Tomgang i 'Death Race'

Et simpelt plot med eksplosioner og lemlæstelser. Det er, hvad biografgængerne kan vente sig af den nye udgave af 'Death Race'

Eksplosioner og lemlæstelse er hovedattraktionen i 'Death Race'. (Foto: UIP)
Eksplosioner og lemlæstelse er hovedattraktionen i 'Death Race'. (Foto: UIP)

'Death Race'. Instr.: Paul W.S. Anderson. Medv.: Jason Statham, Joan Allen, Ian McShane, Tyrese Gibson, m.fl. 105 min.

'Death Race 2000' er en film fra 1975 (med en historie af danskfødte Ib Melchior), hvis kitschede og blodige humor har givet den kultstatus i visse kredse.

Den handlede om et racerløb tværs over USA, hvor kørerne fik point alt efter, hvor mange fodgængere det lykkedes dem at meje ned.

Denne opdatering udspiller sig i år 2012, hvor USA er i opløsning på grund af et økonomisk sammenbrud.

På Terminal Island fængslet finansieres driften med tv-transmitterede racerløb. I heftigt armerede biler kører fangerne så rundt og dræber hinanden som futuristiske gladiatorer. Den sidste overlevende har vundet. Og gør man dét fem gange, er man en fri mand.

Det er det simple plot bag de heftige løjer.

Eksplosionerne og lemlæstelserne er fermt nok skruet sammen, men så er alt også sagt.

'Death Race' har ikke en tøddel af forlæggets mere eller mindre ufrivillige charme, og Paul W.S. Anderson, der tidligere har gjort det i film baseret på computerspil ('Resident Evil' og 'Alien vs. Predator') har denne gang lavet en film, der til forveksling ligner et computerspil.

Det kan man alt efter sindelag tage som advarsel eller anbefaling.

0 kommentarer
Vis kommentarer