Her er årets bedste danske film

Filmåret 2012 bød på mange højdepunkter. Se her hvilke danske film, der røg ind på Top 5

'En kongelig affære' er Ekstra Bladets bud på årets bedste danske film. (Foto: Nordisk Film og SF-Film)
'En kongelig affære' er Ekstra Bladets bud på årets bedste danske film. (Foto: Nordisk Film og SF-Film)

Her er Ekstra Bladets bud på årets største filmoplevelser i det, der tegner til at blive endnu et rekordår for biograferne. Hverken HD tv’er, computer streaming eller video on demand har endnu kunnet udkonkurrere den bogstavelig talt store oplevelse, det er at sætte sig i biografmørket, slukke mobilen og lukke alt andet end filmoplevelsen ude.

Filmproducenterne skruer – af (sikkert berettiget) fremtidsangst – op for 3D-effekterne, ind i mellem så det truer med at drukne historien i rutsjeture, hvilket nok ikke er nogen langtidsholdbar strategi. Her tror vi stadig på det gode manuskript, hvad enten det angår superheltefilm som ’The Dark Knight Rises’, historiske dramaer som ’En kongelig affære’ eller en overraskende fransk feelgood succes som ’De urørlige’.

Og for en god ordens skyld: Der er tale om spillefilm, der har haft dansk biografpremiere i 2012. Derfor må eksempelvis både Vinterbergs ’Jagten’ og Benh Zeitlins mesterlige ’Hushpuppy’ vente til næste års lister.

Og fremragende dokumentarfilm som ’Searching for Sugarman’, ’The Act of Killing’ og ’Palme’ samt gode danske bud som ’Testamentet’ eller ’Lej en familie A/S’ må af pladshensyn nøjes med at blive anbefalet her. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at dokumentargenren i disse år er inde i en rivende udvikling både, hvad kunstnerisk niveau og publikumstække angår. Heldigvis.

Tak for i år. Vi ses på række 7 midtfor i 2013.

1. En kongelig affære. Instr.: Nikolaj Arcel. Ude på dvd
Den kunstneriske og den kommercielle succes går for en gangs skyld ubesværet hånd i hånd i Arcels fornemme portræt af trekanten Jacob Struensee, Caroline Mathilde og Christian den 7. Alene i Danmark har den solgt 528.000 biografbilletter. Og det store udland har også taget filmen til sig. Den har modtaget både en Golden Globe-nominering og er shortlistet til en Oscar.

Historien et så fantastisk, at den næsten kun kan være sand. Eminent forløst af Arcel, hans faste medmanuskriptforfatter Rasmus Heisterberg samt resten af holdet, der imponerer på stort set alle pladser.

Rasmus Videbæks CinemaScope-billeder er udsøgte, og castingen er noget nær perfekt – og modig – med forholdsvis ubeskrevne blade som svenske Alicia Vikander og teaterskoleeleven Mikkel Boe Følsgaard i rollerne som dronningen og kongen, der begge gør indtryk. Mads Mikkelsen er stjernen, der samler det hele som en uforglemmelig Struensee.

2. Kapringen. Instr.: Tobias Lindholm. Ude på dvd 19. februar
’Kapringen’ er først og fremmest et klaustrofobisk drama med to mænd og to rum i fokus. På den ene side skibskokken Mikkel (Pilou Asbæk) og hans fangehul om bord på MZ Rozen i det Indiske Ocean. På den anden side skibsrederen Peter Ludvigsen (Søren Malling) og det direktionslokale, hvorfra han og en lille håndfuld betroede medarbejdere forhandler med piraterne gennem fem måneder. Suverænt eksekveret af Lindholm, der står som et af de mest lysende talenter i dansk film lige nu.

3. You and Me Forever. Instr.: Kaspar Munk. Ude på dvd
Kaspar Munk viser igen, at han har et særligt talent for instruere unge mennesker og beskrive deres verden på en sjældent overbevisende og troværdig facon. Noget man skal tilbage til de yngre udgaver af Nils Malmros eller Søren Kragh-Jacobsen for at finde i en lige så ren og stærk form.

4. 10 timer til Paradis. Instr.: Mads Matthiesen. Ude på dvd
Mads Matthiesen spillefilmsdebuterede med en vellykket udbygning af sin egen kortfilm om den store mand, hvis overdimensionerede fysiognomi skjuler en genert, lille dreng med stærke moderbindinger. Spillet med uovertruffen indlevelse af amatøren Kim Kold.

5. Viceværten. Instr.: Katrine Wiedemann. Ude på dvd 21. februar
Det er ikke nogen ubetinget vellykket film – især sidste tredjedel kører lidt i ring – men bestemt værd at se. Om ikke andet så for Lars Mikkelsens helt forrygende præstation som den misantropiske underhund. Den brænder sig simpelthen fast på nethinden.

0 kommentarer
Vis kommentarer