Øl-test: Forskellen er ens

Kæmpe bluff-nummer: Ekstra Bladets bodega-test afslører, at det er umuligt at smage forskel på Carlsberg og Dansk Pilsner

Vennerne på bodegaenMcKluud fik sig en glædelig overraskelse, da Ekstra Bladets udsendte afslørede, at vi havde bytte om på etiketterne på Carlsberg og Dansk Pilsner fra Fakta - smagen var ens, men det var prisen til gengæld ikke.
Vennerne på bodegaenMcKluud fik sig en glædelig overraskelse, da Ekstra Bladets udsendte afslørede, at vi havde bytte om på etiketterne på Carlsberg og Dansk Pilsner fra Fakta - smagen var ens, men det var prisen til gengæld ikke.
En høj fyr i orange T-shirt bestiller en Carlsberg i baren.

Catrine bag disken rækker ham en flaske med den velkendte etiket og spørger, om han vil have glas til øllet.

- Nej tak, svarer fyren som den erfarne øldrikker, han er.

Catrine rækker ham også raflebæger og terninger.

Fyren sætter sig ned i hjørnet, hvor hans venner allerede har taget plads.

Tvillingevarer
Ekstra Bladet er taget på bodegaen McKluud på Istedgade i København. Vi er på jagt efter mænd og kvinder med den rette viden.

Lørdag afslørede vi, hvordan supermarkederne bugner med tvillingevarer, der er af samme kvalitet og indhold som mærkevarer. F.eks. sælger Kohberg samme slags krydderboller i forskellige poser. Køber man den billige pose, slipper man med otte kroner, mens den dyre pose med samme slags boller koster det dobbelte.

Sådan er det tilsyneladende også med øl. Carlsberg brygger både pilsneren Dansk Pilsner og den dyre Carlsberg Pilsner. Men eksperter hævder hårdnakket, at det er umuligt at smage, at prisen er henholdsvis 1,95 kr. og 5,25 kr.

Fyldt med narrestreger
Ved bordet har fyren i orange T-shirt allerede tabt første omgang rafling.

'Fyldt med narrestreger', står der på en Albani-plakat bag ham. Flasken foran ham snyder også.

Ekstra Bladet har fået Catrine til at sælge vores Dansk Pilsner fra Fakta. Men inden hun har lagt dem på køl, har vi givet dem Carlsberg Pilsner-etiketter på.

Kunderne på McKluud tror altså, at de drikker Carlsberg.

- Jeg er mest til Hof, siger den høje fyr, da han rejser sig for at hente en omgang.

Kort efter er han tilbage med et par håndfulde af Ekstra Bladets 'Carlsberg'.

Da bunden senere er ved at blive tør, spørger vi bordet om øllet.

Dansk Pilsner i kurven
- Jeg ville helst have haft en Albani. Men Anders kan bedst lide Hof, siger Lars og nikker over mod fyren i orange.

- Ja, jeg synes nu også, at Hof smager bedst, siger Julian, der sidder ved siden af Anders.

- En almindelig pilsner fra Netto smager lige så godt, forsøger Mark sig fra den anden ende af bordet.

Men han bliver afvist.

I hvert fald indtil Ekstra Bladet afslører, at de på intet tidspunkt har drukket dyr Carlsberg.

- Jeg troede, at jeg kunne smage forskel. Men det kunne jeg ikke. Jeg hoppede i med begge ben, erkender Anders.

- Det er da rart, at der endelig er undersøgende journalistik, man kan bruge til noget. Jeg går efter Dansk Pilsner næste gang. Var det i Fakta, I havde købet dem? spørger Julian.
1 af 2 - Det er rart, at der endelig er undersøgende journalistik, man kan bruge til noget, siger Ekstra Bladets blind-testere.
2 af 2 Vennerne på bodegaenMcKluud fik sig en glædelig overraskelse, da Ekstra Bladets udsendte afslørede, at vi havde bytte om på etiketterne på Carlsberg og Dansk Pilsner fra Fakta - smagen var ens, men det var prisen til gengæld ikke.
0 kommentarer
Vis kommentarer