Michael Moores skingre selvsving

- Det er svært ikke at irriteres over de evindelige gentagelser og den populistiske propaganda i Michael Moores seneste film, lyder det fra Ekstra Bladets anmelder

Michael Moore gentager sine velkendte pointer i et stedse mere bombastisk og selvretfærdigt tonefald. (Foto: SF Film)
Michael Moore gentager sine velkendte pointer i et stedse mere bombastisk og selvretfærdigt tonefald. (Foto: SF Film)

'Kapitalismen - en kærlighedshistorie' Instr. Michael Moore. Medv. Michael Moore m.fl. 127 min. Premiere i 12 biografer.

Hvad gør man, når man nu har sagt stort set det samme i 20 år uden nævneværdig effekt? Ja, man kan jo enten vælge en ny strategi eller forsøge at råbe lidt højere. Instruktøren Michael Moore vælger i sin syvende film ikke overraskende det sidste.

’Kapitalismen – en kærlighedshistorie’ ligger på mange måder i direkte forlængelse af debut- og gennembrudsfilmen ’Roger & Me’ fra 1989.

De samme skurke
Skurkene er som altid storkapitalen og dens marionetdukker blandt politikerne, og undertitlen er selvfølgelig dybt ironisk ment. Endnu en nådeløs dissektion af The American Way of Life og illusionen om, at blot vi arbejder hårdt nok og lader markedskræfterne råde, så er det muligt for alle at sikre sig en plads i solen.

Finanskrisen og de absurde skattefinansierede støttepakker til de mest grådige har ikke givet Moore dårligere argumenter på hånden.

En smule trættende
Men uanset hvor langt man sympatiserer med Moores synspunkter, så er formen altså begyndt at blive en smule trættende. Masser af nyhedsklip og reklamefilm i absurde sammenklipninger, stærkt redigerede interview med både ofre og bødler samt Moores markante selviscenesættelse, der efterhånden mere overskygger end understreger budskabet.

Filmen er med andre ord en prædiken for de allerede omvendte. Og selv om man hører til den gruppe, er det svært ikke at irriteres over de evindelige gentagelser og den populistiske propaganda.

Og den er muligvis en opfordring til at tænke selv, men har tydeligvis ikke tiltro til, at dens publikum er i stand til netop dét.
0 kommentarer
Vis kommentarer