Helt forrygende sjov Klovn

'Klovn: The Movie' er den morsomste og mest tå-krummende danske film i umindelige tider

Omdrejningspunktet i filmen er en kanotur, der bliver kaldt 'Tour de Fisse'. (Foto: Per Arnesen)
Omdrejningspunktet i filmen er en kanotur, der bliver kaldt 'Tour de Fisse'. (Foto: Per Arnesen)

Klovn: The Movie Instr.: Mikkel Nørgaard. Medv.:Casper Christensen, Frank Hvam, Mia Lyhne, Iben Hjejle m. fl. 94 min. Premiere i morgen i 101 biografer

Hvordan man har det med 'Klovn: The Movie', er nok ret afhængig af, hvordan man har det med tv-serien 'Klovn', der kørte i seks sæsoner fra 2005-2009.

Havde man svært ved at se komikken i Casper Christensen, Frank Hvam og deres mere eller mindre kendte venners pinagtigheder der, vil man nok heller ikke klaske sig på lårene af grin her.

Vellykket spillefilm
Men hvis man - som jeg - syntes, det var noget af det morsomste, der havde ramt ens tv-skærm længe, er der ikke andet at gøre end at styre mod nærmeste biograf og grine og græmme sig i lange baner.

For det er med stort held - og modsat mange andre, ingen nævnt, alle glemt - lykkedes instruktøren Mikkel Nørgaard og manuskriptforfatterne Casper Christensen og Frank Hvam at overføre det korte sitcomunivers til en yderst vellykket spillefilm. Hvor karaktererne i forhold til serien faktisk gennemgår noget, der ligner en udvikling.

Nu er en vittighed jo sjovest, hvis man ikke kender punchlinjen på forhånd, så jeg skal nok lade være med at afsløre for meget af handlingsforløbet her.

Man kan dog godt røbe så meget, at omdrejningspunktet er en kanotur (kaldet 'Tour de Fisse') med Casper, Frank og Franks nevø Bo (eminent underspillet af Marcuz Jess Petersen), der ender med et besøg på Skanderborg Festival. I øvrigt en sjov parafrase over Joseph Conrads romanklassiker 'Mørkets Hjerte', der optræder i en stjernespækket læseklub indledningsvis i filmen.

I hovedet på svigermor
'Klovn 's hovedattraktion har - ud over spillet mellem virkelighedens og fiktionens personer - altid været den perlerække af pinligheder, som Frank Hvam (ofte ret selvforskyldt) kommer ud for. Og de vil da heller ingen ende tage her, selv om Casper heller ikke går fri i denne ombæring.

Og da vi jo befinder os i biografen, kan man oven i købet tillade sig at være lidt mere eksplicit. Hvilket man så er, for nu at udtrykke det diplomatisk.

I en af de første scener kommer Frank i hovedet på sin svigermor. Og det er kun begyndelsen.

Roen sænker sig Men heldigvis har filmen også nosser nok til at lade roen sænke sig indimellem i stedet for febrilsk at kaste joke på joke. Det kaldes overblik og overskud.

Rent teknisk ligner filmen stadig en tv-serie, men det gør intet, når indholdet er så forrygende veloplagt.

Det er ganske enkelt den sjoveste danske film, jeg har set i umindelige tider. Og den mest tåkrummende. På den gode måde.

Og nej, det er ikke for børn. Spørg bare Bo om det.

kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen