Film: Alle kneb gælder i Irak

'Body of Lies' fungerer på overfladen men mangler substans. Og så er den 20 minutter for lang, mener Ekstra Bladets anmelder

Glimrende præstationer af bl.a. Leonardo DiCaprio kan kun kamuflere den lidt fortænkte historie et stykke ad vejen. (Foto: Sandrew Metronome)
Glimrende præstationer af bl.a. Leonardo DiCaprio kan kun kamuflere den lidt fortænkte historie et stykke ad vejen. (Foto: Sandrew Metronome)

'Body of Lies'. Instr.: Ridley Scott. Medv.: Leonardo DiCaprio, Russell Crowe, Mark Strong, Golshifteh Farahani m.fl. 128 min.

Når en film tager afsæt i Irak-krigen, er det svært ikke at prøve at tillægge den en eller anden politisk morale, stillingtagen eller i det mindste et forsøg på at undersøge, hvad der foregår.

Men så går man galt i byen med Ridley Scotts 'Body of Lies', som klart er mere 'Jason Bourne/James Bond i Mellemøsten' end 'Syriana'.

Ikke, at den er helt uden brod.

Uncle Sam (personificeret ved Russel Crowes CIA-boss, Ed Hoffman) er ikke et hak bedre end Osama bin Laden-klonen Al-Saleem (Alon Aboutboul). Og hele affæren er i det hele taget lige så røget, som den er speget.

Men den pointe kommer vist som en overraskelse for de færreste. Og de egentlige helte, som her repræsenteres af lederen af det jordanske efterretningsvæsen, Hani Salaam (Mark Strong), er de ikke-ekstreme muslimer.

Godt filmhåndværk
Men betragter man blot 'Body of Lies' som en hæsblæsende og lidet sandsynlig spionthriller, så fungerer den med visse forbehold (dem kommer jeg til) udmærket.

Uden at gå i detaljer med den kringlede fortælling så er hovedplottet, at agenten Roger Ferris (Leonardo DiCaprio) skal skabe en fiktiv terrorcelle og et fingeret terrorangreb på en amerikansk base i Tyrkiet og derved lokke Al-Saleem frem fra sit skjul.

Ridley Scott er teknisk set en blændende instruktør med ualmindelig godt greb om filmhåndværket. Hvilket også viser sig her.

Men teknisk snilde kan kun kamuflere den lidt fortænkte historie et stykke ad vejen.

Det samme kan ellers glimrende præstationer fra DiCaprio og især Mark Strong og Russell Crowe. De to sidstnævnte er klart værd at tage i betragtning, når der skal deles statuetter ud for biroller.

Meget kunne være hjulpet ved at skære ca. 20 minutter af spilletiden. Eksempelvis ved at udelade den overflødige sidehistorie om Ferris' forelskelse i en lokal sygeplejerske.

Som det er nu, står 'Body of Lies' som en parantes i Scotts imponerende produktion. Især med hans forrige, den mesterlige 'American Gangster', i frisk erindring.

0 kommentarer
Vis kommentarer