Norsk tristesse

Trine Dyrholm får ros for sit spil i den norske film 'De Usynlige', men filmen tynges som helhed af en række klichéer

Trods glimrende spil af bl.a. Trine Dyrholm er 'De usynlige' på flere planer en trist og uforløst oplevelse. (Foto: Scanbox)
Trods glimrende spil af bl.a. Trine Dyrholm er 'De usynlige' på flere planer en trist og uforløst oplevelse. (Foto: Scanbox)

Som man også kunne se i norske Erik Poppes forrige film ’Hawaii, Oslo’, er han ikke en mand, der er bleg for at tage fat i de store spørgsmål her i livet. Og gerne giver sig rigtig god tid til at stille dem.

Det gælder også ’De usynlige’, der kredser omkring et otte år gammelt barnedrab.

Jan Thomas er netop blevet løsladt efter at have afsonet en dom for mordet og får sig et job som organist i den lokale kirke. Her indleder han et forhold til præsten, Anna, som ikke kender hans fortid, og som har en lille søn.

Samtidig følger vi ægteparret Agnes og Jon, der med større eller mindre held prøver at leve videre – nu med to adopterede piger – efter mordet på deres dreng. Men da Agnes erfarer, at hendes søns formodede morder igen går rundt i gaderne – nu med en anden lille knægt – så bryder alle sårene selvfølgelig op igen.

Ingen tvivl om, at Poppe har noget på hjerte – skyd, tilgivelse, had, sorg, etc. – men ligesom forgængeren tynges ’De usynlige’ desværre både af en række klichéer (den musikalske morder), usandsynligheder og alt for lang spilletid.

Så trods troværdigt spil af især Trine Dyrholm som Agnes og Pål Sverre Valheim Hagen som Jan Thomas bliver det aldrig helt klart, hvorfor man skal ofre et par timer i dette traurige univers.

0 kommentarer
Vis kommentarer