsen)
Søren Lerby danser forbi Uruguay-spillerne ved VM i 1986. (Foto: Finn Frandsen)

27. Frank Arnesen

Den anden ’Amager-tvilling’. Plaget af skader, men verdensklasse på kanten ved EM i 84 og VM i 86.

Arnesen drev gæk med alverdens forsvar og havde diamanter i benene -  men også glas. (Foto: Ole Frederiksen)
Arnesen drev gæk med alverdens forsvar og havde diamanter i benene - men også glas. (Foto: Ole Frederiksen)
 

28. Jon Dahl Tomasson

’Verdens bedste inderside’ nåede at blive delt dansk landsholdstopscorer med 52 mål i 112 landskampe.

29. Patrick Andersson

Sikrede Bayerns mesterskab i 2001, hvor han også blev CL-vinder, før turen gik til Barcelona.

30. Jonas Thern

Anfører for de svenske VM-bronzevindere i 1990, inden han tog til Italien og Skotland.

***

31. Helge Bronée

Europæisk fodbolds playboy nummer 1 i 1950’erne. Storspiller i Serie A for Roma, Juventus og Palermo.

32. Sophus ’Krølben’ Hansen

OL-sølv i 1908 og 1912, 72 mål i 18 kampe for Holstein Kiel. 10 mål i en landskamp mod Frankrig.

Sophus 'Krølben' Hansen på sine ældre dage. (Foto: Polfoto)
Sophus 'Krølben' Hansen på sine ældre dage. (Foto: Polfoto)

33. Bo ’Bosse’ Larsson

Sikreste mand på holdkortet på det svenske landshold i 1970’erne. Kunne spille alle pladser.

34. Ivan Nielsen

Bedste markeringsspiller på det danske landshold nogensinde. Vandt Europa Cuppen for mesterhold med PSV.

Overskæggene var i fuldt flor i 1985 - her ved Ivan Nielsen og Klaus Berggren. (Foto: Morten Langkilde)
Overskæggene var i fuldt flor i 1985 - her ved Ivan Nielsen og Klaus Berggren. (Foto: Morten Langkilde)
 

35. Glenn Hysén

UEFA Cup-vinder med både Göteborg og Fiorentina, engelsk mester med Liverpool i 1990.

36. Flemming Povlsen

Nøglespiller for det danske landshold under EM-triumfen i 1992.

37. Ove Kindvall

Målsluger for landsholdet og for Feyenoord, som han vandt Europa Cuppen for mesterhold med i 1970.

Den svenske VM-trup fotograferet før VM i 1974. Ove Kindvall gemmer sig tredjeyderst til venstre på bagerste række. (Foto: AP)
Den svenske VM-trup fotograferet før VM i 1974. Ove Kindvall gemmer sig tredjeyderst til venstre på bagerste række. (Foto: AP)
 

38. Björn Nordkvist

Prototypen på en forsvarsklippe. 115 landskampe, 92 som anfører, tre VM-slutrunder.

39. Daniel Agger

Ingen over og ingen ved siden af Brøndby- og Liverpool-ikonet på det aktuelle landshold. Fra Vestegnen gik turen til Anfield, hvor det både blev til en FA Cup-triumf og en tabt Champions League-finale. Skader har drillet i en karriere, der alligevel gør ham til en af Danmarks største nogensinde.

 

Daniel Agger er den ubestridte leder på landsholdet, der skal føre os til EM. (Foto: Jens Dresling)
Daniel Agger er den ubestridte leder på landsholdet, der skal føre os til EM. (Foto: Jens Dresling)

40. Johnny Hansen

Fast højre back på det FC Bayern-hold, der talte Franz Beckenbauer, Sepp Maier og Gerd Müller.

***

41. Thomas Ravelli

Det siges, at målmænd er halvskøre – og det passer i hvert fald på Ravelli. I 80’erne og 90’erne satte den karismatiske keeper fra Öster og IFK Göteborg kulør på svensk og international fodbold. Højdepunktet var VM-slutrunden i 1994, hvor hans straffesparksredninger sendte Sverige i semifinalen. 143 landskampe.

Ravelli holder på bolden ved  VM mod Bulgarien i 1994. Holdet endte i semifinalen - meget takket være Ravelli, den gale keeper, der reddede flere straffespark ved slutrunden. (Foto: Fotosports International)
Ravelli holder på bolden ved VM mod Bulgarien i 1994. Holdet endte i semifinalen - meget takket være Ravelli, den gale keeper, der reddede flere straffespark ved slutrunden. (Foto: Fotosports International)

42. Jan Mølby

Den bedste pasningsspiller i Liverpool FC’s historie.

43. Ralf Edström

Storspiller ved VM 1974, målsluger for PSV, Göteborg og Standard Liege.

44. Glenn Strömberg

UEFA Cup-vinder med Göteborg 1982, midtbanegeneral for landsholdet, Benfica og Atalanta.

45. Thomas Gravesen

Storspiller for det danske landshold og for Everton i Premier League. Falmede efter skifte til Real Madrid.

46. Per Røntved

Bærende for det danske landshold i 1970’erne, 40 mål i 200 kampe som defensiv spiller for Werder Bremen.

Per Røntved var populær blandt de danske journalister, der alle ville have en kommentar fra stjernen. (Foto: Ole Steen)
Per Røntved var populær blandt de danske journalister, der alle ville have en kommentar fra stjernen. (Foto: Ole Steen)

47. Roger Magnusson

Legende i Marseille, hvor han huserede som målfarlig fløjspiller 1968-1974.

48. Christian Poulsen

Lang karriere på topplan for blandt andre FCK, Schalke 04, Sevilla (EL-vinder), Juventus, Liverpool og Ajax.

49. Anders Svensson

Svensk rekordholder med 148 kampe på landsholdet. Som 39-årig stadig aktiv for Elfsborg.

50. Thomas Helveg

108 landskampe og fem slutrunder for Danmark, 10 sæsoner i Serie A for Udinese, Inter og Milan.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

87 kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jesper Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen