Socialrealistiske superhelte

En gruppe venner kommer i kontakt med en lysende sten - og snart får de superhelte kræfter

Andrew (Dane DeHaan) og hans venner kommer uventet i besiddelse af superkræfter i filmen 'Chronicle'. (Foto: SF Film)
Andrew (Dane DeHaan) og hans venner kommer uventet i besiddelse af superkræfter i filmen 'Chronicle'. (Foto: SF Film)

'Chronicle'. Instr.: Josh Trank Medv.: Dane DeHaan, Alex Russell, Michael B. Jordan, Michael Kelly m.fl. 84 min. Premiere i 55 biografer

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Håndholdt hjemmevideo i den allerede fortærskede tradition fra ’Blair Witch Project’ og superhelte-film lyder umiddelbart som et umage parløb. Men ’Chronicle’ er på alle måder også meget langt fra de mere eller mindre (selv)retfærdige superhelte, vi kender fra Marvel og kompagni.

Det tilsyneladende amatøragtige ved de ’fundne’ optagelser, der udgør det meste af filmen, undermineres dog også hurtig ved ret gennemtænkte kompositioner, kameravinkler osv. Og bliver derved først og fremmest en gimmick, der skal give historien et strejf af realisme. Men fungerer faktisk som sådan.

Fordrukken og ond far

Vi møder underhunden Andrew (Dane DeHaan) der køber et kamera for at kunne dokumentere sin fordrukne fars modbydeligheder, mens moderen ligger døende af kræft nede i stuen. Men snart viser optagelserne noget mere uforklarligt. Andrew og to af hans kammerater falder ved en fest over et hul i jorden, der rummer en lysende sten.

Overnaturlige kræfter

Efter berøring med stenen får drengene langsomt overmenneskelige kræfter. De kan flytte rundt med selv store genstande via telekinese og sågar flyve. Men i stedet for at iføre sig tætsiddende drager i pangfarver og bekæmpe skurke bruger de – som de fleste teenagere sandsynligvis ville gøre det – evnerne på skæg og ballade. Og på at hæve deres position i skolegården samt hævne sig på plageånderne.

Instruktør mister grebet

De nøjes dog i længden ikke med at flytte rundt på bilerne på parkeringspladsen og spille bold i skyerne. Og snart får især Andrews mørke sider frit spil, hvilket resulterer i en noget overspændt finale, hvor effekterne får frit løb. Synd, da vejen dertil har været fyldt med fine detaljer, originale tanker og troværdigt skuespil.

Men debutanten Josh Trank mister desværre stilgrebet om den potentielt fremragende film i sidste fjerdedel. Så nu er den ’bare’ god.

0 kommentarer
Vis kommentarer