Den store tomhed

Baz Luhrmanns stort opsatte filmatisering af 'Den store Gatsby' kører endeløst i larmende tomgang

Selv gode kræfter som Leonardo DiCaprio og Carey Mulligan kan intet stille op i Baz Luhrmanns ulideligt effektjagende 'Den store Gatsby'. (Foto: SF Film)
Selv gode kræfter som Leonardo DiCaprio og Carey Mulligan kan intet stille op i Baz Luhrmanns ulideligt effektjagende 'Den store Gatsby'. (Foto: SF Film)

'Den store Gatsby' Instr.: Baz Luhrmann. Medv. : Leonardo DiCaprio,Tobey Maguire, Carey Mulligan, Joel Edgerton m.fl. 142 min. Premiere 16. maj i 88 biografer

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet


F. Scott Fitzgeralds 'Den store Gatsby' om kærlighed, grådighed og moralsk fordærv i jazzalderens hedonistiske USA har med rette opnået status som en af de helt store, amerikanske romanklassikere. Den har da også uden det store held været forsøgt filmatiseret adskillelige gange – mest kendt er nok 1974-versionen med Robert Redford og Mia Farrow i de bærende roller. En lidt stillestående sag, der dog er bedre end sit rygte.

I hvert fald langt mere vellykket end dette aktuelle, stort opsatte stykke kitsch, der i vanlig Baz Luhrmann-stil trykker på alle tænkelige knapper – og gerne på én gang. Uden dog at kunne overdøve den stedse mere larmende indholdsløshed. Nu i fuldstændig overflødig 3D, der ikke bruges til andet end nogle distraherende visuelle rutsjebaneture.

Malplaceret

Man kan selvfølgelig indvende, at det vulgære formsprog og tomheden er helt i tråd med historiens tema, men det bliver det nu ikke mere overbevisende af. Og ideen med at tilsætte moderne populærmusik m.m. i det ellers minutiøst rekonstruerede tidsbillede er måske nok et forsøg på at drage nogle paralleller mellem 1920'ernes udskejelser og hiphoppens blingbling-kultur, men det virker blot distraherende og malplaceret.

Luhrmann har af uransagelige årsager skabt en ny rammehistorie, hvor den alkoholiserede fortæller Nick Carraway (Tobey Maguire) sidder på en psykiatrisk institution og ser tilbage på den skæbnesvangre sommer, hvor han mødte rigmanden Jay Gatsby (Leonardo DiCaprio). En tragisk historie om en fattig, men ambitiøs knægt, der for at vinde sin udkårnes gunst på tvivlsom vis skaber en astronomisk formue, men ender med at tabe alt på gulvet under voldsomme omstændigheder.

Udstyrsstykke

De både følelsesmæssige og sociale implikationer i romanen tabes dog fuldstændig på gulvet i dette udstyrsstykke, hvor selv skuespillerne blot fremstår som velklædte rekvisitter.

Kostumerne er faktisk det eneste, der fungerer med nogenlunde overbevisning her. Resten er blot tom staffage, hvis spinkle pointer udbasuneres igen og igen i et stedse mere skingert tonefald – a la den stærkt overvurderede 'Moulin Rouge' på anabolske steroider.

Selv Gatsby-figurens tvetydige, mystiske fascinationskraft, der er hele det oprindelige omdrejningspunkt, er fuldstændig forsvundet bag en overfladisk moraliseren, og den fatale romance mellem ham og den hule Daisy (Carey Mulligan) forbliver et rent postulat.

De utallige computereffekter bliver aldrig et redskab for selve fortællingen, men er blot overflødigt, trættende, visuelt blær, der indimellem tangerer det ufrivilligt komiske. Som når citater fra Fitzgeralds smukke tekst pludselig danser hen over lærredet i 3D. Men hvorfor?

Kvalmefremkaldende

Jeg må ærligt indrømme, at jeg gik til makronerne med en vis skepsis, men at det skulle vise sig at stå så slemt til, kommer alligevel bag på mig. Den billedmæssige flødeskums tomme kalorier har ikke en smagsmæssig nydeselsværdi, men er blot øjeblikkeligt kvalmefremkaldende.

Og uanset hvor højt de spiller, kan de ikke overdøve lyden af Fitzgerald, der roterer forgæves i sin grav.

0 kommentarer
Vis kommentarer