Et langt afdansningsbal med Salander

Sidste del af 'Millennium'-trilogien er den svageste, skriver Ekstra Bladets anmelder, som mener, at filmen lider under, at den skal samle alt for mange løse tråde

Noomi Rapace er stadig - trods en mere tilbagetrukket rolle - ubetinget den store stjerne i den tredje Stieg Larsson-filmatisering. (Foto: Framegrab)
Noomi Rapace er stadig - trods en mere tilbagetrukket rolle - ubetinget den store stjerne i den tredje Stieg Larsson-filmatisering. (Foto: Framegrab)

'Luftkastellet der blev sprængt'. Instr.: Daniel Alfredson. Medv.: Noomi Rapace, Michael Nyqvist, Per Oscarsson, Lena Endre m.fl. 150 min.

De to første Stieg Larsson-filmatiseringer, 'Mænd der hader kvinder' og 'Pigen der legede med ilden', er – alene i Danmark – blevet set af 1,8 millioner mennesker. Og stormløbet mod billetlugerne fortsætter med garanti her i tredje ombæring.

Man er jo nødt til lige at få slutningen med. Også selv om man har læst bogen. Og nej, eventuelt nye seere kan ikke stige om bord her. 'Luftkastellet der blev sprængt' fortsætter præcis, hvor forgængerens cliffhanger slap.

Driftsikkert håndværk
Ligesom toeren er den instrueret af Daniel Alfredson og oprindelig tænkt til tv. Altså indtil første del blev en så massiv succes, at man sadlede om og lod hele baduljen få premiere på det store lærred. Alt andet havde da også været dumt.

Men det kan altså ses. Forstået på den måde, at der er tale om driftsikkert krimihåndværk, men ud fra en rent filmisk betragtning har 'Luftkastellet der blev sprængt' ikke meget at byde ind med.

Det blev i forgængeren til dels blev overskygget af Noomi Rapaces pragtpræstation, mens hun her spiller en mere passiv rolle som enten ilde tilredt patient eller mut anklaget iført opsigtvækkende modepunk-dress. Selv om det selvfølgelig siger en del om Rapaces talent, at selv det får hun det optimale ud af.

Mangler fokus
Filmens største problem er på mange måder dens indbyggede præmis: at der mere end en selvstændig historie med sin egen narrative fremdrift er tale om en meget lang sløjfe, der skal forsøge at samle alle de løse tråde.

'Luftkastellet der blev sprængt' mangler simpelt hen et egentligt fokus og bliver snarere en lang ophoben af informationer, som selvfølgelig er nødvendige for at få den snedige kabale til at gå op. Men som også trækker tænder ud af dramaet.

Ikke at det på nogen måde bliver decideret kedeligt, men man sidder alligevel undervejs et par gange med følelsen af pligtstof. Også fordi den ellers glimrende Michael Nyqvist, der spiller Salanders makker Mikael Blomkvist, som her må trække det meste af læsset, ikke er en særlig spændende figur.

Nedadgående formkurve
De mange retssalsscener ligner også noget, vi har set til døde før, ligesom de utallige konspirationsteorier og deres løsninger virker en kende konstruerede. Men det er jo de fleste krimiers lod.

Summa summarum er filmatiseringen af 'Millennium'-trilogien dog mere end lykkedes trods den svagt nedadgående formkurve.

En svær opgave er overstået, uden at nogen behøver skamme sig, men stor filmkunst er det sgu ikke.

Og når støvet har lagt sig, er der nok ikke meget andet end Rapaces urovækkende levendegørelse af Lisbeth Salander, som vil stå tilbage.

0 kommentarer
Vis kommentarer