Når hunden får gæster

Det er ikke alle mennesker, der er lige glade for at få din hund hoppende op i hovedet, når de besøger dig. Få tips til at gøre din hund artig, når der kommerer gæster

Det er ikke alle der er vilde med at få en hund i hovedet, når de besøger dig. Men med lidt træning kan du få en velopdragen hund, der giver gæsterne en behagelig velkomst. (Foto: Colourbox)
Det er ikke alle der er vilde med at få en hund i hovedet, når de besøger dig. Men med lidt træning kan du få en velopdragen hund, der giver gæsterne en behagelig velkomst. (Foto: Colourbox)

Mange hundeejere har problemer med hundens adfærd, når der kommer gæster. Det kan være alt fra, at hunden hopper op af bare glæde, til at den udviser en truende adfærd med risiko for at bide gæsten. At få gæster kan gå hen og blive en hel pestilens, når hunden har en adfærd, som er til gene og frustration.

Din håndtering er yderst vigtig for, hvordan din hund opfatter situationen, du påvirker nemlig din hunds reaktion og adfærd. Afhængig af hvordan din hund er som individ, og hvilke associationer den har med mennesker, kan du være med til at gøre situationen endnu værre for fremtidige besøg. Hilsesituationer er generelt forbundet med en spændthed eller en stresstilstand af enten glæde eller frygt i mindre eller større mængder.

Se også: Hold nu mund, hund!

Hvis din hund hopper meget op i glæde, og du bliver irriteret og skælder ud, vil du i de fleste tilfælde være med til at øge hundens ustyrlige adfærd. Når stresstilstanden øges, kan det resultere i at den hopper endnu mere op, og du skælder endnu mere ud. Det samme gør sig gældende, hvis din hund er usikker på fremmede og viser truende adfærd. Jo mere du straffer din hund ved at skælde ud eller ved fysisk irettesættelse, jo mere er du med til at øge dens stress og frygt.

Gennem den rigtige håndtering og et godt træningsforløb kan du gøre situationen gradvist bedre. Men det tager tid.

Hunden der hopper op
Hvis din hund bliver overglad, når der kommer gæster, er det en god ide at bruge linen som et træningsredskab. Sørg også for at have masser af lækre godbidder klar. Mad og godbidder bruges som en belønning for den adfærd, du gerne vil se hos din hund, og de sænker desuden hundens stressniveau.

Når det ringer på døren, tager du stille og roligt din hund i line for at undgå, at den hopper op ad gæsten. Beløn altid hunden med ros og godbidder, når den har alle fire poter på jorden. Luk gæsten ind og træk dig en smule tilbage sammen med din hund, og vent til din hund får en smule roligere adfærd.

Se også: Væn din hund af med unoderne

Beløn stille og roligt din hund med godbidder når du kan se, at den bliver gradvist roligere. Når din hund er en tand roligere, er belønningen helt enkelt at få lov til at hilse på gæsten. Skulle den blive overglad igen, så træk dig tilbage igen med det samme. Gentag samme mønster, indtil din hund bedre kan bevare selvkontrollen. Det er en god ide at træne mange gange på 'trænings-gæster', så bliver du og din hund bedre rustet til hilsesituationen sammen.

Se en træningsøvelse for indlæring af en ny hilseadfærd for din hund

Hunden der er truende
Hvis din hund viser truende adfærd som at knurre eller vise tænder, når der kommer gæster i huset, er det nødvendigt med professionel hjælp til at tilrettelægge din træning. Det er dog nødvendigt, at du får din hund væk fra de situationer, som giver både dig og hunden stress og frygt.

En hund, som viser en truende adfærd, er inderst inde en meget usikker hund - men den har lært at håndtere sin frygt gennem kontrol og aggressivitet. Det samme gør sig i øvrigt gældende for os mennesker.

Se også: Når hunden er aggressiv

Vælg et rum i nogenlunde nærhed af yderdøren, og her kan du montere en babylåge. Her kan din hund opholde sig, imens du får gæster, uden at du behøver at gå og være usikker på din hunds adfærd. Din usikkerhed vil også smitte af på din hund, og du vil utilsigtet påvirke dens adfærd til en negativ reaktion.

Træn din hund til at være glad for at være bag babylågen. Det kan du gøre ved at belønne den med lækre godbidder hver gang den går ind i rummet. Din hund skal ikke betragte rummet som en straf, men et positivt og trygt sted. Når der kommer gæster, guider du din hund stille og roligt ind i rummet og om bag lågen. Giv den samtidig noget lækkert at tygge i og sørg for at den har frisk drikkevand. Den videre træning og tilrettelægning gøres sammen med en professionel adfærdsbehandler, der arbejder med positiv træning.

Se også: Sådan 'bonder' du med din hund

For at få de bedste og mest holdbare resultater, er det vigtigt at du vælger en positiv træningsform. Det er også din garanti for et fremtidigt (k)ærligt samarbejde mellem dig og din hund.

Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen